Læsetid: 2 min.

Fricsay: Musik med nerve

25. september 2004

Spot
Det sker, at man i radioen hører et stykke kendt musik og studser: Hov, det lyder anderledes! En ny dybde, en dirrende intensitet. Tonerne er genfødte.
At genføde tonerne formåede den ungarnske dirigent Ferenc Fricsay i sit alt for korte liv 1914-63.
Tag Johann Strauss’ populære valsetoner. I mange udgaver – også dem, der høres ved nytårskoncerterne fra Wien – fremstår de nok melodiøse, men samtidig pæne, sukrede, glinsende.

Er man derimod heldig nok til at få Strauss i en indspilning med Ferenc Fricsay, opdager man pludselig, at valsene er skrevet til et dobbeltmonarki – det østrig-ungarnske. De milde, blide – ind i mellem grandiøse – toner er den østrigske del. Men Fricsay gør tonerne farlige. Han tilsætter den ungarnske ingrediens, paprikaen, så zigøjnerrytmerne trænger op mod overfladen.
I Fricsays Donauvals duver floden ikke bare dorsk, nej den bruser om bropillerne, graver i skrænterne og styrter over sten og klipper. I Fricsays udgave af Kaiservalsen kommer også imperiets undergangsdrift frem. Som valsen skruer sig op, i højere og højere sving, forstår man, at det her kan ikke ende godt. Det er en dødedans.

Fricsay studerede musik i Budapest under vejledning af bl.a. Bartok og Kodály og indledte sin karriere som dirigent af et militærorkester i Szeged i 1933. I året 1944, hvor Ungarn var et flammehav, flyttede han til Budapest og kort efter – klogeligt – til Wien.
Sit internationale gennembrud fik han på melodramatisk facon. Ved Salzburg-festivalen i 1947 var Otto Klemperer for syg til at stille sig på podiet, og Fricsay måtte i hast træde til – og blev verdensstjerne. Fra 1948 var hans faste tilholdssted Berlins Radio Symfoni Orkester. Mange verdensturneer blev det til og – heldigvis – mere end 100 grammofonindspilninger.
De sidste fem år af sit liv kæmpede en synligt mærket Fricsay med den kræftsygdom, der endte med at tage livet af ham. Havde han fået lov til at leve længere, ville han være blevet en af de forriges århundredes mest berømte dirigenter.
Godt, at DR2 nu støver ham af og lader ham vise sit formidable format. På programmet er bl.a. Mozart, Brahms og Beethoven.

*DR2 15.40: Koncert, Fricsay

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her