Læsetid: 4 min.

En kavaler i Spanien

Den britiske levemand Richard Ford var en af de første i rækken af forfattere, der forelskede sig Spanien. En ny biografi fortæller hans fascinerende historie – men vær advaret: Det er ikke strandlæsning
7. september 2004

Forfattere har det med at forelske sig i Spanien. Enhver, der har vendt ryggen til solkysternes overrendte satellitbyer og begivet sig hen over de mallorcinske bjerge, ind i de frodige baskiske dale eller blot slentret langs storbyernes summende boulevarder, er klar over, hvad grunden til eksempelvis Ernest Hemingway, Cees Noteboom, Ole Sarvig og Klaus Rifbjergs fascination af både landets natur og kultur skyldes – og skulle man have brug for at opfriske hukommelsen er det blot at begrave sig i udvalgte værker i d’herrers forfatterskaber.
D’herrer ja, for listen over ikke-spanske forfattere, der har fundet kunstnerisk inspiration ved at forsøge at pejle sig frem til den spanske sjæl, er domineret af mænd. En forklaring på dette findes måske i indledningen til Hemingways bog om tyrefægtning, Døden kommer om eftermiddagen (1939), hvori han fortæller, at han tog til Spanien for at lære at skrive.
Indtrykkene fra de fisketure, hans far havde hevet ham med på som barn, og ikke mindst rædslerne fra Første Verdenskrig var gået ham i blodet. Det var den slags, det var til at gå til som forfatter og såmænd også mest ærlige at skrive om, mente Hemingway, der omkring tyrefægterarenaerne fandt et folk, der delte hans interesse for død, og i matadorens kamp så, hvordan ægte mandfolk burde gebærde sig, når han var under pres. I den spanske natur oplevede han desuden et åndehul, hvor man for en stund, kunne fiske lidt og stresse af fra en kaotisk verden; et sted hvor solen så at sige gik sin egen gang.

Ford-ekspert
Det er naturligvis ikke alle forfattere, der har været lige så optaget af tyrefægtningen som Hemingway, men fascinationen af den spanske macho- og mañanakultur løber som en rød tråd gennem mange af de bedste værker om og fra Spanien skrevet af udlændige. Det gælder også Richard Fords.
Den britiske forfatter og kritiker, der levede fra 1796 til 1858, er måske ikke så kendt herhjemme. I sit hjemland er han imidlertid højt respek-
teret for at have introduceret spansk kunst, deriblandt Velázquez, for sine landsfæl-
ler og for sit beskedne forfatterskab, der tæller en af de første bøger om at rejse i Spanien, A Hand-Book to Spain (1845).
Nu har Ian Robertson skrevet en detaljeret biografi om Ford. Robertson har tidligere redigeret en ny-udgivelse af A Hand-Book og opfølgeren Gatherings From Spain samt skrevet en rejseguide til Spanien og en bog om britiske forfattere i landet. Han er med andre ord lidt af en ekspert på området, og Richard Fords 331 tætskrevne sider med tilhørende appendiks, index, bibliografi, kort over den Iberiske halvø og meget, meget andet er da også en sand guldgrube for den litterært interesserede spaniensfarer på jagt efter viden og inspiration før eller efter ferien sydpå. Den er med andre ord lidt for tung til at solbade med.

Fordomme
Mellem 1830 og 1834 rejste Ford over det meste af Spanien som oftest alene og til hest, men et par gange med sin kone, Harriet, ved sin side. Undervejs fattede han stor sympati og forståelse for landet – og det i en sådan grad, at han som så mange forfattere siden så det i et romantisk, ja ligefrem patroniserende skær:
»Spanien er Spanien... og heri ligger dets originalitet, dets frækhed, dets sprudlende leben og dets charme, selv om de indfødte ikke selv forstår det og hver dag, ved på fjollet vis at efterabe den europæiske civilisation, forlader deres tiltrækkende egenskaber, og bliver almindelige, ulig sig selv og ikke mindst ulig deres gotisk-mauriske og pittoreske fædre og mødre,« skriver han i A Hand-Book uden at tænke på, at spaniernes trang til at komme videre i livet måske skyldtes en netop overstået udmarvende krig mod Napoleon.
Fords skriverier er i det hele taget fyldt med generaliseringer og fordomme samt et bredt udvalg af dovne tjenere og fede munke. Ikke desto mindre var A Hand-Book mere komplet og troværdig end sine konkurrenter, og essensen i den, nemlig Fords vellykkede insisteren på at udvide sin egen mentale horisont samt at introducere en fremmed kultur for sit stokkonservative hjemlands overklasse, er stadig lige prisværdig og aktuel.
For så vidt kan ethvert fornuftigt væsen vel i dag skrive under på Fords ord om, at »det er en fattig og ulogisk ideologi at bedømme udlændinges skikke ud fra vor egne vaner, fordomme og konventionelle meninger« – i hvert fald indtil vi får at vide, at det er tyrefægtning, Ford her skriver om. Så er der nok nogle, der står af.

En fortjent biografi
Det var Harriets dårlige helbred, der i første omgang havde ført familien til Granada, hvor de slog sig ned på Alhambra-slottet. Harriet blev imidlertid aldrig kureret, og hvordan hun oplevede Spanien, fremgår hverken af Fords eget forfatterskab eller af Robertsons biografi. Hun døde fire år efter hjemkomsten til England.
Ford derimod levede videre endnu 20 år, og med Richard Ford har han fået den biografi, han fortjener. Selvom man kunne have ønsket sig, at Robertson havde løftet blikket fra sine kilder og eventuelt havde gravet lidt mere i Fords rastløse natur – hvorfor forlod han så ofte sin familie? Hvorfor lagde han an på snart alle de unge kvinder, han mødte ved selskabelige lejligheder? – kommer han på imponerende vis omkring et spændende liv, der gjorde en forskel i en hæsblæsende tid, hvorunder kimen til vort moderne samfund blev lagt. Efter sidste side er man klar til at læse eller genlæse Fords egne bøger. Og dem kan man i øvrigt godt stikke i håndbagagen, hvis turen går til Spanien.

Ian Robertson: Richard Ford 1796-1858: Hispanophile, Connoisseur and Critic.381 sider. Michael Russel, England. ISBN 0-85955-285-3

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her