Læsetid: 10 min.

Jagten på det særligt danske

Alt tyder på, at håndboldspillet er en dansk opfindelse. Men hvad er ellers dansk? Kronikøren bad ca. 40 gæster ved en familiefest skrive sedler med deres bud
8. september 2004

Hvad er det særligt danske? Hvad har vi danskere helt for os selv, som noget særpræget dansk? I massemedierne er spørgsmålet blevet rejst mange gange i de seneste år – fremkaldt af den indvandring, landet har oplevet gennem nogle årtier.
Jeg kunne begynde med en personlig oplevelse.
En dag i den første tid under den tyske besættelse kom jeg cyklende med god fart ad Grønningen i København. Noget forud for mig så jeg en rytter, og da jeg kom nærmere, viste det sig at være kong Christian på sin daglige ridetur alene gennem den besatte by. Kort før Østerbro Station, hvor cykelstien holdt op, drejede kongen sin hest skarpt ind foran cykelstiens udmunding, så jeg overrasket og med hamrende hjerte måtte bremse hårdt op.
Hvor mærkeligt synet var af kongen alene, uden beskyttelse af nogen art, gik ikke rigtigt op for mig dengang. Nå ja, det var kongen på den daglige ridetur, hilsende på alle, der hilste på ham. Mændene tog hatten af, for dengang gik de så at sige alle med hat.
Først afstanden i tid har for mig kastet et eventyrets skær over denne oplevelse af tryghed midt i utrygheden, kongen alene. Var det muligt andetsteds end i Danmark?
Ved et barnebarns dåb i juni 2004 frembød der sig for mig en gunstig lejlighed til at erfare, hvad andre mente om det særligt danske.
Jeg holdt en kort tale, hvori jeg fastslog, at lille Søren var et dansk barn. Men hvad med hans navn? Det latinske Severin bliver til Søvren og ender som Søren. Som mange andre såkaldt gode danske navne stammer det fra den fælles europæiske latinkultur. Søren er altså også en god europæer, sagde jeg.
Derpå bad jeg de tilstedeværende ca. 40 voksne skrive ned på sedler, der blev delt omkring, hvad de – efter egen mening og efter hvad de havde hørt og erfaret – anså for særligt dansk. Da gæsterne her fik lidt tid og dermed mulighed for at tænke sig om, var denne fremgangsmåde måske en smule bedre end blot at spørge manden på gaden.
Et udpluk af den brogede skare af besvarelser lyder sådan: Barnevogne, kolonihaver, frikadeller, hygge, vi flager i kager, fødselsdagsfest, hjemmelavede sange, flaget, højskole, janteloven, Kim Larsen, John Mogensen, nipsenåle, sort arbejde, flæskesteg, Christiania, elendigt sygehusvæsen, vi er dus, godt sundhedsvæsen, leverpostej, dansk design.
Begrebet hygge kom ind som en klar topscorer ikke mindre end 7 gange, flaget 4 og janteloven 3.
Jeg havde forventet, at begrebet humor havde været med. Den tanke, at danskerne skulle være et folk med en særlig sans for humor er ellers uopslidelig. For en stor del består den i, at man fraskriver vores gamle arvefjender, svenskerne og tyskerne, humoristisk sans, i hvert fald i dens særlige danske form Men humor er en almenmenneskelig egenskab, vi ikke kan tillade os ensidigt at beslaglægge, og naturligvis har den forskellig farve efter tid og sted.
For nogen tid siden havde tv en udsendelsesrække, hvor Erik Clausen og Niels Hausgaard førte en samtale med hinanden. Den oplevede jeg som noget meget dansk med den dæmpet drilagtige facon dem imellem. Danmark er nok et lille land, men dog stort nok til at rumme en afstand mellem en jyde og en københavner, mellem land og by, og det var denne humoristiske modsætning, der hele tiden blev spillet på. Uden at bruge gevaldigt store ord om janteloven, spurgte jeg mig selv, om vi har en forkærlighed for i al venskabelighed at pille hinanden lidt ned?

Topscoreren ved barnedåbssvarene, begrebet hygge, som udtryk for en dansk specialitet, har sin egen historie. Georg Brandes blev i sin tid voldsomt angrebet, fordi han i de første forelæsninger på Københavns Universitet – udgivet under titlen Emigrantlitteraturen i 1872 – forkyndte, at al tale om hjem, hygge og familieliv beroede på vores klima, der gjorde kunstig varme nødvendig. Det kunne han ikke ustraffet tillade sig at mene i en periode, der var godt på vej til klunketiden med dens dyrkelse af velbehaget ved den lune kakkelovnskrog.
Brandes satte den myte i gang, at ordet hygge var uoversættelig. Ordet har vi for øvrigt fra norsk. Det er svært for mig at sige, hvad man på andre sprog udtrykker, når man på tysk siger gemütlich og på engelsk cozy og snug, og hvordan det skiller sig ud fra den danske hygge.
Flaget kom ind som nr. 2 i besvarelserne. Dermed er vi inde på et område, hvor man officielt har vedtaget symboler for nationen. Alle nationer har et flag, men vi er nok alene med den højstemte myte, at det dalede ned fra himlen og gav sejr i blodig kamp. Det har også sit eget navn: Dannebrog, hvis førsteled ikke har noget med danerne at gøre, men simpelthen går på farven. I jysk blev dannebroget brugt om en rød hest med hvid blis og hvide sokker.
Af nationalsange har vi to: Kong Christian stod ved højen mast, ofte kaldet kongesangen, og Oehlenschlägers Der er et yndigt land. Ved en kunstnerisk bedømmelse står Ewalds kongesang som langt det bedste digt, men skurrer i manges ører på grund af sit martialske indhold.
Vi flager i kager ved fødselsdage, hvor det er nok så interessant i jagten på det særligt danske, at vi også meget ofte synger hjemmelavede sange, ikke altid af den bedste kvalitet, men til gengæld ærligt ment. Her står man vistnok over for et fænomen, som ikke på samme måde er kendt udenlands.
Flaget med det hvide kors kunne antyde, at vi var et særlig religiøst folk. Det kan der nok sættes et stort spørgsmål ved. Selv om de svar, der her bliver taget stilling til, blev givet ved en frokost i haven umiddelbart efter et besøg i kirken til barnedåben, er der ikke et eneste, som kommer ind på det religiøse område. Det er vel i sig selv meget dansk.
Vores flag er smukt og vandt ved en officiel skønhedskonkurrence i forbindelse med Suez-kanalens åbning i 1869 førsteprisen.
Kan jeg i denne søgen efter noget særegent dansk pege på et fænomen, der har sit udspring i Danmark eller her har fået en særlig udformning? Her må folkehøjskolen nævnes som en helt igennem dansk idé, der er udtænkt af Grundtvig i 1850’erne. På en kostskole skulle ungdommen modtage oplysning. Grundtvig har for øvrigt ikke ansvaret for, at der senere fulgte kristelig forkyndelse med. Højskoletanken har bredt sig til andre lande, og hos os har den haft betydning for andelsbevægelsen, som stammer fra Nordengland. Andelsmejerierne i Danmark skabte en nydannelse med de berømte ord, at man skulle stemme efter hoveder og ikke efter høveder, dvs. at hvert medlem havde én stemme, uanset antallet af køer, man ejede: et usædvanligt udslag af solidaritet.

Her kunne jeg standse og sige, at nu har jeg fundet, hvad jeg søgte. Men både højskole og andelsbevægelse har for længst haft deres storhedstid, så jagten på det specifikt danske må fortsætte.
En dag for mange år siden var jeg censor ved studentereksamen på Ordrup Gymnasium, og der blev ymtet noget om, at skolen spillede en særlig rolle i forbindelse med håndbold. Erindringen herom dukkede op nu under min jagt, og ethvert spor må følges. Hvordan få det be- eller afkræftet? Jeg søgte hjælp i det gode gamle Salmonsens Leksikon med sine 26 store bind og fandt kun en ganske kort artikel, der oplyste, at håndbold var et spil med bold, hvor man ikke brugte foden, men hånden. Det vidste jeg godt i forvejen. Tænkte jeg det ikke nok, det med Ordrup Gymnasium havde ikke noget på sig.
For en sikkerheds skyld slog jeg også op i Gyldendals Leksikon og blev overrasket. Der stod: »Håndbold blev opfundet 1898 af elever på Ordrup Latin- og Realskole, da pladsforholdene på skolen var for trange til fodbold; organiseret af deres lærer, officeren og idrætslederen Holger Nielsen, som 1906 udgav de første regler for håndbold«.
Et opslag i Den Store Danske Encyklopædi kunne bekræfte dette udsagn: »Holger Nielsen havde i 1898 forbudt sine skoleelever at sparke til bolden, inden han kom til time, men som en konsekvens heraf opstod der blandt drengene en boldleg, hvor udelukkende hænderne blev benyttet«. Encyklopædien har også en korrigerende tilføjelse:« Håndbold blev opfundet i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Løjtnant og lærer Rasmus Nicolai Ernst (1872-1937) i Nyborg udarbejdede i 1897 regler til et håndboldspil, men det er kaptajn i artilleriet (senere oberstløjtnant) Holger Nielsen, der oftest sættes i forbindelse med håndboldspillets oprindelse og udbredelse«.
I 1907 blev den første egentlige kamp spillet i Helsingør mellem Ordrup Latinskole og Helsingør Højere Almenskole, hvor R. N. Ernst var gymnastiklærer.
Det er en sjov og mærkelig linie, der går fra drenge, som ikke kan lade bolden ligge i ro, til læreren kommer, og frem til kvindelandsholdet i håndbold, der når helt til tops og vinder olympisk guld i 1996.
Her kunne jagten på det særligt danske igen standse, men jeg får så ikke de mindre sportsbegejstrede med, som måske i stedet ville pege på den rød- og hvidklædte fodboldtilskuer med klaphat, der i 1985 blev et begreb dannet som modsætning til de engelske hooligans, der kort forinden havde været involveret i optøjer, der kostede mange menneskeliv. Roliganen er et godt udtryk for det danske mådehold, som allerede Holberg priser.
Jeg søger igen i bunken af besvarelserne ved dåbsfesten, og der står på en seddel Christiania. Svaret tolker jeg som udtryk for, at tolerance skulle være et kendetegnende træk hos danskerne. Der er med rette blevet gjort opmærksom på det næsten anarkistiske i vores forhold til fristaden.
Jeg er selv vokset op med Den store Bastian: »På Vesterbro en neger gik…« Negerdrengen drilles af de hvide danske drenge, som bliver grusomt afstraffet ved at blive puttet i Bastians blækhus. Den amerikanske behandling af de sorte forargede danskerne grænseløst, indtil Danmark selv blev et indvandrerland, og jeg må lidt ironisk konstatere, at tyrkertroen på den danske tolerance fik stærke ridser.
Der var flere sedler med kulinarisk indhold: flæskesteg, leverpostej. Jeg savnede her, at der blev nævnt rødgrød med fløde. Denne dessert er naturligvis ikke en nationalret og er måske helt på vej ud af køkkenet for den unge generation, men med den populære rødgrød-med-fløde-prøve har vi et dansk sjibbolet.

I Dommerbogen kapitel 12 i Bibelen fortælles det, hvordan man i stammekrigen kunne skelne ven fra fjende. For at komme over vadestedet ved Jordan skulle man sige sjibbolet (med betydning kornaks eller flod), og kunne man ikke sige ordet rigtigt, men sagde sibbolet, blev man dræbt. Så drastisk går det ikke til, når danskere beder udlændinge sige rødgrød-med-fløde, men det fryder mange danskere, når udlændinge har svært ved det såkaldt bløde danske d, at de selv kan et så vanskeligt sprog. Og der er unægtelig også en række andre vanskeligheder ved det.
Danskernes artikulation er ofte afslappet til det uforståelige. I stedet for at skrive: »Det er godt« er det ikke usædvanligt i f. eks. reklametekster at notere: »Det’godt«, hvor apostrofen angiver, at udsagnsordet helt er forsvundet i almindeligt talesprog. Det er lidt mærkeligt, at den ofte uklare danske diktion trives glimrende sammen med en udpræget mangel på sproglig tolerance, når f. eks. prins Henrik er blevet udleveret til det danske grin i talrige revyindslag.
Endelig er der det danske stød, der skyldes bevægelser i stemmelæberne, som man tidligere mente dannede et fuldstændigt lukke, men da de befinder sig nede i struben, har det været svært at finde ud af, hvordan det egentlig forholder sig. I sætningen : »Han mødte møller Møller« er erhvervsbetegnelsen møller uden stød, mens personbetegnelsen Møller har stød. Dette lydfænomen, som her adskiller to ellers enslydende ord, er et dansk særpræg, udlændinge har meget svært ved at tilegne sig.
Svenskeren Heming Gadh, berømt for sit had til danskerne, karakteriserede i 1510 vores sprog sådan, nok med tanken på stødet: »De taler heller ikke som almindelige mennesker, men trykker ordene frem, som om de ville hoste, og de synes med flid at vride og vende ordene midt i struben, før de kommer frem«.
Jagten på det særligt danske må slutte her uden det helt vellykkede resultat, for i de sydlige egne af Danmark, er der en del landsmænd, der taler et dansk uden stød, og det ville være taktløst og stødende – undskyld ordspillet – ikke at regne med dem.
Er det i det hele taget umagen værd at jagte noget, man har helt for sig selv? Er der ikke mere glæde ved fællesskab?
I den sidste tredjedel af 800-tallet bosatte vikingerne sig i den østlige del af England i det såkaldte Danelagen dvs., hvor dansk lov havde gyldighed. Sproget dér hed dansk tunge og betegnede et udviklingstrin, hvor de forskellige nordiske sprog endnu ikke var gledet så meget fra hinanden, at man kunne skelne klart imellem dem. Dansk tunge var altså et udtryk for det nordiske. Fra Danelagen modtog engelsk mange ord af fundamental karakter.
Nogle eksempler kan vise hvor væsentlig en del af nutidens engelsk, det drejer sig om. Det gælder f. eks. centrale ord som law, guest, sister, egg, wrong, die, thrive, give, take, call, low, window, they, them, the same svarende til dansk lov, gæst, søster, æg, vrang, dø, trives, give, tage, kalde, lav, vindue, de, dem, samme.
Slår man efter i en engelsk ordbog for at undersøge ordenes oprindelse, bliver det ikke hver gang angivet som dansk, men som gammelnordisk, og vi må dele æren med nære frænder, men via Danelagen har det danske tungemål altså part i det globalt mest udbredte verdenssprog.

*Jørn Bendix er lektor emeritus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er et interessant indlæg at læse, og det rammer ganske godt begrebet "danskhed". Især vil jeg sige, at fødselsdagstaler ikke åbenbart kendes syd for grænsen. Jeg holdt tale for en gammel penneven gennem 45 år på tysk, det var de slet ikke vant til, fik jeg at vide.
MEN: egentlig var jeg på jagt efter - jeg tror, at det var Kodak, der havde det på sine omslag til fremkaldte sort/ hvide fotos i 50'erne - om nogen kendte det sidste vers til følgende:
" På Vesterbro en neger gik, sort var hans hud og mørkt hans blik.
Han tænkte, var jeg bare hvid, så var jeg glad til hver en tid.

Det næste vers husker jeg ikke; men ideen er, at han ser negativerne i omslaget og ser, at han er hvid.

Mon lektoren kender eller husker dette vers? I så tilfælde hører/ læser jeg det gerne.

Mvh. Mariane Rasmussen