Læsetid: 3 min.

Hit me hard, baby

At være på refugium er også andet end flittig fordybelse
9. september 2004

Jeg er ankommet til et internationalt kunstnerrefugium ved Hudson-floden. USA formelig vrimler med disse kunstnerrefugier, eller colonies, som det hedder herovre. Hvis man er rigtig dygtig, kan man få det til at passe således, at man praktiserer det, der hedder colony-jumping. Så lejer man sin lille hybel i New York City ud og rejser fra refugium til refugium. USA er det land i verden, der har suværent flest refugier, og det skyldes formentlig en langt større gruppe af rige mennesker, der på deres dødsleje har for mange penge, og ingen at give dem til.
Flyet fra København var ellers fire timer forsinket, så det var ret spændende, om jeg overhovedet ville nå det sidste tog mod Albany. Da vi landede i Newark, sprang jeg ud i en taxa og bad manden køre mig til Penn station. Penn station viste sig dog at være i en såkaldt frozen zone. Republikanernes konvent lå nemlig i bygningen ved siden af, Bush skulle tale samme aften. Kun én indgang var åben, og der var heftige sikkerhedsforanstaltninger. Hjemmeværn, politi, militær.
I et gammelt tog, som svarede til dem, vi havde i Danmark for 20-30 år siden, bumlede vi op langs Hudson-floden. Der var helt mørkt, og kun lyset fra byerne på den anden side af floden oplyste det mørke, men rolige vand. Konduktøren kom ned gennem toget og råbte Hudson, next, Hudson, next, det var næsten som en gammel film. På stationen fandt jeg en taxi-chauffør, der hårdt og brutalt fyldte sin bil med en accent så fed, at man kunne skære i den. That is soooooo crazy. Oh, ny Goooood. You know what I am saying? Yes, I know what you are saying, tænkte jeg i mit stille sind. Alligevel var jeg lettet over, at de to første forfattere, jeg mødte den følgende morgen var britisk-talende. Den ene en memoir-forfatter fra Sydafrika, den anden en polak fra Wales. Vi sad på verandaen og kiggede ud over den duggede græsplæne. I skovbrynet kiggede et par rådyr undrende op på os. Længere ude havde vi udsigt til de berømte Catskill Mountains.

Demolition Derby
På en koloni sidder alle for sig selv og arbejder – om dagen. Om aftenen har mange brug for, at der skal ske noget. Allerede på min første aften paa Ledig House er der gruppeekskursion. På det nærliggende Columbia County Fair, skal vi se Demolition Derby. Ingen af os har nogensinde hørt om Demolition Derby før, men det består i al sin enkelhed i, at man tager 30 gamle biler, parkerer dem på en meget lille og mudret fodboldbane, og så lader man dem smadre ind i hinanden, indtil ingen af dem kan køre mere. I gruppen er vi meget spændte. Kommer folk ikke til skade? Hvor lang tid vil det tage, før alle bilerne er ødelagte?
På tribunerne råbes og skriges og hujes der, så man bliver bange for, at der er ved at udbryde en regulær masse-psykose. Nationalsangen bliver sunget, men ingen synger med. Så går startsskuddet. Kofangere springer til højre og venstre, biler sidder fast i mudderet, og kølere ryger som bål. Chaufførerne er iført T-shirts uden ærmer, så man rigtig kan se deres store muskler. Efter 10 minutter eksploderer den første benzintank.
Red flag, red flag lyder det fra tribunen, og det betyder, at man skal lade brandvæsenet komme til. Føreren af bilen når heldigvis at springe ud, han får kun brandsår på armen. Bilerne har påskrifter som Hit me hard, baby. Det er hvid underklasse, der smadrer hvid underklasse. Efter 20 minutter er det hele forbi. Over halvdelen af bilerne ryger fælt, men vinderen, Bob George, fra Chatham County kan kåres. Han er en helt, synes vi. Indtil vi opdager sydstatsflaget på taget af hans bil. Bob George bliver inviteret op på tribunen, hvor han hyldes af en folkemængde, der får en til at føle sig som det slankeste menneske i verden. Pomfritterne er spist, festen er forbi. I morgen er der rodeo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her