Læsetid: 3 min.

Højtlæsning af forfatningen

Det er ikke alene demokrater, der tager afstand fra Bush-regeringens manglende respekt for borgernes frihedsrettigheder. Kendte konservative skikkelser deler denne opfattelse. Onsdag viste en oplæsning af forfatningen i New York, hvor relevant den stadig er
3. september 2004

NEW YORK – Selv den 217 år gamle amerikanske forfatning kan anvendes som skyts mod USA’s 43. præsident George W. Bush.
Det illustrerede Hollywood-skuespillere, flere forbundsdommere og jurister onsdag eftermiddag i New York ved at tiltrække 1.000 mennesker til en oplæsning af det historiske dokument fra forfatningskongressen i Philadelphia i 1787. Blandt forfatningsfædrene var bl.a. BenjaminFranklin, Alexander Hamilton ogJames Madison, efter hvem kongresbygningen Madison Square Garden i øvrigt er opkaldt.
Inden oplæsningen sagde skuespilleren Kathleen Turner til journalister: »Disse mænds visioner, deres evne til at forfatte et dokument, som stadig er relevant for vores dages samfund, er ufattelig. Jeg forsvarer dette dokument, fordi det beskytter mig.«
Turners udlægning blev åbenlyst delt af de Bush-kritiske tilhørere, af hvilke mange klart havde deltaget i den gigantiske gadedemonstration søndag mod præsidenten og hans parti. Den amerikanske venstrefløj og demokrater føler, at Bush-regeringen har trampet på amerikanske statsborgeres og udlændinges frihedsrettigheder i de tre år, som er gået siden 11. september 2001.
Denne opfattelse er også udbredt blandt visse konservative lovgivere og intellektuelle. Onsdag kritiserede f.eks. tidligere kongresmedlem Bob Barr fra Georgia Bushs justitsministerium for
at overtræde USA’s forfatning og bebudede, at han alene af den grund ikke kunne stemme på præsidenten 2. november.
»Bush-regeringen benytter amerikanernes frygt for nye terrorangreb til at undergrave vores forfatning og vores frihedsrettigheder, især den enkeltes ret til privacy,« sagde Barr, der nu arbejder for tænketanken American Conservative Union.
Én af den amerikanske højrefløjs mest succesrige aktivister, Grover Norquist fra den indflydelsesrige tænketank Americans for Tax Reform, bakkede på samme møde op om Bob Barrs skarpe kritik. »På højrefløjen bør vi forsvare borgernes frihedsrettigheder under krigen mod international terrorrisme langt mere energisk. Vi skal organisere os,« mente Norquist.

Ikke spor kedeligt
Det synspunkt blev udkrystalliseret i skuespillernes slaviske oplæsning af forfatningsdokumentet på læreanstalten Cooper Union i Manhattans East Village. Hvis man troede, det ville blive en sløv forestilling, måtte man tro om. Den halvanden time lange seance blev til et show, hvor tilhørerne klappede og flere gange gav stående ovationer til dagsaktuelle passager i det gamle dokument.
Det første store bifald kom, da Richard Gere ordret oplæste reglerne for en rigsretssag mod en siddende præsident. De tilstedeværendes tanker faldt naturligvis ikke på Bill Clintons småløgne om sit seksuelle forhold til Monica Lewinsky. Nej, det var Bushs falske påstande om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, inden han beordrede invasionen i 2003.
Filminstruktøren John Sayles fik ikke overraskende bragende bifald, da han med løftede øjenbryn og en skarp stemme fremhævede følgende sætning i forfatningens afsnit 2.
»Den person, der vinder det største antal stemmer, vil blive udnævnt til præsident.«
Forsamlingens tanker faldt naturligvis tilbage på præsidentvalget i 2000, hvor Al Gore tabte, skønt han havde vundet 500.000 flere stemmer end Bush.
Det vakte derimod ikke begejstring, at forfatningsfædrene i samme afsnit skriver, at vicepræsidenten skal overtage præsidentembedet, dersom præsidenten bliver fjernet. Richard Cheney, der holdt sin takketale onsdag aften på partikongressen, er mere upopulær end Bush blandt demokrater og progressive amerikanere. Cheney anses for at være regeringens egentlige beslutningscenter. Men juhu-råb gjaldede gennem salen, da Sayles herefter citerede teksten for at sige, at også vicepræsidenten kan blive afsat fra sit embede af Senatet.

Giftpil til de kristne konservative
Richard Gere sendte også en giftig pil til de kristne konservative i Madison Square Garden ved at fremhæve og gentage denne passage. »Embedsmænd må ikke udfrittes om deres religiøse tro, inden de bliver ansat.« På Den amerikanske venstrefløj frygter man, at Bush i sin anden embedsperiode vil indføre Gud i verdslige affærer. En ledig plads i Højesteret kan blive udfyldt af en gudstro konservativ modstander af abort og homoseksuelles civile rettigheder.
En to minutter lang stående ovation blev tildelt den første tilføjelse til forfatningen, hvor borgernes frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, pressefriheden og »folkets ret til at forsamle sig under fredelige omstændigheder«. Forbuddet mod »ubegrundet ransagning af personer, deres boliger, dokumenter og andre ejendele« samt retten til at blive stillet for en domstol inden for kort tid og blive bistået af en sagfører, var ligeledes populære punkter.
»Dette dokument blev skrevet af mennesker, som gik ind for, at vi alle er lige og nyder de samme rettigheder – og det er en idé, som den siddende regering har gjort alt for at undergrave,« sagde Richard Gere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu