Læsetid: 3 min.

Hævn er en ret, der skal serveres kold

Euripides’ bundfrosne ’Medea’ lykkes med nøje afmålt varme via kvindetrioen Wiedeman, Mynster og Christensen, der bringer denne teaterhistoriens første militante feminist nærmere noget genkendeligt uden at sætte råheden overstyr – en scenisk sjældenhed
20. september 2004

Euripides’ bundfrosne ’Medea’ lykkes med nøje afmålt varme via kvindetrioen Wiedeman, Mynster og Christensen, der bringer denne teaterhistoriens første militante feminist nærmere noget genkendeligt uden at sætte råheden overstyr
– en scenisk sjældenhed

Ny teater
Godt 2000 år efter Euripides’ dramatisering af den mytiske Medea, nedkogte Shakespeare dens momentum (i anden anledning dog) til Hell has no fury like a woman’s scorn.
Hånet, foragtet og afvist er præcise udtryk for Medeas ydmygelse. Efter at have myrdet et par eller fem undervejs, bl.a. sin egen lillebror, for at skaffe den landflygtige ægtemand Jason land og position, returnerer Jason elskværdigheden med at forstøde hende og gifte sig med en yngre model – med kongelig far, hvor bekvemt. På én gang op i verden og bedre underholdt.
Jason går den vej, hans mindste hoved peger, skønt han burde have vidst bedre – navnet, der betyder ’den snilde’, har Medea fået fra et grusomt register af sortekunster.
Som hun undervejs har praktiseret udelukkende for at indsætte ham i hans nuværende velpolstrede situation; selv har hun dermed brændt alle broer. Det hedder vist utak.

Hvordan
Tragedien er ikke nem at få til at leve på scenen; med den rigtige komponist er dens søjler af tekst uden synderlig fysisk handling snarere ideelt grundlag for et orato-
rium. Meget lidt ses, det meste fortælles, der er en kommen og gåen af referenter, budbringere og kommentatorer.
Men med få midler har Katrine Wiedemann alligevel formået at fusionere monologerne til et rigtigt drama. Enkelt, næsten stiliseret, men vitalt og anti-statuarisk og i visuelt samspil med en sort/hvid æstetik med Medea som hverken-eller. Et livgivende kup.

Børnene?
Denne teaterhistoriens første militante feminist er lagt i hænderne på Karen-Lise Mynster; Wiedemann satser på formatet, når hun således caster mod Mynsters persona. Og hvor rigtigt dét er set, mærkes i den foruroligende understrøm, der pacer den oprullede uafvendelighed.
Mynster viser, hvordan flugtlivet med dets blodige omkostninger har fremkaldt Medeas animus på bekomstning af konventionel kvindelighed. I hendes verden må der langtidsplanlægges og gøres gode miner til mændenes spil. Mynsters Medea snerrer og snor sig, så publikum, men ikke mændene, aner uråd, og her mangler furien især på eet punkt modspil. Hug en hæl eller klip en tå – om man så fløj Bergman ind, kunne Dick Kaysøs Kreon ikke få dén magtens gennemslagskraft, der får Medea til at forstå, at muren er nået.
Smokingdyret Lars Bom sidder slimfit i Jason-rollen; macho og egoman(d) med velcro, hvor andre har lynlås. Men Bom har også sammenbruddet i sig, da en død barnefod stikker udenfor liglagnet.
For børnene er hans og historiens akilleshæl – hvordan kan en mor slå sine børn ihjel ?
Euripides lægger hende svaret i munden – »de skal ikke falde i mine fjenders hænder« – og alligevel stejler ’vi’, til alle tider.
Wiedemann hugger knuden over med en scenisk meditation. Tiden står stille, mens de spinkle drengekroppe bliver stille. Det eneste, der høres, er naturen udenfor. Natur over for unatur, men ikke som firkantet eller romantisk modbillede. Naturen som neutral, uindgribende og udeltagende parallelverden, mens Mynster og drengene gennemfører en fuldendt scene. Genialt.

Kvinder, kvinder, kvinder
På kvindesiden bærer Hanne Hedelund korrollen, formet som observatør, med værdighed og Signe Egholm Olsen lyser som intetanende pant i hævngennemførelsen.
Inger Christensens eminent formidlende, skønne oversættelse er den usynlige mellemmand, når
Wiedemann, Mynster og kolleger spænder mellem antikken og i dag.
For det meste fremstår Medea som et menneskeligt postulat, et monument over Uforsonlighed.
Gladsaxes kvindetrio bringer hende nærmere noget genkendeligt uden at sætte råheden overstyr – en scenisk sjældenhed.

*Euripides’ Medea. Ovs.: Inger Christensen. Instr.: Katrine Wiedemann. Scen.: Edw. Pierce. Kost.: Ole Kofoed. Gladsaxe Teater. Spilleperiode: den 21. september til den 31. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her