Kunst
I dag skal vi tale om statuer. Dem der er der, og dem der ikke er der. Og måske også lidt andet, hvis der bliver tid, men det ved man aldrig.
T.S. Eliot, der flygtede fra en amerikansk historieløshed ind i det inderste anglikanske sakristi uden at miste stemmen, indleder den første af sine fire kvartetter, Burnt Norton fra 1935, med ordene og linjerne:
Time present and time past
Are both perhaps present in time future
And time future contained in time past.
If all time is eternally present
all time is unredeemable
Det var måske tanken om, at al tid er uindløselig, eller hvordan man nu på dansk vil gengive det sidste ord i ovenstående citat, der engang fik Allen Ginsberg til at foreslå, at man som monument over Anden Verdenskrig opstillede en gigantisk statue af en splitternøgen Hermann Göring, der skyder morfin i låret, på eksempelvis Potsdamer Platz i Berlin. Og selvfølgelig var Allen Ginsberg en af de hersens beatnikker, som man ikke kan tage alvorligt, fordi de er kulturelle analfabeter og ikke rigtigt har fattet de større dybder i den kanoniske historie. Hvordan skulle de også kunne det med snabelen i syre og chillum i kæften.
Nej, wissen Sie vas, Herr Professor, vi kan da ikke have, at opvoksende generationer i ødemarken efter Hiroshima og Birkenau skulle kunne få bare en anelse om, at Nazismen blandt meget andet også simpelthen var til grin.
Så latterlig fra et seriøst kulturbærende synspunkt, at man ikke kunne tage den alvorligt, før det var for sent. Den overvægtige kampflyver, den fallerede malersvend med overskæg som en af de børster, man engang rensede taster med i sin skrivemaskine og den lile kultursnob med klumpfoden.
Man kan sagtens forestille sig sådan en statue af Göring udført af George Segal, Claes Oldenburg eller Kurt Trampedach. Det er næppe billedkunstnere af det format, der står bag den statue af Lenin, som tre generationer af socialdemokratiske politikere for nylig ønskede fjernet fra Arbejdermuseet. Men det er ikke skulpturens kunstneriske værdi, der har fået socialdemokraterne til at ønske den langt hen, hvor peberet gror tæt omkring en skjult by i Rusland.
Det er næppe heller tanker som dem, der lå bag, når arbejderpressens pionerer i meget gamle dage, da der fandtes arbejderpresse, kaldte deres aviser for sådan noget som Ny Dag eller Ny Tid.
Nu vil Lenin såmænd nok blive husket, når Frank Jensen forlængst er glemt, men det drejer sig alligevel her om et forsøg på at fjerne et stykke af tiden. Få det væk, så nye kommende generationer ikke sådan uden videre kan gå ind på Arbejdermuseet og få den idé, at Lenin faktisk spillede en rolle i udviklingen af arbejderbevægelsen, også her i landet. Det ligner nærmest et koncept. Måske et stykke samtidskunst ligefrem, hvis man tager det begreb på bogstavet og indser, at hvad der kun er samtidigt ikke fandtes i går og heller ikke vil findes i morgen.
En af de bedste hjerner, eller i hvert fald en af de bedre i min generation, hedder Ole Grünbaum. Han var vores ur-provo midt i 60erne og som søn af Socialdemokratiets ubestikkelige Ærlige Henry havde han sit politiske bagland i orden. For et par uger siden blev han i Weekendavisen temmelig vred på Gyldendals direktør, Johannes Riis, der i sin årlige tale til bogfolket havde anklaget ungdommen over en kam for at være »selvfed« og historieløs.
Riis mente, at noget var bedre for os, dengang vi terpede kongerækker og kunne Midsommervisen uden ad på Skt. Hansaften. Han mente også, at det kunne være en fordel for os, som mennesker i tiden, hvis vi uden videre vidste, hvad der blev talt om, hvis en eller anden ved en eller anden lejlighed kom til at nævne maleren Johan Thomas Lundbye. Ham kendte Ole Grünbaum ikke. Han mente nærmest, at det kunne være ligemeget, når man som ham kendte Picasso, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Erik Hagens.
Billedhuggeren Bissen, der var født i Slesvig, brugte Lundbyes ansigt som model, da han i 1848 frembragte sin statue af Landsoldaten, der står ved volden i Fredericia. Ikke efter levende model, for Johan Thomas Lundbye var død ved et vådeskud under den ulykkelige krig i Sønderjylland. Han var kun 29 år gammel, men havde et værk bag sig, der gav dybe indsigter i sindets og landskabets indbyrdes forbundne mekanismer. Han var romantiker. Hør bare den sidste optegnelse i dagbogen, lørdag den 15. april 1848: »Idag er jeg indtraadt i Armeen i 3. Bataillons 2. Comp. Paa Mandag marchere vi over Korsøer til Sønderborg o.s.v. vel lige mod Rendsborg. Om en vildsom Kugle - - - da vil den kun bringe et Hjerte til Ro, der lider af smerteligere Saar.«
Selv skrev han ikke mere, men hans bror Siegvard fortsatte: »Da der den 26. April gjordes Holdt en Morgen, nogle Miil vest for Aabenraa, faldt en Gevær-Pyramide omkuld, et Gevær gik af, og Kuglen gik igjennem begge Tindingerne paa Johan Thomas, som stod c. 15 Skridt derfra og styrtede stendød til Jorden. Der blev paa Stedet gravet en Grav (paa Bedsted Kirkegaard), og indsvøbt i et Dannebrogsflag, som de slesvigske Bønder hidbragte, blev han jordet her for at finde den Ro, han havde sukket efter.«
1848 var revolutionsår ude i verden. Det var det år, hvor Karl Marx udsendte sit »Manifest« og satte de nu snart helt udviskede spøgelser på strejf gennem kommende verdener. Man kan se det i Johan Thomas Lundbyes billeder, hvis man ved det, men somme tider skal man bruge en machete for at hugge sig tilbage ad de »gjengrodde stier«, som den gamle Hamsun skrev om, for at finde ud af, hvor det hele kom fra. T.S. Eliot skriver et par linjer længere nede i Burnt Norton :
Footfalls echo in the memory
Down the passage which we did not take
Towards the door we never opened
Into the rose-garden. My words echo
Thus, in your mind
