KLASSEKAMP lugter altså lidt for taberagtigt,« lød en overskrift på en feature i weekendens Information, hvor Signe Højgaard Nielsen indkredsede Socialdemokratiets forsøg på at positionere sig i forhold til det kommende valg. »Når Socialdemokratiet har travlt med at profilere sig som værdiparti, skyldes det, at partiet går efter middelklassens funktionærer og ikke de socialt dårligst stillede,« vurderede professor på RUC, Claus Bryld i artiklen.
»Der er ikke en ubetinget tilslutning i befolkningen til, at lighed er et gode. Den udbredte opfattelse er efterhånden, at man skal belønnes efter indsats,« mente professor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen i samme artikel.
Dagen efter var den der igen.
»De unge vil ikke have noget at gøre med tabere. De vil se vindere, fordi de vil se eksempler på, hvordan man vinder, ikke hvordan man taber,« sagde den ungarske filminstruktør Istvàn Szabó til Lotte Folke Kaarsholm.
Her blev det med centraleuropæisk illusionsløshed fritskrabet, hvad det drejer sig om: Ingen og altså end ikke det gamle arbejderparti, Socialdemokratiet vil efterhånden have med tabere at gøre. Man skulle tro, de smittede.
HVAD SKYLDES denne voksende berøringsangst? Man kan anføre, at samfundet efterhånden er så opsplittet, ikke mindst bosætningsmæssigt, at de velbjærgede så at sige aldrig støder ind i samfundets tabere. Disse bor i ghettoer og lejelejligheder i områder, hvor vinderne ikke færdes. Og så vokser myterne.
Men det kunne jo også være, at opsplitningen er et resultat af berøringsangsten. De politiske områder, hvor de forskellige samfundslag teoretisk set kunne møde hinanden, specielt boligpolitikken og skolepolitikken, favoriserer åbenlyst den velbjærgede middelklasse og marginaliserer de svage. Taberne må ikke være der!
For at forstå det, kan man forsøgsvis opstille to scenarier. Det ene er det, Ebbe Kløvedal Reich i tirsdagens avis definerede som folkelig fællesvilje.
»Folkelighed er den fælles bestræbelse på at realisere fælles lykke, den er den positive kraft, som holder samfundet sammen,« sagde han. Den situation kan vi kalde scenario ét.
»Hvis det politiske lederskab ikke kan fastholde engagementet i fællesskabet om at realisere fælles lykke, så reagerer folk med at vende sig mod deres private interesser, de reagerer med rethaveriskhed og populisme,« fortsatte han. Her har vi scenario to og samtidig den situation, der bliver opridset ovenfor. Angsten for tabere skyldes manglen på fællesskab, samtidig med at angsten selv undergraver fællesskabet. Kravet om belønning efter indsats er et tegn på den voksende populisme og undsigelse af fællesskabet.
MEN ER dette krav udtryk for angst? Ja. Taberen er nemlig populistens truende skygge. Taberen udstiller, hvad der ifølge populistens egne normer og værdier venter denne, hvis han mister sit arbejde, bliver skilt, bryder sammen, brænder ud eller af andre grunde ryger af sporet. Angsten er en slags selvhad, en angst for egen svaghed, for at bo i glashus, når man nu kyler med sten det bedste man har lært.
Når nu også Socialdemokratiet vil til at definere sig som et værdiparti, placerer det sig præcis i dette dilemma. Stiller det sig solidarisk med de svage, kan det blive identificeret med dem og rammes af populistens berøringsangst: Det mister vælgere.
Slår det sig på værdierne, bliver det til gengæld svært at undgå populismen.
Værdier og moral er nemlig flertydige begreber.
I stedet for at sætte en standard for indehaveren af værdierne og moralen, der for eksempel tilsiger at drage omsorg for svagere medmennesker, har de en tendens til at vende vrangen ud og blive fordelagtige egenskaber ved indehaveren, snarere end noget der forpligter over for andre. Og så er dem, der ikke lever op til de moralske værdier, selv ude om det. Det er næppe tilfældigt, at den eneste gruppe svage medborgere, Dansk Folkeparti virkelig har øje for, er de gamle. Det er nemlig den eneste skæbne, der med garanti venter os alle, hvis vi lever så længe. Her høster ingen efter indsats, enhver er taber til døden, og derfor kan alle identificere sig.
Men at nu også Socialdemokratiet vil foregøgle, at man kan stemme sig til bestemte værdier, er ildevarslende. Det bærer ved til udgrænsningen af mere værdiløse eksistenser, og så taber i sidste instans alle, taberne såvel som fællesskabet.
