Læsetid: 4 min.

Fars dag hver dag

Kemal Atatürk er til stede alle vegne i Tyrkiet. Som tanke og som ikon. EU-medlemskab vil fuldføre hans drøm og mareridt
6. september 2004

ANKARA – I lagerrummet på tekstilfabrikken, ved indgangen til justitsministeriet og i chefredaktørens kontor. På væggen hænger det, der, måske som noget af det eneste, binder tyrkerne sammen. En ældre herre klædt i smoking med butterfly om halsen og lommetørklæde i brystlommen. Højre arm diskret på vej ind under åbningen i jakken. Et fast blik, der skuer mod noget langt borte. Landsfaderen Mustafa Kemal Pasha eller Atatürk, der blev Tyrkiets første præsident i 1923, havde et motiv med påklædningen. Hans vision var at vestliggøre Tyrkiet og det hele startede med en hat, siger man.
De reformer, som det moderne Tyrkiet gennemgår disse år, blandt andet for at tilfredsstille krav fra EU, er i Atatürks ånd. Som en vestlig diplomat i Ankara udtrykker det:
»Indlemmelsen i EU er jo faktisk opfyldelsen af Atatürks drøm.« Men tyrkerne står også over for en virkeliggørelse af Atatürks mareridt. Et medlemskab i EU vil betyde en begrænsning af militærets magt, en anerkendelse af mindretal og ikke mindst religionsfrihed. Den mest gennemgribende og vedholdende reform, Atatürk foretog var den fuldstændige sekularisering af staten, Atatürk ville vække Tyrkiet efter århundreders dvale under sultandømmet, og det skulle ske ved at orientere landet mod vest. Selv statuerede han et eksempel ved at skifte den tyrkiske fez ud med den vestlige hattemode og senere blev også de traditionelle løse gevandter erstattet med vestligt evening-wear.

Republikens symbol
Atatürk er blevet symbolet på den tyrkiske republik, men chefredaktøren for Tyrkiets engelsksprogede avis Turkish Daily News, Yusuf Kanli, så hellere, at man fokuserede på Atatürks teorier og visioner.
Han frygter at det tyrkiske folk, kan henvise til ham som landsfader, men faktisk ikke ved eller interesserer sig for de tanker, der lå bag Atatürks dannelse af Tyrkiet. Tanker som, han mener, er meget aktuelle i det moderne Tyrkiets reformproces.
I følge Yusuf Kanli findes der to typer Atatürk tilhængere. De, der respekterer og ønsker at nytænke hans reformpolitik, og de, der tilbeder ham og dyrker ham som en afgud. Selv tilhører han den første gruppe.
»Vi kan ikke bruge hans billede til noget. Det, jeg respekterer ved Atatürk, er hans vision og intelligens. Hans tanker, ikke hans bronzestatuer,« siger han.
Alligevel har også chefredaktøren et billede af åndskæmpen hængede på væggen i kontoret. For at minde ham om hans tanker, siger Yusuf Kanli:
»Hvis han bare hænger der som vort lands grundlægger, så bliver det en tom skal, og det var han ikke.«

Religionens symbol
En nytænkning, der bliver uundgåelig, når Tyrkiet bliver medlem er en accept af religion som en del af samfundsbilledet. Et helt konkret eksempel på hvordan Atatürks tanker stadig lever i dagens Tyrkiet får man, når man kaster et blik ned ad en gade i Istanbul. I dag ser man ikke mange kvinder med tørklæde, og de, der gør og ønsker at gå i skole, komme på sygehuset eller bare på rådhuset, bliver nødt til at lade tørklædet blive udenfor. Det er ulovligt at bære i offentlige bygninger.
For landene i EU hænger demokrati uløseligt sammen med religionsfrihed, derfor kan et medlemskab komme til at betyde, at de muslimske kvinder får lov til at bære tørklæde også i offentlige bygninger. Atatürks system, står i vejen for religionsfrihed og de sekulariserede tyrkere frygter, hvad der vil ske, hvis den barriere nedbrydes.

Mareridtet
Det samme gør formanden for Atatürks gamle parti,
People’s Republican Party, Onur Öymen. Han får mareridtslignende associationer, når han præsenteres for ideen om at fjerne partifaderens bud om sekularisering og forbud mod religiøse klædedragter.
»Sekulariseringen er rygraden i vort demokrati. Og tørklædet er symbol på fundamentalisme.«
Onur Öymen påpeger, at netop religion er hovedårsagen til, at EU er skeptisk overfor Tyrkiet som medlemsland:
»De indrømmer det bare ikke. Vi har ventet på medlemskab i årtier, men blev endnu engang forbigået, da EU sidst udvidede. Vi påbegyndte moderniseringen i 1923, mens de nye medlemslande først begyndte i 90’erne. Men hvad er det, der adskiller dem fra os?« siger han og holder en retorisk kunstpause: »Religionen.«
For ham skal et medlemskab af EU give plads til, at muslimernes religiøse symboler forbliver bandlyste fra offentlige bygninger, og i hans øjne bliver det ikke svært. For det er i virkeligheden også det, europæerne vil have. De har bare ikke haft en landsfader, der indførte love mod dem. Eller også har de, men har siden ændret opfattelse. For en tid.
Over Onur Öymen hænger portrættet af landsfaderen og partiets grundlægger, som så mange andre steder i Tyrkiet. Bare lidt større. Der ligger noget ærefrygtindgydende i måden, han stirrer målrettet ud af billedet på. Det ligger en distance til enhver, der kigger på ham. Han ligner ikke en far. Paradoksalt nok minder Atatürks portræt om det, han selv med al kraft kæmpede imod: Et religiøst symbol. En gud.

Serie
Tyrkiet tæller ned
*I to år har Tyrkiet set frem til EU-topmødet i Bruxelles i december, hvor det bliver afgjort, om der skal indledes optagelsesforhandlinger med landet. Information er taget til Ankara og Istanbul for at undersøge, hvad reformerne har betydet for landet, for flertallet og for mindretallene. Og hvad der mangler, før Tyrkiet kan blive et EU-land. Følg serien i avisen og på tema.information.dk/tyrkiet.

*Information er i Tyrkiet med støtte fra det tyrkiske statsministerium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu