Læsetid: 6 min.

Jørgen og dragen

Nogle synes, han er lidt for hellig og brænder for varmt for sin sag. Men ellers er det mest påtrængende ved Jørgen Steen Nielsen, der i dag udsender bogen ’Fra Frihedens Slagmarker’ hans beskedenhed – og hans særlige form for ydmyg stædighed. Det provokerende er hans vedholdenhed. Det overraskende hans humor
17. september 2004

Portræt
Det er mærkeligt med Jørgen Steen Nielsen. Han lægger ikke skjul på sine holdninger. Meget er han gået til angreb på. Mange må føle sig ramt. Alligevel er det svært at finde nogen, der ikke har noget godt at sige om ham. Nu for eksempel Bjørn Lomborg, en hovedaversion i mange ledere i Information med signaturen jsn.
»Danmark og den danske debat har brug for ildsjæle som Jørgen Steen Nielsen,« siger Bjørn Lomborg. »Han har et rigtig stærkt engagement, han har være været meget synlig i debatten. Af og til synes jeg måske, at engagementet skygger for det kølige overblik. Men hils ham og sig tillykke!«
Lasse Ellegaard var chefredaktør fra 1990 til 94, med Jørgen Steen Nielsen som miljø- og videnskabsmedarbejder. Perlevenner var de vel ikke.
»Min medredaktør, Carsten Steno, kaldte ham Jesus. Men det var pænt ment,« ler Lasse Ellegaard.
»Selv synes jeg, han gør et utrolig fint stykke arbejde. Hans vedholdenhed er meget imponerende. Og han har en evne til at finde ind til de steder i en historie, hvor det gør lidt ondt. Det glæder mig meget, at han fik Cavlingprisen.«
– Men?
»Ikke for at virke krakilsk, men af og til er han lovlig subjektiv i sit valg af stof. Han vil noget med sin journalistik, og det kan blive til en fokusering på en sag, som ligner kampagne mere end journalistik.«
Cavlingprisen fik han sammen med kollegaen Charlotte Aagaard for deres vedholdende kritiske artikler om grundlaget for Irak-krigen.
»Egentlig arbejdede vi ikke så meget direkte sammen,« siger hun, »men vi udviklede ideerne sammen. Han er utrolig god at spille bold med, især, når man er uenig. Han er en meget hjælpsom kollega, men også en enspænder. Han definerer selv sine projekter og udfører dem også selv. Alligevel har han god fornemmelse for teamarbejde.«
Engagementet er hans største styrke og svaghed, mener hun. »Han brænder for det, han laver. Nogle gange har det været for meget for mig, for eksempel da han forsøgte at knytte avisen til bevægelsen Attac.«

Det irriterer Jørgen Steen Nielsen, hvis man sætter ham i bås som en 68’er. »Det er jeg alt for ung til,« påpeger han. Det passer. Han var kun 15 år i maj ’68. Hans stærke engagement blev formet et andet sted: I bevægelsen imod atomkraft.
»Jeg lærte ham at kende i foråret 1973, efter en aktion imod de franske atomprøvesprængninger på Muoroa,« siger Sigfried Christiansen. Sammen med andre freds- og miljøaktivister var de med til at stifte græsrodsbevægelsen OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft.
»Jørgen var den, der formulerede sig,« siger Sigfried Christiansen. »Mens jeg for rundt til myndighederne, gravede han og andre i substansen. Det var vigtigt for os, at oplysningerne var så gode som muligt, så vi ikke satte goodwill over styr.«
»Han var et ungt, roligt og meget velovervejet menneske – og en god kammerat. OOA var en bevægelse uden leder. De, der var til stede, fik indflydelse, efter hvad deres argumenter kunne holde til. Derfor var der ikke plads til personer med allerhelvedes store ego’er. Vi havde store ambitioner om, at vores argumenter skulle holde. Men ingen ambitioner om at profilere sig selv.«
Den beskrivelse holder stadig. Jørgen Steen Nielsens beskedenhed er nærmest påtrængende.
»Den store beskedenhed er hans styrke i en branche af blærerøve,« siger Informations direktør og konstituerede chefredaktør, Henrik Bo Nielsen. »Gad vist om han selv er klar over, hvor dygtig han er. Hans kommentar, da han fik Cavlingprisen, er typisk for ham: ’Vi brillerer på en ret billig baggrund, for vi har blot gjort det, som mange gode journalister i USA og Storbritannien har gjort.’«
»Jeg kender ingen andre, der underspiller sig selv så meget som Jørgen,« siger vennen Tarjei Haaland. »Han må jo vide, at han er god. God til at sætte sig grundigt ind i en sammenhæng. Og blændende god til at skrive. Det flyder fra ham som guld. Men han er ikke så god til at tage imod ros. Selvhævdende er han i hvert fald ikke.«
»En aften hos Sigfried allerede i 1976 eller ’77 sad vi og snakkede om, hvad der skulle blive af os. Jørgen sagde, at han gerne ville være journalist. De overraskede mig, men jeg sagde straks, at det var han superegnet til.«
De to har været venner siden modstanden mod atomkraft begyndte. En fastelavnsdag for mere end 20 år siden kunne man se dem begge på Knippelsbro; Jørgen med fuldskæg, klædt ud som mor, med Tarjei iført kyse og sut i barnevognen.
De var på vej til Miljøstyrelsen for at få en alvorlig snak med dens direktør, Jens Kampmann, om beredskabet i tilfælde af en ulykke på Barsebäck. Kampmann »ville sgu ikke snakke med dem, hvis de var klædt ud som aber.« Han slap dog ikke for at få overrakt en rød næse – og en stor, kritisk rapport fra OOA.
Næst efter Børge Outze og Erik Seidenfaden er Jørgen Steen Nielsen den, der har været chefredaktør på Information i længst tid. I syv år fra 1995 til 2002. Men det var egentlig ikke meningen. Han ville bare påtage sig opgaven i et år eller to.
Legendarisk er historien om hans ansættelse. Da kontrakten var klar havde Jørgen Steen Nielsen kun en enkelt rettelse: Lønnen var for høj.
»De fleste andre er ret optaget af deres egen løn i den situation,« siger Henrik Bo Nielsen. »Jørgen var mere optaget af, om der blev råd til en halv stilling som videnskabsmedarbejder. Så de penge måtte bladets bestyrelsesformand, Torben Möger Pedersen trække fra.«
Den manglende interesse for penge bekræfter hans kone, Maria Odheim Nielsen, hjemme fra Overbys Alle i Valby.
– Fortæl mig om Jørgens laster?
»Jamen det værste er jo, at han ikke har nogen. Det skulle han måske arbejde lidt med. Nå jo, hindbærroulader. Og en stor plade chokolade. Den kan han kværne på ingen tid. Men ellers ikke. Han drikker ikke, han ryger ikke, og faktisk er han lidt nærig. Hans liv er at skrive. Det kan man ikke lave om på, har jeg forstået efter mange år. Men han er et godt menneske, så man tilgiver ham jo.«
Gunilla Øberg kom ind i OOA lidt senere end Jørgen. Som svensker skammede hun sig over Barsebäck.
»Dengang var jeg ikke så god til dansk. Ordet ’holdningsløs’ lærte jeg af Jørgen, en dag vi sad og talte om en politiker,« husker hun.
»Professionel ligegyldighed er det, der provokerer ham mest,« supplerer Henrik Bo Nielsen. »Folk, der skifter standpunkt uden holdning, sætter ham i kog.«
Det hele lyder som en alvorsmand, men faktisk har han humor.
»Han er bedst til de alvorlige emner, men jeg er ikke sikker på, at det er det, han helst vil være. Hvor morsom han kan være, opdagede jeg først, da han stod på scenen og lagde hele forsamlingen flad af grin ved en julefest. Han kan være satanisk morsom, når det stikker ham,« siger Henrik Bo Nielsen.

Det kan Jørgens måske største beundrer, Ejvind Larsen, skrive under på:
»Han er født med et røntgenblik, der gennemskuer magtens latterlighed,« siger han. »Han kunne være revyforfatter og –skuespiller.«
»Men det kan han alligevel ikke. Han måtte ofre komikken. For det mest karakteristiske ved Jørgen er hans ridderlighed. Han er udrustet med store gaver og kræfter. Men for den, der har aflagt ridderløftet, bliver gaverne til opgaver. Han kan ikke lade være med at sænke lansen og nedlægge dragen, der truer alle de svage. De svage planter og dyr, de forsvarsløse enker og faderløse børn, de fattige og de fremmede, de udstødte og u-landene.«
»Men han er også blød. Når dragernes hoveder vokser ud igen, tre nye for hvert, han hugger af, så bliver han såret og forbitret. Det gør ham ikke rasende. Han bliver så forfærdelig ked af det,« slutter Ejvind Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her