Læsetid: 3 min.

De forulempedes parti

I foråret blev de tyske socialdemokrater opskræmt af en udbrydergruppe, der vil starte partiet ASG. Grundlæggelsen trækker ud
24. september 2004

Valgalternativ
DUISBURG – Demokratiet arbejder. 11 mænd og to kvinder – bortløbne socialdemokrater, fagforeningsfolk, langtidsledige, politisk interesserede – sidder i et menighedslokale i Duisburg for at danne et nyt parti, kaldet Valgalternativet for Arbejde og Social Retfærdighed (ASG).
Partiet skal være et alternativ til de gamle partier – ærligt og socialt – det er de 13 omkring bordet enige om, men et par ord er ikke nok til at gøre deres utilfredshed med den herskende politik til et program.
Dagsordenen er lang, en generalforsamling nærmer sig. Hvem kan få stemmeret, og hvordan skal stemmesedlerne udformes?
»I SPD var det sådan, at...,« begynder én.
»Hos fagforeningen plejer man at...,« siger en anden.
De 13 ved bordet er havnet i et dilemma. Deres parti skal være åbent og demokratisk, men må ikke gøre sig sårbart overfor kupmagere.
»Jeg gider ikke høre, hvordan de gør det hos SPD. Vi er demokrater og fornuftige mennesker,« afgør Sönke Schumann, der til daglig er arbejdsleder for et hold svejsere.
Foreløbig er der ikke engang tale om et parti, ASG består af en række lokalgrupper spredt over hele Tyskland. Hver for sig arbejder de frem mod dannelsen af et politisk parti til valget 2006.
Kommunalvalget har ASG-Duisburg opgivet at deltage i, i andre Ruhr-byer stiller ASG op på lokale valglister.
Det store tyske socialdemokrati er usikker og vred over ASG’s opdukken, flere SPD-medlemmer er blevet verfet ud, da man observerede dem hos fjenden.
Hvor stor en trussel ASG kan blive, strides meningsmålingerne om. Buddene går fra et par procents tilslutning og op. Det er dog værd at bemærke, at målingerne blev foretaget, mens omtalen af ASG var på sit højeste i forsommeren. Lige nu er folkene bag partidannelsen knap så synlige, de slider med praktiske problemer:
Hvad ASG skal stå for, står endnu ikke klart. Kan man kalde ASG for et venstreparti? Og hvad betyder ’venstre’ egentlig?
»Venstre skal kun betyde, at vi ikke står til højre,« mener en af mændene.
»Det handler ikke om, hvad politisk skolede mener. Navnet skal kunne forstås af folk, som ikke har interesseret sig for politik før,« argumenterer en anden.
»Venstre er for lille en kasse til mig,« mener Sönke Schumann. »Vi skal væk fra at tærske ord som de etablerede politikere gør. Lad os være et alternativ. Spørg en rengøringskone, hvad ’neoliberal’ betyder. Hun vil sige: Det spiser jeg ikke.«

Tid til en smøg
Indtil sidste vinter var Sönke ikke en døjt politisk interesseret, men han måtte indse, at Tyskland ikke fungerer længere. Arbejdsløshed, nedskæringer og økonomisk stilstand.
På den ene side voksede ledigheden, på den anden side kan han ikke skaffe svejsere nok til at klare firmaets ordrer.
Noget er gået helt galt, Sönke må blande sig.
»Jeg er lige blevet far, og jeg vil undgå, at min datter en dag skal spørge: Hvorfor gjorde du ikke noget,« forklarer Sönke.
Hos ASG er han mand for det praktiske; mangler gruppen noget krydsfinér til plakaterne, ved han, hvor »der ligger noget«.
Efter mødet er det tid til en smøg ude på gaden. Der er stadig meget at tale om, Oskar Lafontaine for eksempel.
Skal SPD’s tidligere formand, der i flere måneder har rebelleret imod kansler Schröder, være frontfigur i ASG?
Meningerne er delte. Den langtidsledige Herbert Bas har liberale forestillinger og er ikke vild med Lafontaine, mens Sönke Schumann ser ham som en stemmemagnet:
»Tror du, at nogen vil sætte kryds ved Herbert Bas!« spørger Sönke Schumann.
Et alternativ til SPD har gruppen sådan set i forvejen, i Duisburg lykkedes det i 1999 for reformkommunistiske PDS at få valgt tre mandater til byrådet på en åben liste. Men åben eller ej, PDS er ikke noget for ASG.
»PDS?! Det er det østtyske kommunistpartis efterfølgere, dem kan en vesttysker ikke stemme på,« afgør Sönke. »Jeg ønsker fremskridt og demokrati.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her