Læsetid: 4 min.

Højt aktivitetsniveau i katakomberne

Seneste opdagelse i Paris’ undergrund er en 400 kvadratmeter stor hemmelig biograf
25. september 2004

Paris
I Paris løber undergrunden ud i undergrunden. Under gadeniveau, under metroen, nede i jorden, slår hovedstadens mest lyssky folk sine folder. De kaldes katafiler, og de elsker katakomberne. Her vader de gennem vand til knæene, med lygte i hånden eller panden, med sæk på ryggen, når bølgerne går højt i selskab af rotter og skeletter.
Men de katakomber, de elsker, er hverken for børn eller voksne. Turister eller lokale. Fra og med 1955 har man nægtet offentligheden adgang til det 285 km lange tunnelsystem. Et system, der går mere end 25 meter ned i jorden, og spores tilbage til det 12. århundrede; dengang Notre Dames bygherrer besluttede sig for at søge efter byggesten det sted, hvor katedralen skulle rejses. De følgende århundreder, imens flere bygninger såsom Louvre skød i vejret, forgrenede stenbruddet under jorden sig udefter.
Men så gik katakomberne i glemmebogen. Lige indtil gader i slutningen af det 18. århundrede begyndte at styrte sammen, ned i undergrunden.
Siden har man inspiceret det underjordiske system og lukket indgange og tunneller. Herefter har deres funktion været lidet dikteret af myndighederne. Tværtimod har katakomberne tjent megen undergravende virksomhed.
I 1944, under den tyske besættelse, dirigerede la Résistance en del af modstandskampen fra de underjordiske hulrum. Under oprøret i ‘68 skjulte studenter sig dernede for politiet. I 80’erne indtog skinheads for en kort periode stedet. Og sidenhen? I dag?
Det er spørgsmålet, man har stillet sig de seneste par måneder. Efter to besynderlige opdagelser.
Første hændelse udspiller sig en nat i starten af august, hvor nogle fanger i fængslet Prison de la Santé i det 14. arrondissement tilkalder personalet. De har hørt lyde fra undergrunden. Fængselsadministrationen begiver sig derned og finder ud af, at visse blokerede tunneller er blevet brudt ind.
Den anden og endnu mere mystiske opdagelse gøres i slutningen af august. Under en træningsøvelse støder katakombernes opsyngsmænd på en lukket tunnel dækket af en pressening med påskriften: »Byggeplads forbudt for offentligheden.«
Trodsende forbuddet finder de på den anden side en 400 kvadratmeter stor sal indrettet som biograf med dertilhørende udstyr. De finder stole og whisky. Og en telefon, ja, en kort stund tror de sågar at finde ’en eksplosiv maskine’... senere lykkeligvis identificeret: kuskusapparat.
Desuden finder man enkelte hagekors på murene. Et omsiggribende problem i Frankrig. Og, endnu mere mystisk, davidstjerner.
I kølvandet på de to begivenheder mobiliseres antiterrortjenesten og BGB, en brigade viet bekæmpelsen af ’banditisme’.
Man frygter terrortruslen. Og hvad mere er, udgravningerne under fængslet pirrer frygten for organiseret fangeflugt. Og efter opdagelsen af den hemmelige biograf frygter man... hvad som helst. Alt kan ske.
Men der er ikke sket noget. De tunneller, som uidentificerede personager synes at have åbnet, befinder sig ikke under fængslet, men »har retning mod fængslet«, kommer man frem til ved nærmere eftertanke.
Nok er der tale om undergravende virksomhed. I bogstavelig forstand. Nok er det farligt. Men mest af alt for dem, der bevæger sig nede i systemet:
»Blandt visse katafiler udspiller sig en slags konkurrence«, forklarer politiet efter afhøring af en katafil. »En af deres lidenskaber er at udhule luftkanalerne i gangene for at bane sig vej til nye sale. De kender så udmærket stenbruddenes historie og ved hvilke områder, man har spærret af; alle hovedstadens udsatte steder. For at nå dertil, tøver de ikke med at sætte deres liv på spil, altimens de truer bygningsværkets soliditet.«

Et af de mange dunkle mål kaldes Kejserindesalen. Det er mål som disse, man nu er nået til vished om, at flere katafiler har arbejdet flere måneder på at nå.
Ellers er det velkendt, at katafiler i hundrede år har opsøgt undergrunden for at spille, male, pleje alskens kunstneriske sysler. I 80’erne og 90’erne blev der afholdt et utal af fester i de gamle stenbrud. Dj’s spillede op til tidens toner – jungle, triphop o.s.v. Stroboskop-lys blinkede og joints cirkulerede. Såvel ukendte som kendte street artists malede på væggene, og den ene bugnende buffet efter den anden blev anrettet.
Udover de stadige opdagelesesrejser i gangene under jorden, er katakomberne fortsat kreative pariseres legeplads. Festernes omfang er dog i dag begrænset, grundet en mere solid politiindsats.
Begejstringen for betjentene er ikke stor i underverdenen. Seneste teori lyder, at biografen er et stunt, der dels skal udstille politiets indsats i katakomberne, dels skaffe bagmændene spektatkulær mediedækning.
Som mediebegivenhed er den overvejende holdning blandt de altovervejende velorganiserede katafiler dog også blottet for begestring. De omtaler stedet som fransk kulturarv og frygter, at såvel opmærksomheden fra mediernes som fra politiets side kan munde ud i en endelig lukning af hele systemet. Muret op og til.
Er undergrunden ikke så usikker som antaget, er dens fremtid stadig uvis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu