Læsetid: 3 min.

Hurra for en kanon!

24. september 2004

Der blæser nye vinde i den danske undervisningsverden. Almen dannelse og respekt for viden er for alvor ved at erobre dagsordenen efter 1970’ernes danske gymnasiepædagogik, hvor man ud fra misforståede ideologiske præmisser lod eleverne tabe fornemmelse for kronologi og sammenhæng, og hvor man overlod børn til lærere med kun sparsomme evner udi at undervise i det danske sprog og dets grammatik.
Under påvirkning fra disse nye vinde – og mere konkret på baggrund af professor Torben Weinreichs forslag i starten af året til en bindende kanon over forfatterskaber, der skal læses i folkeskolen – fremlagde undervisningsminister Ulla Tørnæs i går sammen med sit kanonudvalg under ledelse af Jørn Lund en rapport med en række ’lister over forfatterskaber til anvendelse i folkeskolens og de gymnasiale uddannelsers danskundervisning.’ Udvalget præsenterede således både en obligatorisk liste bestående af 15 forfatternavne til brug for såvel folkeskole som gymnasiet samt en vejledende liste over forfattere, som udvalget anbefaler, at man læser tekster fra i henholdsvis folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.

Der er særdeles god grund til at juble over udvalgets mod til at præsentere og argumentere for nødvendigheden af en litterær kanon. Udvalgets rapport er et genialt kompromis mellem på den ene side at sikre fælles litterære referencer for alle elever og på den anden at undgå en for stram binding. Vores børn og unge kan nu ikke længere gå gennem skole og gymnasium uden at møde disse forfatterskaber, og der vil stadig være frihed for den enkelte lærer til at vælge værker og supplere med andet relevant stof. Kulturarven kan ’gå hånd i hånd med metodefriheden’, som undervisningsminister Ulla Tørnes selv udtaler om dette i sandhed politiske mesterstykke.
Det bedste er nemlig, at udvalgets rapport også føres ud i livet. Den litterære kanon vil træde i kraft fra næste skoleår, i august 2005.

Men hvorfor overhovedet have en litterær kanon? Fordi litterære tekster er vejvisere ind i forskellige tidsaldre, fremmede miljøer og nye synsvinkler på verden. De gode forfattere er deres tids fortolkere. De er i de særlig lykkelige øjeblikke af kunstnerisk skabelse i stand til at fremdrage det væsentlige i tiden, politisk og kulturelt, og på den måde berige os mere jævne menne-sker.
En eller anden kulturradikal, flasket op med de litterære klassikere og vokset op blandt kilometerlange bogvægge, vil nok indvende, hvad denne ’tvang’ skal gøre godt for. Men det skal netop gøre godt for dem, der ikke lige har fået denne dannelse med hjemmefra. Med en litterær kanon hjælper vi også børnene fra de boglig set svageste hjem – inklusive indvandrerne, som vi gerne vil inddrage i vores allesammens fællesskab. En litterær kanon skaber et fælles grundlag. Det er et ligheds- og fællesskabsorienteret projekt. Og vel at mærke af den bedste slags, der sætter litterær dannelse og historisk bevidsthed i højsædet.
En litterær kanon er ikke nødvendigvis et nationalistisk projekt. En øget bevidsthed om det særlige ved dansk kultur og sprog er også at rejse spørgsmålet om værdien af vores danske kultur. En kultur, der jo netop er påvirket af mange impulser udefra. Og det er ikke mindst at rejse spørgsmålet, hvad vi har at bidrage med i en europæisk og international virkelighed. Og det gør man kun med en vis selvsikkerhed.
Eller som den israelske forfatter Amos Oz udtrykte det i gårsdagens avis: »Jo mere lokalt forankret og provinsiel man er, jo mere universel bliver man.«

Er det tvang at indføre en litterær kanon, og ødelægger den det frigjorte menneskes mulighed for at forvalte sin frihed? Ifølge formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er en bindende kanon i modstrid med lærernes højt besungne metodefrihed.
Til det kunne man svare, at lærerne med den hidtidige ordning først og fremmest har haft frihed til at spilde elevernes tid med ligegyldig og tilfældig temalæsning og projektarbejde. Men er det nu også tvang at flytte fokus fra elevernes umiddelbare lyst og i stedet for konfrontere dem med noget, der ligger uden for deres eget lille jeg? Og ligger der ikke en kolossal befrielse i at blive ’tvunget’ til at forholde sig til noget, som er større end en selv?
Vejen til verden går gennem litteraturen. Det har kanon-udvalget indset, og det samme har undervisningsministeren. Og derfor er den nye litterære kanon et politisk og kulturpolitisk mesterværk. Tillykke til os alle!

pn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her