Læsetid: 6 min.

Hvad er forskellen egentlig?

Det amerikanske præsidentvalg betegnes ofte som det vigtigste i en generation. Men nogle gange lyder de to kandidaters budskaber næsten ens – især når det gælder Irak og krigen mod terrorisme
18. september 2004

Amerikanernes valg
BOSTON – Kritikere af præsident George W. Bush er ikke i tvivl om dette præsidentvalgs betydning.
»Det er det vigtigste i min livstid,« siger Stephen Dossick, en psykolog i New York, gift med et barnebarn til den legendariske diplomat og demokrat Averell Harriman.
»End ikke valget i 1968 mellem Hubert Humphrey og Richard Nixon var så epokegørende. Dengang var vi ikke så splittet en nation, som vi er i dag. Nu er vores nation delt lige over. Den ene side forstår ikke den anden.«
Den store kulturelle og mentale kløft mellem amerikanere bosiddende i ’røde’ stater (George W. Bushs tilhængere) og ’blå’ stater (John Kerrys fans) bliver for tiden fremhævet i en bog og annoncekampagne skrevet og finansieret af den self-made milliardær John Sperling.
Kampagnens titel er »Metro America vs. Retro America«.
Metro er egne i USA, der er mere industrielt udviklede og sofistikerede end Retro-områder. I Metro-Amerika finder man ikke overraskende de demokratiske vælgere, mens republikanerne bor i Retro-Amerika.
Kløften var ikke svær at fornemme under den nylige republikanske partikongres i New York. De republikanske delegerede fra – hvad man i metropolis ville kalde – bøh-landet, nød oplevelsen af Manhattan – især musicals på
Broadway – men for de almindelige newyorkere kunne de lige så godt have været gæster fra en anden planet.
»Da jeg stod på gulvet i Madison Square Garden, følte jeg det, som om jeg var landet på Mars. Det var en sær oplevelse at tale med amerikanere, som vil gøre det kriminelt for kvinder at få abort,« fortæller den amerikanske journalist Alexander Stille.
Intet andet emne har delt amerikanerne så meget som præsident Bushs krig i Irak og hans bekæmpelse af islamisk terrorisme.
»Inderst inde ved alle amerikanere, at vi er ved at tabe krigen i Irak, men der er få, som tør indrømme det åbent, og derfor kan John Kerry ikke stille sig op og sige: Denne krig kan ikke vindes. Vi bliver nødt til at trække vores styrker ud. Det er for tidligt,« mener Boston-journalisten David Nyhan.

Kampen om krigen
Én historisk kendsgerning kan blive svær at undslippe for Bush. »Ingen amerikansk præsident er blevet genvalgt, hvis han var ved at tabe eller havde tabt en krig. Det gjaldt for Harry Truman under Korea-krigen og Lyndon B. Johnson under Vietnam-krigen. Ingen af de to genopstillede. De vidste, de ville tabe,« siger David Nyhan.
Journalisten og forfatteren John Judis tilbringer i denne tid sine ledige stunder med at ruge over parallellen til præsidentvalget i 1968.
»Nixon vandt, og det tog ham og Kissinger fire år og tusinder af amerikanske liv at trække USA ud af Vietnam med æren og troværdigheden i behold, som de formulerede det. Men pointen er, at der ikke var noget ærefuldt, og at vi tabte vores troværdighed. Vi kunne lige så godt have trukket vores styrker ud i 1969,« siger Judis.
Det åbne spørgsmål er, om USA vil gentage denne tragedie. Hvilken forskel gør det, at Kerry er præsident frem for Bush?
»Bush har været den værste præsident i det 20. århundrede, den mest inkompetente siden James Buchanan (1857-1861) ikke magtede at hindre splittelsen mellem Nord og Syd, som førte til borgerkrigen,« mener John Judis, som netop har udgivet bogen The Folly of Empire: What George W. Bush could learn from Theodore Roosevelt and Woodrow Wilson.
Hvorfor har vi ikke lært fra Vietnam, spørger Judis. »Færre amerikanere vil dø i Irak, men konsekvenserne af de nykonservatives forsøg på at omforme hele Mellemøsten vil vi leve med i flere generationer. Sydøstasien var ikke nær så strategisk vigtig en region.«
Vil Kerry være bedre til at håndtere Irak-udfordringen end Bush? John Judis er ikke sikker. »Misforstå mig ikke. Jeg håber, Kerry vinder valget, og mit indtryk er, at han vil gøre mere for at trække styrkerne ud og mobilisere allierede og Iraks nabolande. Men jeg har ikke hørt om nogen plan fra Kerrys rådgivere eller højtstående demokrater her i Washington. Det bekymrer mig dybt, fordi der er en chance for, at tingene bare vil trække ud under Kerry.«
Folk, der kender den demokratiske kandidat personligt, har imidlertid en ganske anden opfattelse.
»Det ville være en kæmpe misforståelse at tro, at Kerry ikke vil føre en anden Irak-politik end Bush,« siger David Nyhan, som har kendt og skrevet om senator Kerry i 25 år.
»Kerry kæmpede i en krig og ved, hvad det indebærer. Han ved, at der er rigtigt, hvad hans ven senator Ted Kennedy siger – at denne krig er den mest katastrofale udenrigspolitiske beslutning, en præsident har taget siden Vietnam. Han kan bare ikke sige det. Kerry har været mærket af Vietnam hele sin voksne tilværelse. Hans bedste venner døde i den krig. Selvfølgelig vil han gøre tingene anderledes end Bush.«
Hvis George W. Bush vinder genvalg – hvad så med Irak?
»Jeg har flere gange talt med rådgivere i Bushs nationale sikkerhedsråd, og de indrømmer åbent, at de ikke har nogen levedygtig plan for Irak. Lige nu gælder det om at prøve at holde volden i Irak fra tv-skærmen – indtil Bush er genvalgt,« fortæller John Judis, der arbejder som diplomatisk reporter for det politiske ugemagasin The New Republic.
Efter en Bush-sejr er der imidlertid næppe tvivl om, at det vil komme til et opgør i det republikanske parti mellem det nykonservative mindretal og et flertal af konservative. Det har den konservative røst Phyllis Schlafly understreget i et interview med Information for tre uger siden.
John Judis: »De konservative republikanere vil tilbage til, hvor Bush begyndte i 2000. USA skal kun intervenere militært i andre lande, hvis grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser står på spil. Det, mener de ikke, var tilfældet i Irak.«

’Forskellene vil vise sig’
John Kerrys personlige baggrund vil desuden præge hans udenrigspolitik, mener hans tidligere medierådgiver Dan Payne.
»Så snart han frigør sig valgkampens spændetrøje og bliver præsident, vil du kunne se forskellen. Kerry vil ret hurtigt gå til FN, han vil tage til Europa for at føre konsultationer om Irak og krigen mod terror. Han vil understrege, at terrorisme ikke er et amerikansk problem, men et international anliggende. Kerry vil prøve at gå i dialog med den muslimske verden.«
»Noget af det vil man allerede kunne få øje på i hans tv-debatter med Bush,« forudser Dan Payne. »Lige nu gælder det om at holde vejret og ikke lade sig påvirke af meningsmålinger. De går op og ned. Lige nu genvinder Kerry tabt terræn. Det afgørende bliver tv-debatterne.«
På den indenrigspolitiske front fremstår forskellen mellem en Bush- og en Kerry-regering af åbenlyse grunde meget skarpere.
»Bush er en darwinist. Han vil lade de frie kræfter, de store koncerner og landets rige bestemme. Kerry støtter frihandel, men han mener, at staten kan spille en rolle med beskæftigelsesfremmende indgreb,« siger Dan Payne.
Bushs økonomiske program er kendt i store linjer. Skattelettelser, der blev vedtaget i 2001-02 og spredt ud over otte år, vil skabe nok incitamenter i form af industriinvesteringer og højere forbrug til at oppebære en høj økonomisk vækst og sikre en lav ledighed. Markedet løser ifølge denne filosofi langt de fleste problemer, også de sociale.
John Kerry vil også give skattelettelser, men kun til middelklassen. Familier med en årsindkomst over 200.000 dollar vil blive frataget den gave, Bush, republikanerne og nogle konservative demokrater i Kongressen forærede dem i 2001. Koncerner, der lover at bevare arbejdspladser i USA frem for at eksportere dem til lavtlønslande, vil opnå skattebegunstigelser under en præsident Kerry.

Sundhed og miljø
Det eneste nye initiativ Bush har fremlagt er en reform af sundhedsforsorgen. I USA har 45 mio. ud af 280 mio. indbyggere ikke råd til sygesikring, og dem vil præsidenten hjælpe ved at gøre opsparingskonti til dækning af forsikringspræmier skattefrie. Fattige familier med en indtægt på 15.000 dollar om året vil få tilsendt en check på 100 dollar hver måned til at indsætte på en opsparingskonto.
Kerrys sundhedsreform er langt mere ambitiøs og bekostelig. Han vil have forbundsstaten til at betale udgifterne til at optage alle amerikanere uden sygesikring i to eksisterende forbundsprogrammer – Medicaid og Childrens’ Health Insurance Program – der begge forvaltes af delstaterne.
Herudover vil han medfinansiere selskabers køb af sygesikring til de ansatte, så længe personalet ikke overstiger 50. Forbundsstatens årlige udgift beregnes til 650 mia. dollar, hvilket er højere end indeværende års budgetunderskud på 450 mia. dollar.
På miljøområdet vil forskellen mellem Bush og Kerry være som dag og nat.
»Kerry ligger til venstre og på linje med Al Gore. Han går ind for Kyoto-protokollen og for udviklingen af alternative energikilder. Bush er derimod i lommerne på olie- og kulindustrien,« siger Judis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her