Læsetid: 6 min.

Hænger du ud med kannibaler...

....ender du med at blive ædt, synger Nick Cave på en uhørt ambitiøs og lykkeligt forløst dobbelt-cd, der udgør et højdepunkt i denne til stadighed kunstnerisk peakende sangskrivers forbilledlige karriere
20. september 2004

Ny cd
Nick Cave er én i manges øjne sær australsk sangskriversnegl, der i periferien af populærmusikken udsender det ene dystre og svært tilgængelige album efter det andet. Godt nok giver de alle til hobe udvalgte kritikere stådreng – og se, hvor den stritter! – men frarøver næppe Britney Spears’ revisorer deres nattesøvn. Whatever!
Sandheden er den enkle, at Cave er en af vor tids få sande musikgiganter, hvad han endnu engang slår fast med den sublime dobbeltudgivelse Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus, den nok bedste plade, De (ikke) kommer til at høre i år. Ikke på radioen, i hvert fald.
Men hvorfor dog vente til han er død – og må det drøje med det! – med at indse sandheden i denne udtalelse, gak dog ned i deres lokale pladeshop og invester lidt af Deres surt tjente sorte penge i dette pragtværk og mærk, hvorledes livskvaliteten øges, sang for sang. Thi her befinder vi os her på niveau med folk som Bob Dylan, Leonard Cohen, Tom Waits og Johnny Cash; når der bedst, vel at mærke.
I år kan denne Nick Cave så se tilbage på 25 aktive år som pladekunstner: I 1979 debuterede han med Melbourne-bandet Boys Next Door-lp’en Door Door og kort efter muterede ensemblet til Birthday Party, der i starten af 80’erne emigrerede til først London, siden Berlin, hvor denne fandenivoldske kværnende kvintet fra Helvede fremstod som post-punkens sidste gyldne suk, før den i ’83 imploderede i en sky af stoffer, druk og konflikter. Dog ikke før den som kvartet i Saltlageret samme år gav en en af den slags uforglemmeligt destruktive performances, der ændrede de tilstedeværendes psyke og livsindstilling. For altid.
Gruppens kompromisløst splintrede udtryk videreførtes af Nick Cave på debutsolo-lp’en, From Her To Eternity, udsendt året efter. Her akkompagneredes han The Bad Seeds, med multiinstrumentalisten Mick Harvey som kapelmester og Einstürzende Neubautens Blixa Bargeld som blikfang og sparringpartner. Som solist klæbede en tydelig påvirkning fra deep blues, sump-rock, fængsels- og markarbejdersange – call and response-modellen – samt ur-gospel til udtrykket og hans firserproduktion mærkedes af dyb fascination af de amerikanske sydstater, som den udmønter sig i den løst definerede litterære genre, southern gothic, der kendes fra bl.a. William Faulkner og Flannery O’Connors og hos musikere som Blind Lemon Jefferson, John Lee Hooker, Johnny Cash og Elvis Presley.

Hovedværker i kø
Det blev til en stribe hårdt drevne, bevidst primitivistiske albums af uhørt emotionel intensitet, helt ude af sync med årtiets generelt polerede og anæstetiserede klange, omend grundattituden lød beslægtet med Tom Waits’ sonisk skramlende retro-ekscurser. Hele dette sydstats-dødstrip kulminerede med kult-romanen And The Ass Saw The Angel (1991), men allerede i 1990 rokkede lp’en The Good Son ved opfattelsen af Cave som messende anti-sanger, thi her viste han sig som en indfølt balladeskriver med ikke så lidt af en salmemager i sig. For slet ikke at tale om den fatale folkemusikalske tone, der føjedes til arsenalet af værktøjer. Og så sang Cave i øvrigt her pludselig som en såret engel. Siden har han sunget bedre og bedre, uden at sætte sin enestående indlevelses- og fortolkningsevne overstyr.
De næste 12-14 år stod hovedværkerne i kø for at komme til – fremstår det sjæleædende Let Love In (1994) som samlingens kronjuvelen, udgør både The Boatman’s Call (1997) og No More Shall We Part (2001) – to neddæmpede, intime, religiøst tintede og melodisk skudsikre ofringer – barske modkandidater til dén position. Det lykkedes Cave at score et decideret hit i ’96 med ’Where The Wild Roses Grow’, en duet med landsmanden Kylie Minogue, men til gengæld var det tilhørende album, Murder Ballads så antagonistisk og fyldt med modhager, at det hurtigt fik verfet de nyerhvervede kunder ud af butikken igen.

En sjælden særverden
Med sidste års jamprægede og spontane Nocturama bød Cave og Bad Seeds den centralt placerede Blixa Bargeld farvel, hvorfor der har hersket spænding omkring hvorledes han og gruppen – nu om stunder en effektivt meddigtende septet – skulle komme videre. Nuvel, med dobbelt-cd’en Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus videreføres uden besvær essensen af The Bad Seeds, men samtidig har klangen fået en ny og blændende fernis. Musikalsk hører dobbeltværket her til blandt Caves mest udsøgte, med et ambitionsniveau – og der gåes aldrig efter mindre end allerhøjeste fællesnævner – som er himmelstræbende. Selvom der som gennem værket som helhed stadig trækkes på diverse amerikanske ur-genrer, besidder ensemblet klangligt et umiskendeligt særpræg, der – i lighed med Dylan, Cash og Cohen – gør udtrykket til en genre i sig selv.
På en gang primitivt og sofistikeret besidder Nick Cave & The Bad Seeds til overmål egenart og særpræg i en branche fuld af copy-cats, musikskoletilpassede Artig-Vernere, trend-medløbere og metervare-fabrikanter. Man træder i dén grad ind i en af de sjældne særverdener, kunsten i bedste tilfælde kan tilbyde som hvile- og skjulested; fra de første toner af af den første sang på Abattoir Blues, ’Get Ready For Love’ til det afsluttende ’O Children’ på The Lyre Of Orpheus mange lykkeligt mættede minutter senere er der kul på fra start til slut. Interessant i øvrigt, hvorledes såvel ordet som begrebet ’love’ står helt centrale hos Cave, trods hans ry som en art rockens Hell’s Angel. Intet kunne være længere fra sandheden; han er paradoksalt nok en belæst traditionalist, der stort set ingen berøring har med nutidens musikscene (det heldige asen).

En gigant blandt dværge
I sidste ende vinder Abattoir Blues – og Abattoir betyder Cave-typisk slagtehus – knebent på point, selvom vi er ude i marginalerne. Men den er lige en smule mere rocket, smooth og direkte end The Lyre Of Orpheus, der med udstrakt brug af store kor og nobelt opbyggede ballader til gengæld som en venligtsindet snigmorder sniger sig op på lytteren bagfra. Med såvel to trommeslagere som to keyboardsspillere i fuld sving – på skift eller i tandem – hele vejen igennem, swinger svineriet som aldrig før, mens violinisten Warren Ellis føjer både mandolin og elektrisk bouzouki til en taktilt frodig musikalsk baggrund, der myldrer med blærede detaljer og det store forkromede øjeblik ved den evige Mick Harvey, der har overtaget guitarpositionen fra Bargeld.
At Cave kun kendes af den store lemmingeoffentlighed som den lede karl, der slog Kylie ihjel med et slag til hovedet i videoen til ’Where The Wild Roses Grow’, forhindrer ham ikke i at være én af musikkens giganter. Selvom man dertil kan indvende, at i et landskab befolket af dværge, rager de få sande talenter selvfølgelig tilsvarende op.

Bizar skærsild
Hjerteskærende smukt, uophørligt fremadstormende og med kompromisløs subtilitet møder disse to mesterudspil lytteren ansigt til ansigt i denne bizarre skærsild af en eksistens, der dagligt tester såvel ens forstand som nervesystem. Men sandt for dyden også besidder forløsende elementer såvel som illuminerende øjeblikke, hvor man i heldigste tilfælde kan skimte en art balance mellen prøvelse(r) og udfrielse.
Det er så Nick Caves kunstneriske geni, der gør det ham muligt at indskrive begge dele i sine aldrig mindre end tankevækkende og altid prægnante sange, der fremstår som nogle af medtidens bedste, mest overbevisende og på alle leder og kanter NØDVENDIGE sammenstød mellem toner og ord. Guddommeligt er det – på den mest menneskelige facon tænkes kan: »Everything’s dissolving, babe, according to plan/ The sky is on fire, the dead are heaped across the land/ I went to bed last night and my moral code got jammed/I woke up this morning with a Frappucino in my hand…« Oh dear, oh dear…

*Nick Cave & The Bad Seeds: Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus (MUTE-EMI) Udkommer Mandag. www.nickcaveandthebadseeds.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her