Carrots, sticks and tricks Overskriften i en Hongkong-avis forleden dag sammenfatter meget præcist den første store valgkamp, som Beijing nogensinde har tilladt gennemført under kommunistpartiets ledelse. Hele skalaen af pressionsmidler er blevet taget i brug forud for gårsdagens valg til det semiautonome territoriums miniparlament kendt som Legco eller Det Lovgivende Råd til trods for at den reelle magt aldrig i noget omfang er sat på spil. Men efter en intens valgkamp gik et rekordstort antal vælgere i går til stemmeurnerne i Hongkong for at deltage i et valg, der opfattes som en vigtig strømpil for stemningen i byen efter syv år med kinesisk styre.
De første prognoser, som var baseret på interviews med vælgere, der havde stemt, viste, at prodemokratiske kandidater var gået frem ved valget og stod til at få 18 af de 30 pladser, som vælges direkte til den lovgivende samling. Men det særlige valgsystem betyder, at en folkelig opbakning på 75 procent af stemmerne, kun vil sikre de demokratiske kandidater 25 eller 26 af de i alt 60 pladser i Det Lovgivende Råd. 30 pladser i det lovgivende råd tilhører en lille elite på 199.000 personer fra erhvervslivet og professionelle grupper. 11 af disse pladser er slet ikke på valg.
Men en styrkelse af de demokratiske grupper vil alligevel kunne skabe problemer for Beijing, som frygter at miste kontrollen med den tidligere britiske kronkoloni. Samtidig er der i Kina frygt for, at stærke prodemokratiske grupper i Hongkong ville kunne på virke demokratiske bevægelser i Beijing og andre af landets storbyer.
Politisk vækkelse
Med det herskende system er vælgernes rolle i praksis begrænset til at udpege en opposition. Kinas politiske ledelse må betale en høj pris. Beijings indgriben indebærer, at man har offret patriarken Deng Xiaopings gamle doktrin om en nation to sy-stemer, som også var tiltænkt at skulle lokke Taiwan tilbage til fædrelandet.
En stor del af Hongkongs syv millioner indbyggere er blevet politisk vakt som aldrig før i vrede over Beijings usynlige hænder og vægren sig imod at indføre direkte valg og demokrati fra 2007 eller 2012. Ventetiden kan nu i værste fald komme til at strække sig til 2047
»Beijing nærer en så omfattende mistillid til oppositionelle ytringer, at man ikke drister sig til at renoncere på selv det mindste fnug af politisk kontrol«, skriver den ansete kommentator Frank Ching i South China Morning Post.
Martin Lee, oppositionens lysende stjerne, er i samme grad overbevist om, at kommunistpartiet er den egentlige modstander i valget.
Blot syv år efter briternes retræte fra deres tidligere kronkoloni er demokrati blevet tidens store spørgsmål i Hongkong. Omkring en halv million indbyggere har deltaget i de to protestmarcher mod Beijing, som fandt sted 1. juli årsdagen for genforeningen med fædrelandet i år og i fjor.
De kinesiske ledere har kun sig selv at takke for den voksende folkelige modvilje.
Tiden ikke moden
Igennem de 150 år, Hongkong var del af det britiske imperium, var demokrati et ukendt begreb. London herskede i kraft af en guvernør, som lagde grunden til velstand, men aldrig tillod ytringsfrihed, politiske partier eller bare fagforeninger. De var først umiddelbart før overdragelsen til Kina i 1997, at reformer blev indledt i åbenlys trods og til Beijings store vrede. Hongkong er i dag lige så superkapitalistisk som altid og har både formået at bibeholde velstand og de tidligere frihedsgrader. Frem til i fjor skød bystatens indbyggere skylden for alle problemer på den lokale administration og Tung Chee-hwa en styrtende rig, men inkompetent og arrogant fhv. skibsreder, som Jiang Zemin havde placeret ved roret. Beijing stod stejlt på sit, indtil man til sidst gik med til at finde en afløser for Tung og tillade territoriet at vælge sin egen leder.
Begrundelser om at »tiden ikke var moden« blev opfattet som en dårlig vits. Hongkong har et lige så højt uddannelsesniveau som Japan.
Protesterne styrkede demokratibevægelsen, og den ulmende uro fik de kinesiske ledere til at blande sig direkte i valgkampen. At systemet garanterede dem en majoritet i Legco halvdelen af de 60 medlemmer udpeges af Beijing-loyale interessegrupper kunne ikke opveje frygten for den ydmygelse, som et valgnederlag kunne indebære.
Første skridt var en patriotisk kampagne. Alle som havde afvigende holdninger blev stemplet som upatriotiske. De tre mest populære oppositionelle radioværter blev truet af ukendte personer og valgte at flyve udenlands. Ind fløj i stedet Kinas første astronaut og de 32 guldmedaljevindere fra OL under pomp og pragt.
Ud fra den overbevisning at pengepungen ligger tættest på hjertet lovede Beijing at flere af de olympiske konkurrencediscipliner i 2008 kunne afvikles i Hongkong, ligesom det blev givet grønt lys for, at 150 millioner sydkinesere kunne tillades at være turist i det kapitalistiske paradis, og ejendomsbranchen blev reddet ud af en
langvarig krise ved at give rige kinesere ret til køb af fast ejendom og bosættelse.
Skræmmekampagne
For at skræmme og skandalisere oppositionen blev en af dens kandidater anholdt under et besøg i Sydkina og blev uden rettergang idømt seks måneders arbejdslejr for påstået sex med en prostitueret. Rygter om korruption er sat i omløb om andre og den frisprogede Emily Lau har fået både sit kontor og sin lejlighed vandaliseret. En politi- og skatteraid mod kritiske aviser, bl. a. South China Morning Post, har givet ejerne kolde fødder.
Erhvervslivet bidrager på sin side med dommedagsprofetier om, hvordan den liberale opposition ville drive Hongkong ud i konkurs med sine dagdrømmerier og velfærdspolitik, hvis den kom til magten.
At tæt på en halv million hongkongere måtte tigge på gaderne i sommer gav magthaverne de dårligt tider skylden for. Nu duer den undskyldning ikke længere, eftersom økonomien igen blomstrer. Et valgnederlag for Beijings loyalister vil derfor udelukkende kunne forklares ud fra styrken af kravet om demokrati. Valget er ikke bare en gyser på længere sigt kan det også blive politisk eksplosivt.
For Beijing var målet af begrænse oppositionens styrke til et niveau, der ikke overstiger de 22 mandater, som den vandt for fire år siden. udsigten til yderligere fire-fem mandater vil indgyde mod og politisk morgenluft i den demokratibevægelse, som i sommer vovede at udvide sine krav til at forlange intet mindre end »en afslutning på etpartistyret og oprettelsen af et demokratisk Kina.«
Da valglokalerne søndag havde været åbne i 11 timer havde 1,23 millioner vælgere stemt omkring 38 procent af de i alt 3,2 millioner registrerede vælgere. Stemmedeltagelsen så dermed ud til at blive markant højere end ved det seneste valg i 2000, og en del steder var stemmeurnerne overfyldte midt på valgdagen, hvilket skabte lange køer.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
