Tysk delstatsvalg
DUISBURG Herbert Bas sætter sig ved vinduet i pizzariaet. Hans hud er bleg, hans t-shirt nusset ved halsen. Han tænder en cigaret, fingrene er gule.
Hvad skal vi have?
»Bare kaffe.«
Kom nu. Det er frokost, bladet giver.
»Nej jeg har lagt mine kostvaner om. Ingen morgenmad og ingen frokost af sparehensyn.«
Herbert får en kop kaffe og begynder at fortælle om sit livs rejse rejsen fra solskin mod det evige mørke.
Hans karriere var blændende, han skiftede ofte job, var altid klar til noget nyt. Shipping, leder af et call-center. For et par år siden var han blevet souschef i en importvirksomhed, som desværre gik fallit.
Konen skred, han hævede sine livsforsikringer, men der var ikke penge nok. Han solgte lejligheden og flyttede hjem til sin far, i et lejet værelse oppe under loftet i Duisburg. Og nu sidder han dér, 39 år gammel. Op klokken syv, lede efter stillingsopslag på nettet, skrive ansøgninger, spise aftensmad og sætte sig foran »folkefordummelsesmaskinen«.
»Og det var så den dag.«
Aftensmaden forbereder han midt på dagen, så han bare behøver at sætte den i mikrobølgeovnen.
»Et minde fra dengang jeg kom hjem fra arbejde, og maden stod klar på bordet...«
Generation smid væk
Indtil nytår får den langtidsledige Herbert Bas knap 6.000 kr. i understøttelse om måneden. Når regeringens reform af dagpengene træder i kraft, har han omkring 1.000 kr. mindre til husleje, strøm, varme, telefon og internet.
»Det passer, når økonomiminister Wolfgang Clement siger, at ingen bliver kastet ud i armod som følge af reformen; vi er der allerede.«
Herbert lod sig ikke slå ud af sin arbejdsløshed, ikke i starten. Han sendte en strøm af ansøgninger, også uopfordret. Da han var nået gennem alle de mulige virksomheder i Duisburg og Ruhr-området, udvidede han sin aktionsradius til hele Tyskland og siden udlandet. Helt fra Irland kommer der afslag. I brevene hedder det, at Herbert trods sine kvalifikationer ikke kan ansættes af »driftsøkonomiske årsager«.
Når han taler om sin egen situation, begynder underlæben af bæve langt hellere analyserer han på samfundet, så bliver hans tunge skarp og øjnene klare.
»Jeg ved, hvordan de tænker jeg har jo selv siddet i chefstolen: De forventer, at en ældre ansat kræver dyr omskoling for at kunne arbejde effektivt i firmaet og måske ikke kan affinde sig med en yngre chef. Hvis man er over 35, er man ikke investeringen værd.«
Mens Herbert sad på sit værelse og skrev ansøgninger, arbejdede den socialdemokratisk-grønne regering på sine reformer; de ledige skulle motiveres og presses til at tage et arbejde. Mest inspirerende for arbejdslysten er den indtægtsnedgang, reformerne indeholder.
»Som arbejdsløs føler man sig som skidt. Kansleren siger, at ingen har ret til at være doven. Jeg opfatter det som en fornærmelse.«
Utøjlet energi
I takt med afslagene voksede frustrationen. Modsat så mange andre arbejdsløse vidste Herbert nemlig præcis, hvordan politikere og erhvervsledere tænker. Uden at nogen sagde det højt, var landet ved at smide de ledige 30-60-årige ud. Ham. Herbert var tvunget til at blande sig, råbe op.
Denne tvang følte mange. I løbet af foråret 2004 voksede en stribe af borgergrupper frem over hele Tyskland sammen ville de undersøge mulighederne for et nyt parti, kaldet Valgalternativet for Arbejde og Social Retfærdighed (ASG).
Herbert tog ind til byen for at høre mere om deres planer.
»Intet program lå fast på forhånd, der var bare en masse utøjlet energi, som jeg blev tiltrukket af: Følelsen af at der kunne laves politik for borgerne, ikke hen over borgernes hoveder. Jeg føler mig ikke repræsenteret af noget parti, derfor er Valgalternativ så rigtigt.«
Hvis det står til Herbert, bliver ASG et parti med vægt på tolerance, sandhed og social retfærdighed. Et vensteparti skal det ikke være, for der skal være klare liberale accenter, mener Herbert.
Hvad vil der ske, hvis Schröders reformer begynder at virke, og ledigheden falder?
»Det ville da være glimrende, men jeg tror ikke på det... Hvorfor bestiller du ikke den frokost?«
Jeg spiser ikke alene.
»Nå... Så bestiller jeg en lille salat.«
Herbert stikker til maden, og lader halvdelen stå, til servitricens store sorg.
»Det er da synd for den gode mad,« siger hun. »Jeg pakker den ind, så kan du tage den med hjem.«
*Serien om de tyske delstatsvalg Da ilden gik ud ser i denne uge på Ruhr-byen
Duisburg og dens indbyggere forud for valget den 26. september
