Reformkommunist
DUISBURG SPD kunne altid regne med Ruhr-området, arbejderne blev født som socialdemokrater.
Flittige funktionærer fra viceværten i boligkomplekset op til borgmesteren sørgede for, at kammeraterne havde det godt. Var der problemer, gik man til sin formand. Søgte man job hos kommunen, var partibogen en forudsætning.
Sådan var det endnu i 1990erne, men da krisen i stålindustrien for alvor slog igennem, var der hverken penge eller job til fordeling.
I Duisburg brød det socialdemokratiske system sammen i 1999, da SPD mistede sit absolutte flertal i byrådet og kun med nød forblev største parti foran CDU.
Ved valget på søndag kan det være endegyldigt forbi med SPD-højborgen Duisburg. Siden kansler Gerhard Schröder i foråret satte sine reformer og sociale nedskæringer i værk, har hvert syvende SPD-medlem meldt sig ud. Mange borgere vil i protest undlade at stemme (og dermed styrke CDU), andre vil gå til reformkommunisterne i PDS for at fremtvinge den rigtige, røde kurs.
»Længe var SPD domineret af fagforeningsfolk. De senere år har det ændret sig, og mange siger: Nej, jeg kan ikke vælge dette parti. Det er nærmest selvmord, hvad SPD gør. Selvmord,« siger PDS spidskandidat i Duisburg, Hermann Dierkes, der er tillidsmand hos Thyssen-Krupp.
Kammerater
SPD skal ikke miste mange højborge som Duisburg, før det bliver farligt for Schröder. Kommunalvalget opfattes som generalprøve på delstatsvalget næste år; stemningen blandt stamvælgerne er dårlig. Hvis tilslutningen til SPD smuldrer, vil frygten brede sig i partiapparatet og så kan Schröders dage som kansler hurtigt være talte.
Netop i Duisburg har det overvejende østtyske PDS haft held til at vinde fodfæste. I 1999 fik partiet tre mandater i byrådet, og meningsmålingerne lover et par mandaters fremgang på søndag.
En del af succesen skyldes, at kandidaterne ikke behøver at være PDS-medlemmer for at stille op, valglisten er åben.
Åben liste lyder som en invitation til midten af det politiske spektrum i realiteten betyder åbenheden, at partiet kan samle bl.a. herreløse DKP-stemmer. I PDS landsorganisation går Duisburg-afdelingen for at være rabiat, alle dens forslag stemmes ned af princip.
På dagens partimøde i Duisburg bliver der bl.a. øvet selvkritik efter den seneste mandagsdemonstration: En kendt højrenationalist erobrede mikrofonen og rettede en tak til kansler Schröder, fordi hans reformpolitik gav det højreradikale NPD så godt et valg i Saarland.
»Sådan noget må ikke ske, kammerater,« bemærker Thorsten, en ung ATTAC-fyr i DDR-t-shirt. Den lyttende forsamling er sammensat af politisk bevidste i alle aldre.
Omfordeling
Efter det formelle møde går flokken over til en græsk restaurant. Gyros og salat kommer på bordet, diskussionen fortsætter.
õ»De færreste skoleelever aner, at der skal være kommunalvalg. Lærerne svigter, man blander sig ikke mere, den neoliberale trend breder sig. Det mærker jeg også i fagforeningen; den unge generation mangler elementær klassebevidsthed,« mener spidskandidat Hermann Dierkes, en midaldrende mand med fuldskæg og sommerhus i Småland. På aftenskolen har han lært sig svensk til købmandsbehov.
Dierkes tager fat på valgprogrammet: Der skal ske en omfordeling af samfundets værdier fra toppen til bunden, de gældsplagede kommuners indtægter skal styrkes med højere erhvervsskatter og indførelsen af formueskat.
»Vi hører altid, at PDS ikke har nogen politiske alternativer og dem vi har, er fra i forgårs,« ler han.
Når det gælder den lokale kulmines fremtid, er konklusionen klar: »Som tillidsmand gør det mig ondt, at kollegerne bliver arbejdsløse, men minen koster milliarder i subventioner og er miljømæssigt betænkelig.«
Samarbejde med den tidligere SPD-formand Oskar Lafontaine, der åbent udfordrer kansler Schröder, kan Dierkes ikke forestille sig.
»Han er jo ikke socialist, han er en venstreorienteret socialdemokrat fra 1970erne. Jeg har den største mistillid til ham.«
Analfabeter
Med ved bordet sidder skolelæreren Roland Busche, der arbejder på en skole i et af Duisburgs indvandrerkvarter.
Da han tog sin uddannelse, drømte han om at »undergrave skolen indefra«. I dag må han indse, at det klarer skolen så glimrende selv. Eleverne lærer ikke noget, bl.a. fordi undervisningen foregår som i 1960erne.
»80 procent af mine elever kommer fra indvandrerfamilier, i min 7. klasse er der flere, der ikke kan læse,« siger han.
Hvis han vil undergrave skolen i dag, må han først gøre sine elever til myndige borgere og den opgave magter han ikke. Han er på nippet til at give op og forbander den dag, han blev ansat.
»Min skole får ingen nye lærere mere. Under jobsamtalen påstår de, at de har en anden stilling på hånden, og så hører vi ikke mere fra dem...«
Roland forsøger at slippe væk fra skolen ved hjælp af politik. Han er opstillet på PDS-listen til kommunalvalget og håber at gøre karriere i partiet.
»Det må gerne være i Berlin.«
