Læsetid: 4 min.

’Hvornår kommer I og hjælper?’

USA’s udenrigsminister har kaldt situationen i Darfur for ’et folkemord’ – nu venter Darfurs guerilla-modstandsbevægelser på, at det internationale sam-fund tager konsekvensen
16. september 2004

DARFUR – Som han strejfer om blandt soldaterne, renser deres geværer og sætter vand over til te, ligner Khalid en dreng, der snarere burde tumle rundt på en legeplads. Selv bedyrer han, at han er fyldt 15 år. Men skønt han ikke ser ud til at være en dag over 10, har Khalid valgt at forlade sin mor for at slutte sig til oprørsbevægelsen SLA.
»Jeg blev meget vred, fordi min far blev dræbt. De dræbte også en af mine brødre og min onkel. Og de tog alle vores husdyr,« siger han og tager et dybt hvæs sin cigaret.
»Der er ikke noget arbejde for mig i flygtningelejren. Jeg vil kæmpe!«
De sudanesiske oprørssoldater, som Khalid fandt frem til, har accepteret at tage sig af ham indtil videre. Foreløbig går han til hånde og brygger te, indtil de finder nogen, som kan føre ham tilbage til hans mor i Tullum-flygtningelejren i Tchad.
Men selv om Khalid skulle blive genforenet med sin mor, er der hundredvis af andre drenge, som blot er få år ældre, og som allerede har deltaget i kampe mod regeringstropperne.
SLA (Sudans befrielseshær) og den noget mindre guerillagruppe, Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM) er den sudanesiske regimes officielle fjender. Det er disse oprørsstyrker, som Khartoum hævder at bekæmpe, når dets militær bistår Janjaweed-militserne med at angribe Darfurs landsbyer.
WHO vurderede i denne uge, at der hver måned dør mellem 6.000 og 10.000 af de darfurianere, som er flygtet fra deres hjem – enten fordi de bliver ofre for volden eller på grund af sygdom og underernæring. Dermed foreligger der en situation, der i foruroligende grad minder om de kritiske faser i Rwandas folkemord.
USA’s udenrigsminister, Colin Powell, kaldte i sidste uge myrderierne og fordrivelserne i Darfur-provinsen for »et folkemord«, og næste uge ventes FN at tage stilling til et amerikansk forslag om at lægge pres på det sudanesiske regime ved at true landets olieindustri med omfattende sanktioner.

Forbitret etnisk blodfejde
Khartoum benægter selv kategorisk, at dødstallet skulle være så højt, som WHO anslår. Khartoum påstår, at den humanitære situation er væsentligt forbedret og giver SLA og JEM skylden for alle nye voldsudbrud. De forhandlinger mellem de to grupper og Sudans regering, som begyndte i Nigeria for tre uger siden, har i en uge være ramt af dødvande. Tirsdag antydede oprørssidens forhandlere, at et totalt sammenbrud kan være nær. En tidligere forhandlingsrunde brød sammen i juli i
Ethiopien.
De to guerillabevægelser blev dannet sidste år for som modtræk mod det regeringsstøttede arabiske Janjaweed-militser, der var begyndt at gennemføre jævnlige angreb på civile i Darfur, stjæle deres kvæg og fordrive dem fra deres hjem.
Siden er konflikten skærpet markant og ligner i dag mest af alt en forbitret etnisk blodfejde. Samtidig er guerillagrupperne blevet stadig mere uforsonlige i takt med, at mange darfurianere har mistet familiemedlemmer og jord.
»Da vi tog våben i hånd, vidste vi, at vores folk ville blive gjort til flygtninge,« siger Isadhin Yahya, en tidligere medicinstuderende, som nu har opgivet universitetetsstudierne for at slutte sig til SLA.
»Men vi vidste også, at hvis vi ikke kæmpede imod, ville vores folk blive udryddet.«
Kampene har medfødt store tab. Over en mio. mennesker er blevet fordrevet fra deres hjem og mindst 50.000 er blevet dræbt.
Oprørerne har i visse henseender selv forværret situationen. De har angrebet vognkolonner med hjælpeforsyninger og stjålet mad, der tiltænkt civile, og mange hævder at de har forsøgt at obstruere Den Afrikanske Unions mæglingsbestræbelser. Deres militæraktioner, som i reglen består i lynangreb mod regeringstyrker og i tyveri af køretøjer og mad, har desuden forsynet Khartoum-regimet med en bekvem undskyldning for at opretholde sin troppetilstedeværelse i Darfur.
De fleste af partisanerne i SLA insisterer på, at de først sluttede sig til den væbnede kamp, efter at deres landsbyer var blevet angrebet af Janjaweed. Hvad, de søger, er åbenlyst hævn – ikke fred.
22-årige Ismail står ret i en SLA-træningslejr nær grænsen til Tchad. Med et forsigtigt greb holder han om sin Kalashnikov. Om armen har han bundet flere små læderposer, der er fyldt med hemmelige beskyttelses-talismaner.

Vil dø i kamp
»Min landsby blev brændt ned, og alle, jeg elskede, myrdet. Af hele min familie er der kun mig tilbage,« siger han.
»Jeg kendte intet til SLA før angrebet. Bagefter hørte jeg, at der var grupper, der kæmper mod regeringen, og jeg tog straks af sted for at opsøge dem. Nu vil jeg dø i kamp. Jeg vil ikke prøve at få nogen ny familie, fordi jeg er bange for at opleve samme tragedie igen.«
De to guerillagrupper er hurtigt ved at udvikle sig til slagkraftige, velorganiserede enheder. De menes at have indgået våbenhjælpsaftaler med dele af det tchadiske militær. Spørger man dem, insisterer de dog på, at have stjålet alle deres våben fra Janjaweed og regeringshæren.
Velyndere i Libyen og London har forsynet dem med adskillige satellittelefoner – den eneste kommunikationskanal, der fungerer i et områder, der er helt uden telefonlinjer og mobilnet.
»Vi er ved at lære at fortælle verden om vores skæbne,« siger Yahya.
»Det internationale samfund er omsider ved at forstå, hvad der sker i Darfur. Hvornår kommer I og hjælper os?«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her