Læsetid: 3 min.

Fra den grønne gren i Kreuzberg

En ny undersøgelse viser, at De Grønnes vælgere tjener mest – mere end de selvstændige liberale fra FDP. Nye velstandskvarterer opstår dér, hvor man mindst venter dem
4. september 2004

En ny undersøgelse viser, at De Grønnes vælgere tjener mest – mere end de selvstændige liberale fra FDP. Nye velstandskvarterer opstår dér, hvor man
mindst venter dem

Berlin
Berlin-bydelene Kreuzberg, Neukölln og Friedrichshain huser Europas største socialkontorer. Intet andet sted i vor verdensdel er der ophobet så megen fattigdom, så megen relativ fattigdom, som her i det sydøstlige Berlin.
Og medierne er flittige med beretninger fra denne trøstesløse stenbro, befolket af arbejdsløse udlændinge og uformuende tyskere, men lige netop denne aften synes al fortvivlelse glemt: Vi er i Kreuzberg, klokken næsten 22. Der er gadefest i Graefe-Kiez, kvarteret hvor Graefestrasse skærer Dieffenbachstrasse syd for Landwehrkanalen.
På to scener optræder de glade amatører, fra talrige boder sælges selvlysende tingeltangel, øredimser og legetøj lavet af cola-dåser. Og man behøver ikke gå mange skridt, før man kan købe en ny håndskænket Caipirinha, den lumske brasilianske drink som Berlin synes ganske forfalden til.
Stemningen er god. Lydene slår mod husfacaderne og dæmpes af allétræernes kroner. De velholdte etageejendomme lader med forsiringer forstå, at dette engang var kvarteret for et velstående borgerskab – og velhavende virker her også i dag. Facaderne er renoverede, gaderne trafiksaneret.
Foran en cool dj med kasserne fulde af verdensmusik vrider 14 UFF-beredte kvinder sig til de bastunge rytmer. Og tyrkiske drenge glor øjnene ud af hovedet for at opsuge al denne frodighed.
Der er gang i den – og der er grund til det:
Graefe-Kiez må være noget så sjældent som en økonomisk sund oase midt i Kreuzbergs statisk påviste håbløshed. Alene gadernes forretninger fortæller, at her bor mennesker med mod på forbrug. Flotte vinforretninger og velbesøgte cafeer, en butik for trælegetøj og en finurlig designbutik ejet af danske Tanja Rasmussen, ’Stentrolden’.
Her bor ældre, meget talende mænd med grå hestehaler og deres livskloge samleversker i læderbukser. Her bor entusiastiske verdensforbedrere, der gerne vil have det pænt derhjemme.
Eller kort sagt: Her bor De Grønne.
Mens samfundet omkring Graefe-Kiez knager under Schröder-regerin-gens sociale nedskæringer, kan indbyggerne her leve et ubekymret liv, fordi de er offentligt ansatte i uundværlige jobfunktioner – som læger, lærere, veterinæransatte. Eller de arbejder i den statsstøttede, alternative energisektor eller som underleverandører til integrationsprojekter.
Næsten lige meget hvad regeringen finder på af besparelser, kan de ikke ramme det grønne Graefe-Kiez, og som en ekstra bonus kommer, at huslejen er lav og kollektive boformer almindelige. Med en husleje på 2.000-5.000 kr. om måneden er der meget tilbage til café og trælegetøj.
Okay, kvarteret her er langt fra så fashionabelt som søvillaerne ved Starnberger See syd for München eller Wannsee vest for Berlin, men indbyggerne i Graefe-Kiez har andre rigdomme: Solidariske netværk, gode lommepenge og den tryghed, det giver, at have ret.
Det er ikke bare noget, jeg finder på. Partiforskerne ved universitetet i Mainz har denne sommer beregnet, at miljøpartiet har overtaget det liberale FDP’s rolle som partiet for de velstillede. Blandt husstandsindkomster over 22.000 kr. har De Grønne flere vælgere end noget andet parti.

Undersøgelsen kom som en overraskelse – ikke mindst for De Grønne, der blev berøvet deres streetcredibility.
I flere presseudtalelser reagerede partifolk temmelig fåret, men beregningen skal nok passe. Ligesom SPD (lønmodtagere), CDU-CSU (arbejdsgivere, katolikker og bayrer), FDP (tandlæger og andre selvstændige) og PDS (DDR-kommunister og protestvælgere) har også De Grønne fundet et klientel at betjene – funktionærer født efter 1945.
Man kunne tro, at også grønne vælgere ville være temmelig forbandet over den socialdemokratisk-grønne regerings nedskæringer på det sociale område – især når man betænker deres venstreorienterede forhistorie. Men for De Grønne er det gået omvendt; til SPD’s store forbitrelse giver meningsmålingerne miljøpartiet fremgang midt i krisen. Mon ikke det skyldes, at lige netop grønne går fri af de sværeste indgreb?
De er ikke østtyskere og sjældent langtidsledige. Grønne afgifter på benzinen kan ikke blive høje nok, for vælgerne har dårlig samvittighed over at eje den mindste Renault, og giftskatterne på tobak omgår de ved at rulle selv.
Naturligvis brokker grønne vælgere sig over, at der er indført brugerbetaling hos lægen (knap 75 kr.) – »sundhed er ikke en vare,« skænder de – men der skal jo bringes ofre, og det accepterer de.
I det mindste nogle tyskere har det godt i disse hårde tider, disse relativt hårde tider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her