Læsetid: 2 min.

Kanondebat fænger

Kanon vækker livlig debat blandt kvindelige litteraturstuderende
29. september 2004

På litteraturvidenskab på Københavns Universitet har offentliggørelsen af Undervisningsministeriets kanon udløst en ivrig, intern debat om fagets prioriteringer. På fagets interne mailingliste hedder det: »Når man kaster et blik på undervisningsudbudet på Litteraturvidenskab, og når man ihærdigt bladrer igennem diverse kompendier og pensumlister, så er der noget, der springer i øjnene: fraværet af litteratur og teori forfattet af kvinder.«
»Mange studerende får kun kendskab til én kvindelig forfatter på den litteraturhistoriske rejse foretaget på grunduddannelsen. Virginia Woolf er den sikre vinder hver gang, men hvor bliver de andre kvindelige forfattere af? Og hvor bliver de kvindelige litteraturteoretikere af? Repræsentationen af teori forfattet af kvinder glimrer tilsvarende ved sit fravær, og det er således alene Julia Kristeva og Simone de Beauvoir, der slipper gennem nåleøjet og forvilder sig ind i pensum.«
Medlem af kanonudvalget rektor Marianne Zibrandtsen har udtalt til radioavisen, at grunden til den sparsomme kvinderepræsentation i kanon er, at kvinderne kvalitetsmæssigt ville komme til kort i sammenligning med mændene. På litteraturvidenskabs interne mailingliste hedder det blandt andet:
»Indtil videre tyder intet på, at denne sag handler om kvalitet, eftersom ingen har stillet spørgsmålstegn ved de kvalitetskriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af værker. Tværtimod godtager man f.eks., at ’almenmenneskelige problemstillinger’ er lig problemstillinger, som de tager sig ud i mænds oplevelsesverden, og at ’kunstnerisk udtryk’ er lig den måde, disse mænd udtrykker sig på. Inden for denne fortolkningsramme vil litteratur skrevet af kvinder uvægerligt fremstå mindreværdig, eftersom den ofte divergerer i både udtryk og tematik, mens litteratur skrevet af mænd, der ret beset divergerer på samme måde, ikke fremstår mindreværdig, men der ret beset divergerer på samme måde, ikke fremstår mindreværdig, men blot vovet. Således tolkes decideret selvbiografisk litteratur skrevet af mænd som ’modig’, hvor kvinders tolkes som ’privat’.«

En kvindelig kanon
»Hvordan kan en eksklusiv kvindelig kanon se ud? Hvilke kvindelige forfattere vil du gerne læse? Hvilke kvindelige teoretikere vil du gerne præsenteres for i undervisningen,« spørger to kvindelige studerende.
Indtil videre har debatten affødt følgende bud på en kvindekanon – international, da litteraturvidenskab principielt spænder over alverdens litteraturer:

*Madame de la Fayette: La Princesse de Clèves (1979),
*George Eliot: Middlemarch (1771),
*Mary Shelley: Frankenstein (1818)
*Charlotte Brontë: Jane Eyre (1847)
*Gertrude Stein: Tender Buttons (1914)
*Emily Dickinson: The Complete Poems of Emily Dickinson
*Virginia Woolf: To the Lighthouse (1927)
*Natalie Sarraute: Tropismes (1939).
Desuden fremhæves 35 værker som ’kanoniseringsværdige’. Her finder man som eneste dansker Karen Blixen med Syv fantastiske fortællinger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her