Læsetid: 4 min.

Fransk etikette slår sig på flasken

En vinbonde i Frankrig er da ikke en alkoholproducent?
11. september 2004

Paris
At aflæse en etikette på en fransk flaske vin er en videnskab. Den kræver sin vinkender.
Men vinkenderen er ikke nødvendigvis den eneste autoritet, der kan fremsætte et videnskabeligt udsagn om, hvad der er i flasken. Og hvad der følgelig skal stå på etiketten ...
Troede han, troede han, sundhedsminister Philippe Douste-Blazy.
På et pressemøde 5. august troede han, Monsieur Douste-Blazy, at han vidste bedre: »Jeg ønsker, at der skal være en etikette på flaskerne, der oplyser, at der for gravide kvinder er en risiko forbundet med at indtage alkohol.«
Douste-Blazy havde rigtignok forstået, at der var bred enighed blandt medicinere om, at indtagelse af to til tre genstande under graviditeten kunne have fatale følger for fosteret. Og på grund af uvished vedrørende mindre doser, anbefalede man svangre kvinder slet ingen alkohol at indtage. Undersøgelser havde endvidere vist, at dette ikke var mange kvinder bekendt.
Der var da også bred enighed blandt alkoholproducenter, både hos Pernod og Ricard, både hos Heiniken og Kronenbourg, om, at en sådan etikette var på sin plads. På alkoholproducenternes flaske.
Og dette kunne selv mangt en vinconnaisseur nikke genkendende og anerkendende til. For en vinbonde er ikke en alkoholproducent. Og var det dette, som sundhedsminister Douste-Blazy havde troet, måtte han tro om igen.
Snart stod det klart, hvorfor hans forgænger i sundhedsministeriet ikke havde ønsket en sådan lov gennemført. For omtrent samtidig modtog selveste premierministeren den franske vinlobbys Vinens Hvidbog – ifølge den satiriske, men ikke desto mindre troværdige, ugeavis Le Canard Enchainé den fjerde rapport siden 2001.
Douste-Blazy havde ramt et ømt punkt. Udtalelsen vakte furore. Ud over modstanderne af umyndiggørelsen af borgerne, ud over forkæmperne for nydelsens ultimative lyksalighed, ramte han den allerede hårdt ramte franske vin.
Vinkendere bekræftede, at det ikke er kotume blandt de mest dedikerede at omtale vin som »et produkt.« Og som hvidbogen slog fast, var det slet ikke god tone at reducere vin til alkohol eller nydelsesmiddel: »vin er en af ernæringens essentielle levnedsmidler.«
Forslaget om en etikette der fraråder gravide kvinder at drikke alkohol og dermed vin var endnu et forsøg på at »diabolisere« Frankrigs mest udsøgte næringsmiddel. En diabolisering, som den tankevækkende hvidbog sporer tilbage til forfatteren Emile Zolas socialrealistiske skildringer af kårene blandt de mindrebemidlede i det 19. århundrede.
Ifølge hvidbogen må »vinens plads i samfundet« gentænkes, d.v.s. reetableres.
Imens stadigt flere slår sig på øl, aftager smagen for vin. På 20 år er antallet af regelmæssige konsummenter blevet halveret til 24 procent. Og antallet af folk, der slet ikke drikker vin, er alarmerende steget 13 procent.
Men som hvidbogen forsikrer, er vin ikke kvantitet, men kvalitet. Og går denne kvalitet tabt, må La France også sige farvel til »en livskunst«, ja »fransk excellence«.
Derfor må det være skolens og gymnasiets opgave at sikre, at franskmændene fra barnsben får indsigt i »den kulinariske kulturarv« m.m.; at tilnærme »de sensorielle perceptioner« »de kulinariske kunstarter.«
En sådan dannelse sikrer mod excessivt forbrug, mod misbrug. Og sikrer en regelmæssig indtagelse.
Nok havde Douste-Blazy rådført sig med lægestanden. Men den kamp, der udspillede sig efterfølgende, var ikke blot en kamp mellem læger og vinkendere, mellem to forskellige videnskaber om en og samme, omend altid særlig druesaft. Også en kamp mellem hvilke videnskabelige hypoteser inden for lægevidenskaben, som burde danne udgangspunkt for en overordnet sundhedspolitik.

Ifølge visse franske forskere og færre udlandske, heriblandt en vis dansker ved navn ’Gronbaeck’, har vin – står der i hvidbogen – et utal af gavnlige virkninger, bl.a. terapeutiske. Og indtaget som del af måltidet reducerer vin risikoen for kræft og hjælper på fordøjelsen.
Umiddelbart skulle man tro, at hvidbogen havde hvidvasket ’vinindustrien’. Men det anslås at fem millioner franskmænd har problemer med alkohol. Vin har stadig god andel i misèren. Som Figaro skrev i anledning af etikettedebatten: »Ifølge specialisterne vejer de risici, der er forbundet med umådeholdent forbrug, langt mere end de gavnlige virkninger, som et moderat forbrug medfører.«
Forholder det sig som Vincent Gallo – amerikansk kunstner ud i alt for mange discipliner – hævder: »næsten alle franskmænd er alkoholikere, der drikker vin til alle måltider påsmurt en æstets mine«?
Måske ikke, men at fransk vinkultur bør lytte til, hvorledes vin dyrkes på den anden siden af Atlanten, mener avisen Les Echos. For, som salt i såret: verdens største vinfirma i dag er amerikansk. Frankrig har blot et blandt de første 10.
Og er de allerede informationstunge franske etiketter »subtile«, er de desværre også kun for indviede. Skal Frankrig sikre sin plads på det globale vinkort, er løsningen hverken flere advarsler eller mere info, men ifølge avisen: »simplificering.« Hvordan en sådan skal tage sig ud, er ligesom fransk vinkultur imidlertid et kompliceret spørgsmål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her