Læsetid: 3 min.

Frihedens styrke

18. september 2004

Den 9. november er det 15 år siden, Muren faldt. I den anledning vil man holde mange skåltaler om, hvordan østtyskerne gik på gaden og tvang kommunistpartiet til at afstå magten.
Østtyskerne vandt demokratiet, en stor bedrift. Og nu? Nu gider de ikke engang gå til valg. Stemmeprocenten i Øst er faldet støt de senere år. Forud for søndagens delstatsvalg i Sachsen og Brandenburg ventes deltagelsen at komme under 50 procent, og hos vesttyskerne er det ikke meget bedre.
Ved det nylige valg i Saarland stemte bare 55,5 procent (68,7 i 1999). Gruppen af sofavælgere var altså langt større end konservative (CDU) og socialdemokrater (SPD) tilsammen.
Kun procentregningens nåde gav CDU det absolutte flertal i Saarland, i reelle tal tabte partiet mere end 40.000 stemmer. Ministerpræsident Peter Müllers magt beror på bare en fjerdedel af vælgerne; ikke noget hæderværdigt udgangspunkt for en konservativ sejrsrus.

Hvorfor mister de tyske vælgere interessen? Fænomenet kan registreres i de fleste velstandsdemokratier, men få steder er det så udpræget som i Tyskland, hvor kun 27 procent af østtyskerne og 41 procent af vesttyskerne i meningsmålinger angiver, at de er tilfredse med demokratiet, som det praktiseres i dag.
Hvordan praktiseres det da?
Efter Anden Verdenskrig blev Tyskland spundet ind i et net af forholdsregler, som skulle sikre demokratiet mod alle trusler. Nederst i systemet kom delstaterne, hvis regeringer sender repræsentanter til Forbundsrådet, parlamentets andet kammer, der skal godkende en stor del af lovene fra Forbundsdagen.
Men delstatsvalgene har forlængst fået karakter af prøvevalg til Forbundsdagen, og nu er det nærmest reglen, at Forbundsrådets flertal repræsenterer den opposition, der sidder i Forbundsdagen. Dermed udlignes kræfterne i de to parlamentskamre.
Den tyske spærregrænse er sat til fem procent – en grænse som effektivt befrier de etablerede partier for konkurrence.
I hele Forbundsrepublikkens historie er det kun lykkedes De Grønne at etablere et landsdækkende partiapparat og blive valgt.
SPD kan således være ret sikker på, at det konkurrerende Valginitiativ for Arbejde og Social Retfærdighed (ASG), som agter at stille op til valget 2006, mister pusten længe før.
I Danmark kunne en Mogens Glistrup – om ikke andet – fortælle de gamle partier i Folketinget, at deres vælgere var utilfredse med den førte politik. I Tyskland har de etablerede partier fred. De kæmper øjensynligt indædt om magten, i virkeligheden er de størknet i deres roller som forvaltere af magtinteresser.
At politikerne har hævet sig højt over vælgernes dagligdag så man, da de denne sommer vedtog en arbejdsmarkedsreform med gennemgribende indsnit i dagpengene – uden at kere sig om en oplysningskampagne. De tog på sommerferie og lod angsten løbe frit gennem samfundet.
Intet under, at vælgerne mister tilliden til partierne.

Hvis demokratiet skal vinde sine vælgere tilbage, må de etablerede partier forlade deres beskyttede forvalterbolig og kæmpe for deres ideer. Stå til regnskab, argumentere.
Som det første burde der indføres en klar kompetencefordeling mellem Forbundsdag og Forbundsråd. I dag oplever man, at love under fuld mediedækning vedtages i Forbundsdagen – og siden dør en stille død i Forbundsrådet. Det skaber forvirring, mangel på overblik.
Næste skridt mod et mere levende tysk demokrati er indførelsen af folkeafstemninger. Det var et godt tegn, da SPD for nylig meddelte, at man vil arbejde for indførelsen af folkeafstemninger. Om der er tale om mere end en lynkineser, der skulle aflede opmærksomheden fra de omstridte arbejdsmarkedsreformer, må vise sig.
Det tredje skridt er at sænke spærregrænsen fra fem til to procent, så nydannede partier har en reel chance for at kanalisere indbyggernes vilje videre til parlamentet.
Naturligvis skræmmer sporene fra Weimar-republikkens kaos, og naturligvis er der en risiko for, at højreradikale partier som NPD bliver valgt, men den risiko må et sundt demokrati turde løbe. De højreradikale lader sig ikke bekæmpe med formelle valgregler men med argumenter.
Til gengæld skal omverdenen modstå den fristelse, det vil være at afstemple Tyskland som »på vej tilbage mod nazismen«.
Det passer nemlig ikke. Demokratiet i Tyskland er rodfæstet; det trænger bare til motion – vovemod og selvtillid.

wpr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her