Læsetid: 4 min.

Køb og salg af varm luft

Køb og salg af CO2-kvoter er ikke miljøøkonomi, men økonomi udsat for kreativ bogføring
15. september 2004

Miljøanalyse
John Kerry, demokraternes præsidentkandidat, har givet den amerikanske præsidentvalgkamp en markant drejning.
Med afsæt i hvad der ligner den pt. umoderne indsigt, at menneskets historie er teknologiens historie, spiller han ud skarpt centreret på krig og fred, fremtid eller kollaps – teknologisk forstået. Kerry vil, når talen er om krig, satse på højteknologi og amerikansk kreativitet. Ikke i form af intelligente bomber, krydsermissiler mm, men energifremstilling.
Aldrig mere skal unge amerikanere miste livet for at sikre energi til USA, er valgbudskabet, men substansen er ikke til at tage fejl af. Krig handler om energi, og det vil sige olie.
I stedet for at satse på at vinde fremtidens energikrige, vil Kerry, at USA skal levere sin egen energi, og han er ikke blind for miljø-aspektet. Pointen er jo også nærmest gratis, kan man sige, hvilket ikke gør den ringere.
Vi står med en sjældent begavet politisering af den offentlige debat. Tør man tro, at et par årtiers ørkenvandring på højreradikalismens præmisser, her som hisset, er ved at klinge ud?
»Det er et grundlæggende miljøøkonomisk faktum, at det bliver marginalt dyrere og dyrere at begrænse forureningsniveauet«, derfor kan vi »reducere langt mere ved at lægge indsatsen i Østlandene end i f.eks Danmark«, det viser »bl.a egne analyser«, skriver Dorte Vigsø fra det statslige Institut for Miljøvurdering (IMV) i nærværende avis den 28. juni.
Det ligner spild af skatte-ydernes penge, for hvad skal man dog med »egne analyser«, når det nu drejer sig om »grundlæggende fakta« fra lærebogen? For det andet er det så langt fra et miljøøkonomisk faktum. Det er en banalitet, hentet i første kapitel af Begynderbog i hverdagsøkonomi, og således lokaliseret er det da, økonomisk set, så sandt så sandt, at det kan betale sig at lægge forureningsbekæmpelsen, hvor den er billigst (andet giver ligesom ikke rigtig mening), og det vil ofte sige, hvor forureningen er værst, Rumænien for eksempel. Fra et miljøøkonomisk synspunkt derimod, kan det se helt anderledes ud, ellers behøvede vi jo ikke miljøøkonomi som selvstændig disciplin, og her kommer Kerry ind, sammen med køb og salg af varm luft.

Varm luft
Handel med kvoter, hvor Danmark, for at leve op til Kyoto-protokollens, køber sig ret til at udlede CO2, eller investerer i miljøforbedringer af lokal teknik, i Rumænien for eksempel, er sådanne måder til at slippe billigst muligt på.
Den slags kan virke, men de rette forudsætninger skal være til stede.
Plottet er, at ingen ved mere om energiteknologi, end energisektoren selv, så kan man få dem til at konkurrere på miljøeffekten, rent teknologisk, så kan det gå stærkt.
Det forudsætter dog, at virksomhederne befinder sig på et sammenligneligt teknologisk stade, ellers vil man blot erstatte et meget dårligt kraftværk, med et dårligt kraftværk, hvilket nok giver en øjeblikkelig CO2 gevinst, og en økonomisk gevinst, men ikke en miljøøkonomisk, for der følger ingen teknologisk innovation med.
Helt håbløst bliver det, når man, som i Vigsøs anbefaling, satser på køb af kvoter i lande, som ikke kan bruge deres egne på grund af økonomisk sammenbrud. Her er der ikke engang en CO2 besparelse, men alene en økonomisk, som så kan omsættes i flere CO2-forurenende nordjyske motorveje.
Samtidig tilfører metoden miljømæssigt forældede teknologier en kunstig markedsmæssig værdi, uden at den miljøøkonomiske fordel, som en fortsat teknologiudvikling ville medføre, følger med.
Køb af kvoter på disse præmisser er ikke miljøøkonomi, men økonomi, udsat for kreativ bogføring – noget, vi har set før.

IMV på gale veje.
Omstilling til en ikke-CO2-udledende energiproduktion kræver netop det, Dorte Vigsø fraråder, at vi reducerer CO2-udslippet i »den dyre ende«, dvs. hos os selv og ikke i Rumænien, for det er her, i den dyre ende, at teknologiudviklingen sker.
Og skal vi, og det skal vi, have en økonomi som ikke baseres på afbrænding af fossile brændsler, så skal der ny teknologi til. Ja, det forudsætter teknologi-spring af en størrelsesorden, som vi er vant til kun at tænke på i sammenhæng med krig. Men det kunne da være morsomt, om vi kunne springe krigsfasen over og blot gå i gang, til klodens, og fredens, almindelige velbehag.
Samtidig vil det nok være smart, hvis Danmark var klar på det amerikanske marked for avanceret energiteknologi, når og hvis det virkelig måtte ske, at verdens mest energifråsende nation satsede på den CO2-neutrale fremtid.
Men tør man tro det? Fredspolitik og miljøpolitik på samme hammel, forenet i et konstruktivt teknologisyn og en materialistisk politikopfattelse? Måske, men så må den Lomborgske tilgang stoppe, og det er nok ikke lige til, for er der nogen, der står sammen om, at olie også skal være fremtidens krigsårsag og CO2 menneskehedens fortsat største udfordring, så er det Bjørn Lomborg, George Bush, Anders Fogh og The Economist.
Det er dog nok en valgkamp værd, og gevinsten ved at sætte økonomitænkningen i skammekrogen kan vise sig uvurderlig, i bogstaveligste forstand.

*Claus Heinberg er Geolog lic.scient. ved Institut for Teknik, Samfund og Miljø på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu