Læsetid: 4 min.

Fra fynsk til folkekær og fin

Den beskedne legende Ove Sprogøe er død, 84 år
15. september 2004

Nekrolog
Hvor skal man ende og hvor skal man begynde ? Ove Sprogøe spændte over så mange genrer og generationer, at billederne og replikstumperne kommer væltende som en udsalgsbølge i det ligeledes hedengangne Dalle Valle. Det folkekære havde de to tilfælles, men det er knapt den halve sandhed, for ved siden af 1950’ernes sorthvide folkekomedier færdedes både en skarp revykunstner, en intellektuel, analyserende og generøs skuespiller og et politisk menneske, der samtidigt var meget privat.
Sprogøe debuterede i 1945 på trods af talentudvikleren Holger Gabrielsens formaning om ikke at gøre sig nogen forhåbninger; da den unge fynbo med nøddeknækkeransigtet søgte om optagelse på Det Kongelige Teater mødtes han af salutten »Skuespiller? Ikke med den profil !«
At debuten som Nikolaj i Nøddebo Præstegård fandt sted på Folketeatret blev et fingerpeg, for en stor del af Sprogøes teaterroller kom netop til udfoldelse i Nørregade i Preben Harris’ direktørtid. Her var et ensemble og en vis politisk fælleskurs, der passede den tænksomme. Her spillede han en række af de nyklassiske Brecht-roller og her oplevede han sidst i karrieren at spille sammen med sin ligeledes skuespillerskolede søn Henning i Mutter Courage – en opførelse, der dermed fik en særlig dimension på begge sider af rampen. Men ligesom man ikke kan keep a good man down kunne det sprogøeske talent heller ikke forbeholdes Folketeatret; dets farlighed – først Mefisto i Faust – var senere attraktionen på Det Ny Teater i en bemærkelsesværdig Arturo Ui-opsætning, lige sådan dets snusfornuft overfor Dirch Passer – den mangeårige filmpartner – i Mus og mænd på ABC-Teatret. Endelig blev den spejlblanke enigma, der også kunne fremkaldes, reflekteret i direktør Hummel-skikkelsen i Spøgelsessonaten på Betty Nansen Teatret, som også lagde scene til Sprogøes 40 års jubilæum i Glengarry Glenn Ross. At talentets iøjnefaldende fiffige side, som Sprogøe havde turneret som dobbelttjenende lurendrejer hos Goldoni, aldrig blev overført til en Henrik-rolle på Det Kgl. Teater er én af teaterhistoriens store undladelsessynder.

Filmens lykkefirkløver
Men i det store publikums bevidsthed fylder filmskuespilleren Sprogøe mest. Med god grund: Den lille smækre danserskikkelse med de elegante bevægelser og formidabelt naturlige replikker var med ’overalt’, forekom det. Som et lykkebringende firkløver, når producenterne ville dobbeltgardere budgettet. Fra starten med Diskret ophold og Støt står den danske sømand til komedierne med evig solskin over kolonihaver, baronesser, benzintanke og vanskeligheder, der var til at overvinde med elskværdig list og en Svend Gyldmark-sang. Men senere instruktører så andre potentialer og gennem årene – den flittige aktør nåede at runde de godt 160 filmtitler ! – sås en erotisk overbevisende rolle i Kys til højre og venstre (elskerrollerne havde det ellers med at falde lidt ved siden af), og så plukker man ellers f.eks. Gøngehøvdingen, Slingrevalsen og Krigernes børn i den meterlange værkrække.
Sprogøe kom dermed som ingen anden tæt på samtlige kvindelige stars fra 40’erne til 90’erne. Fire af dem mødte han igen på skærmen i moderserien Matador, hvor Lily Broberg, Malene Schwartz, Ghita Nørby og Helle Virkner alle konsulterede den kammermusikalske, stille Virkner-tilbedende dr. Hansen. Og hvor Sprogøe coinede bonmot’et »man lærer at sætte pris på de små ulykker« – det skal udsiges på fynsk for at virke.

Egon – størst af alle
Olsen-bandens 14 film gav Ove Sprogøe en rolle for efterlivet. Som Egon, lowlife krimiens Georg Gearløs, der kan fixe adgangen til et Frantz Jäger-skab med et 4-tommersøm, en ballon, et eksemplar af Land&Folk og et billede af prins Henrik, ville nogen sige at kunstneren legede med mulighederne.
Men faktisk strammede han dem, for der er ingen slinger i Egon-skikkelsen. Med svaj og pressefolder i habitten og cigaren cementeret til kæften, der godt kan blive grov, hvis bandemedlemmerne bliver for skvattede, var Sprogøe den fødte fanefører for filmenes sympati for ’den lille mands’ gæve, omend kiksede forsøg på at omgå storkapitalen og EF-bureaukratiet. Hvilket tidstermometer ! Og hvilket svid i svirpet, når Egon brøler »Hundehoveder, skvatmikler, socialdemokrater!«

Helt privat
Ove Sprogøe kunne det hele, undtagen forlige sig med pressens påtrængenhed. Han holdt konsekvent dørene lukkede til sin Amager-villa, hvis vægge var dristige, koloristiske flader og som rummede en udsøgt malerisamling. Hans politiske sympati var derimod en offentlig hemmelighed og i Blå Bog opregnes omhyggeligt PH-prisen, LO’s kulturpris, Albertslunds kulturpris og Jord- og Betonarbejdernes Kulturpris. Ved siden af Revyernes Revys Æreskunstner, Danmarks Filmakademis Ærespris og en Æresbodil i 1999. Han var æresmedlem af Dansk Skuespillerforbund og inkarneret cyklist.
Alligevel var det som sporvognkonduktør, at han i Ved Kongelunden (1953) sammen med makkeren Dirch afsang den udødelige »Der kommer altid en sporvogn og en pige til«.
’Folkekær’ var egentlig ikke dækkende. Ove Sprogøe var snarere elsket som et samlingspunkt, der forbandt generationer med populærkultur, sceneliv, sine meningers konsekvens og altgennemgribende troværdighed på kryds og tværs. Et nationalikon, der gerne ville have frabedt sig ’æren’, men lykkeligvis ikke kunne. Når visens snert, komediens topform og tragediens nedbrænding er gledet i baggrunden, bliver resignationen, det stille blik tilbage.
Kun udtrykket. Sådan bærer vi alle på en serie indre Sprogøer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu