Læsetid: 7 min.

Friheden til at æstetisere

Ny tysk litteratur nyder stor opmærksomhed for tiden. I disse dage gæster en række forfattere Danmark. Informations Marc-Christoph Wagner har sat forfatterne Judith Kuckart og Uwe Timm stævne for at tale om et evigt aktuelt emne: den litterære tilgang til fortiden
13. september 2004

Tyskerne kommer
Fortiden er et tilbagevendende emne i tysk litteratur. Adornos udsagn om, at der ikke kan skrives digte efter Auschwitz er nærmest blevet erstattet af eksperimenterelyst. Forfatterne Judith Kuckart og Uwe Timm har i deres seneste værker søgt at nærme sig den nationalsocialistiske epoke. Mens Uwe Timm, født i 1940, har skrevet en meget personlig bog om sin 16 år ældre bror, som var medlem af SS og døde på Østfronten under krigen, fortæller Judith Kuckart, årgang 1959, en road- og kærlighedshistorie med Auschwitz som baggrund. To forskellige generationer, to forskellige tilgange – men både Am Beispiel meines Bruders (Min bror som eksempel) og Lenas Liebe (Lenas kærlighed) har ventet på at blive skrevet i mange år, fortæller de to forfattere.
Judith Kuckart: »Det var én enkelt sætning: ’Heldigvis har det ikke regnet i de sidste to uger, fordi gelænderet var lavet af træ.’ Den relaterer sig til en lille dreng i byen Auschwitz, en dreng, som min mor kendte, og hvis historie hun fortalte mig i min barndom. Sætningen er ganske enkel. Den indebærer hverken en stor hemmelighed, ej heller er den vidunderligt formuleret. Men sætningen har siddet i mit hoved i mere end 30 år. Og en dag begyndte jeg at skrive.«
»Lenas Liebe er ikke en bog om Auschwitz. Men selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at byen og lejren Auschwitz danner baggrund for historien. Mange turister, som besøger lejren, lægger slet ikke mærke til, at der også er en by af samme navn, hvor der bor almindelige mennesker med almindelige problemer. De kommer ud af lejren, læner sig op af porten, spiser en is og stiger ind i bussen igen. Dertil kommer, at byen Auschwitz på mange punkter ligner den by, jeg er vokset op i.«
– Auschwitz er sandsynligvis det mest symbolske sted i den tyske historie, så jeg går ud fra, at det ikke var lighederne med din hjemby, som motiverede dig til at placere fortællingen her. Mellem linjerne kan man da også spore en kritisk holdning til minderitualer og -turisme.
Judith Kuckart: »Man behøver ikke at læse mellem linjerne. Jeg spurgte mig selv: hvis nu det var mig, som var blevet dræbt her, og det var mit hår, som lå i vitrinerne som museumsobjekt – ville jeg bryde mig om det? Nej! Jeg ville føle mig forrådt én gang til. Mange af vores minderitualer er på bekostning af de døde, på en måde er erindringen gået i selvsving.«
Uwe Timm: »Det er det særlige ved litteraturen. Den har altid den enkelte for øje – også det enkelte offer. Den kan bringe det store, ubegribelige og uhåndgribelige ned på et niveau, hvor man kan forholde sig til det. Dermed adskiller den sig også fra offentlige ceremonier, som er vigtige, men som til en vis grad forbliver abstrakte. Det er blandt andet derfor, at jeg valgte at fokusere på min bror. Jeg ville finde svar på, hvordan et almindeligt menneske som ham kunne blive del af dette voldsmaskineri, hvordan man kunne slå tusindvis af mennesker ihjel, uden at det synes at have påvirket ham særligt. Dertil kommer, at han – gerningsmanden – til sidst også blev et offer og efterlod sig et stort hul. For mine forældre var han jo
ikke primært SS-mand, men deres søn. Når mine forældre i efterkrigstiden blev konfronteret med den nationalsocialistiske epoke, tænkte de i første omgang på den søn, som ikke var der mere.«

Det menneskelige svigt
– Du er født i 1940, og altså del af 68-generationen, som i Tyskland havde stor andel i, at opgøret med Hitler-regimet kom i gang. Derudover har du personligt altid været politisk engageret. Hvorfor skulle du være over 60 år gammel, før du skrev ’Am Beispiel meines Bruders’?
Uwe Timm: »Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Fordi tanken om at skrive denne bog går helt tilbage til min barndom. Min brors dagbog var frit tilgængelig, man kunne læse den, men jeg havde altid en underlig angst for at tale om den med min mor. Dertil kommer, at min bror var et slags spøgelse, som altid sad med ved bordet. I begge mine forældres øjne var han det store forbillede, og han kunne ingenting gøre forkert. En søn, som er død og ikke længere er til stede, kan have en ufattelig nærhed. Det korte af det lange er, at jeg først kunne skrive denne bog, efter min mor og søster var døde. Først der følte jeg mig fri til at stille alle spørgsmål.«
– Det sidste lyder paradoksalt, for så var der jo ikke længere nogen, som kunne give svar.
Uwe Timm: »Jeg har selvfølgelig stillet min familie de spørgsmål, men jeg har aldrig fået nogle svar, som tilfredsstillede mig. I virkeligheden har kun de færreste af mine forældres generation indset, at de har fejlet på et fundamentalt menneskeligt plan. De gentog deres forklaringer om, at de ikke vidste noget eller ikke kunne havde gjort noget, og de gentog det så ofte, at de til sidst selv troede på det.«
Judith Kuckart: »Jeg tror, at mange i din generation med jeres
rigide holdning, igennem den hårde fremførelse af jeres anklager, har forstærket forældrenes manglende lyst til at tale om det. I har forhindret en samtale. Men jeg mener, at I med jeres radikalitet, med jeres ubarmhjertighed, ikke har adskilt jer frygtelig meget fra jeres forældre.«
Uwe Timm: »Der er noget sandt i den tanke. For mig har Am Beispiel meines Bruders været vigtigt på mange måder – ikke mindst fordi jeg er blevet konfronteret med min egen opdragelse og opvækst. Jeg er for eksempel aldrig blevet motiveret til civil ulydighed. Tværtimod, min opdragelse var meget preussisk, man skulle gøre sin pligt. Man måtte heller ikke græde. Jeg har ikke grædt siden jeg var 12. Men at vi skulle have intimideret vores forældre, det mener jeg er forkert. I dag glemmer man tit, at den generation jo var ved magten, også stadigvæk i 1960’erne og 1970’erne. Der var en enorm og helt ubegribelig kontinuitet mellem det Tredje Rige og den tidlige Forbundsrepublik.«
Judith Kuckart: »Jeg tænker mere på det private område. Èn ting er jo at øve kritik med henblik på det politiske eller det offentlige rum, en anden at etablere en dialog med sine egne forældre. Min oplevelse er, at din egen familiehistorie er eksemplarisk for din generation – du havde en far, som havde en stærk personlighed, og som du havde mange intense kampe med, mens du ikke ville belaste det mere kærlige-sensitive forhold til din mor med alt for mange indtrængende spørgsmål. Denne konstellation kender jeg også fra min egen omgangskreds. Alene i min skoletid var der fire elever, som begik selvmord, og to af dem gjorde det utrykkeligt, fordi de formodede, at deres fædre havde været involveret i det nationalsocialistiske regime.«
Uwe Timm: »Du må ikke tro, at min far ikke kom til orde. I vores tid var der ingen 16-årige, som førte ordet. Tværtimod var det fædrene, som slog i bordet og sagde: slut, nu er det nok, jeg vil ikke diskutere det mere. Og så var der jo kun at smække med døren eller at råbe endnu højere.

Æstetisere Auschwitz
– Til sidst: lige siden Günter Grass og Peter Weiss har den nationalsocialistiske epoke været et tilbagevendende emne i tysk litteratur. Vil den blive ved med at være det, eller vil der på et eller andet tidspunkt blive trukket en slutstreg?
Uwe Timm: »Jeg tror og håber, at litteraturen vil fortsætte med at beskæftige sig med dette tema. Enhver generation, og vores diskussion er måske et godt eksempel på det, skal finde sine egne svar på disse spørgsmål. Og samtidig er det jo helt fantastisk, hvor mange måder der er at tilegne sig dette tema. Judith Kuckart for eksempel skriver meget friere, end jeg kan gøre det. I det hele taget er de efterfølgende generationer meget bedre i stand til at fiktionalisere fortiden.«
Judith Kuckart: »Jeg er enig. Vi er friere, også fordi hverken vi eller vores forældre har været direkte involverede. Og så vil jeg skynde mig at tilføje, at jeg godt er klar over, at I har ryddet mange sten af vejen, og at det også har været hårdt. Man kan sige, at det var jer, som har sørget for, at vi i dag kan æstetisere Auschwitz, at vi i det hele taget har helt nye muligheder for at konfrontere dette emne.

*Judith Kuckart: Lenas Liebe. 303 s., 22,90 euro. Dumont

*Uwe Timm: Am Beispiel meines Bruders. 160 s., 16,90 euro. Kiepenheuer & Witsch

Serie
Tyskerne kommer
*Tysk litteratur har igen for alvor sat sig selv på dagsordenen. Information bringer i den kommende tid en række portrætter af og samtaler med tyske forfattere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her