Læsetid: 3 min.

Ja. Nu

13. september 2004

Alt andet end et ubetinget ja er et nej. Og det vil være som et slag i ansigtet.« Ordene kommer fra Selim Yenel, EU-ansvarlig i det tyrkiske udenrigsministerium, om det kommende topmøde i december, hvor EU skal beslutte, om det vil give Tyrkiet en dato for påbegyndelse af optagelsesforhandlinger.
Argumenterne for og imod tyrkisk EU-medlemsskab er mange og begrænser sig ikke til København-kriteriernes krav om demokrati, menneskerettigheder og retstatsforhold.
Den store og muslimske befolkning, den dårlige økonomi, de ustabile grænser mod øst, frygten for massiv udvandring mod vest er nogle af argumenterne for at holde Tyrkiet i armslængde.
Bekymringerne er sådan set legitime nok. I 2015, hvor landet realistisk kan regne med at blive medlem, vil der bo omkring 82 millioner menne-
sker i Tyrkiet svarende til 14 procent af EU’s befolkning. Samtidig vil landets økonomi kun udgøre tre procent af EU’s. Som et stort, fattigt land vil Tyrkiet skulle modtage enorme mængder støtte fra EU.
Men fortalere for tyrkisk medlemsskab har også skarpe skyts: Adgangsvej til verdens største energireserver, gode økonomiske og ikke mindst en unik strategisk placering i forhold til Kaukasus, Israel og den arabiske verden, hvorfra voldsomme, globale udfordringer som terrorisme, organiseret kriminalitet og flygtningestrømme i høj grad udspringer, signalværdien i at indlemme et sekulært muslimsk land i EU og landets
store, unge befolkning som en tiltrængt tilførsel til EU’s aldrende ditto.

TILBAGE STÅR København-kriterierne. Formelt er det kun dem, som Tyrkiet skal leve op til for at gøre sig fortjent til at indlede de optagelsesforhandlinger, der senere vil føre til medlemsskab. Det gør Tyrkiet på papiret. Ministerpræsident Erdogans flertalsregering har gennemført en imponerende flodbølge af reformer i overensstemmelse med de krav, EU har stillet.
Det har ført til øget skepsis omkring motiverne bag reformerne. Er det bare kosmetiske ændringer, der skal skaffe Tyrkiet ind i varmen for så at springe ud som fundamentalistisk islamisk stat?
Næppe. Reformlysten er reel. Når man spørger tyrkerne på gaden, er reformerne faktisk det eneste positive, der er tilbage, hvis EU ikke siger ubetinget ja til Tyrkiet i december. Reformerne kan ingen tage fra dem, siger de.
Men alt andet end et ja og en start-dato for forhandlingerne vil være et nederlag for de 75-80 procent af befolkningen, der støtter EU-medlemsskab, og især for den siddende regering. Anti-vestlige, pro-islamistiske kræfter vil blive styrket i deres kamp for at overbevise befolkningen om, at EU er en lukket kristen klub. Ministerpræsident Erdogans EU-satsning vil fremstå som en fiasko. Derfor er tyrkerne vitterligt anspændte frem til december. Der er en oprigtig følelse af at have gjort alt, hvad man er blevet bedt om og mere til. Der er en forventning om et ja, men samtidig en frygt for et nej eller i hvert fald et betinget ja. Noget, der højst sandsynligt vil få begejstringen, reformtempoet, implementering og hele den positive ånd omkring EU-medlemskab til at dale.

HVOR INDERLIG er EU-lysten så, fristes man til at spørge. Hvis der ikke skal mere til for, at luften siver ud af ballonen, er Tyrkiet måske slet ikke egnet til EU-medlemsskab. Argumentet holder ikke. Landet har orienteret sig mod vest, siden Atatürk smed fezen i 1923. Det har siden 1959 ventet på optagelse i EU. At det så internt er bølget op og ned med blandt andet adskillige militærkup viser med al tydelighed, at det er nu, der bør smedes. EU har en unik mulighed for at række Tyrkiet hånden og trække det endnu længere væk fra potentiel ustabilitet og i den retning af demokrati og menneskerettigheder, som landet selv har taget de første skridt imod. Ligesom
EU tidligere har gjort med Syd- og Østeuropa. Det er netop på den måde, EU har vist sig som verdens nok mest succesrige demokratiseringsprojekt.
Javist, Tyrkiet har lang vej endnu. Implementeringsfasen er langsommelig. Som Informations serie de seneste uger har dokumenteret, bliver kurdere stadig diskrimineret, kvinder undertrykkes, og selv om torturen er på tilbagetog, er den ikke udryddet. I den forbindelse er det vigtigt at huske på udvidelseskommissær Günter Verheugens ord om, at »vi behøver ikke 100 procents implementering.«
Ikke mange af de nye medlemslande havde klaret skærene, hvis 100 procents implementering var nødvendig. Mange gamle medlemslande ville stadigvæk have svært ved det.

ahr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her