Læsetid: 2 min.

Ville De købe et hemmeligt dokument af denne mand ?

Betty Nansen Teatrets ’Demokrati’ har en trumfhånd i rollebesætningen og seværdige præstationer, men historien tabes på gulvet
30. september 2004

Teater
Hvis man retter forventningerne til Demokrati ind efter det på flere måder høje niveau i Frayns foregående stykke på Betty Nansen, det fabelagtige København, får man sig én på overraskeren. I historien-med-citatmosaik om Willy Brandt og hans DDR-Judas, Günter
Guillaume, skejer dramatikerstemmen metronomregelmæssigt ud til andre fiktions- og fortælleniveauer. Selvsagt djævelsk underholdende, med Langdal og Kreutzmann som dirigenter, men også djævelsk godt skrædderi fra Frayns side; genrespænd og opsætning – tempospændt, pulsbankende og musikalsk – bliver et noget misanbragt sødemiddel på historiens indbyggede elendighed. Politisk såvel som menneskelig. Synes Deres udsendte – det meste af publikum synes noget andet.
Holdet er en trumfhånd med en enkelt – på en sær led symbolsk? – undtagelse. Brygmann som kansleren på lerfødder, det ny demokratiske Tysklands håb med de menneskelige achilleshæle? Nyt kropssprog, glimrende facetteret – trods fraværet af fysisk pondus i forhold til modellen. Tom Jensen som minister Ehmke, der døvt&blindt introducerer Guillaume: fremragende i sin jovialitet, tankevækkende i sin fremturen – har et kanslerhof virkelig råd til have en sikkerhedsmæssig fjumremikkel så tæt på?
Morten Staugaard som Guillaumes østtyske dukkefører: dramaet spiller sin egen intense melodi på hans tilskueransigt. Troels II Munk som SPD-gruppeformand: gammel ræv med autoritet og kort i ærmet, når det brænder på. Morten Eisner som chef for sikkerhedstjenesten: instrueret som om han selv lavede markarbejdet, mon dog? Men masser af logrende blodhund med næsen i sporet. Niels Bender: dybt gennemarbejdet figur (med pondus til Brandt-rollen...) og Michael Sand som buddyguard – every pun intended – et studie i loyalitet. Allan Klie som den på-spring-stående Genscher økonomiserer med det sparsomme Frayn har givet rollen, mens der ingen dækning er for Helmuth Schmidt hos Peter Mygind. Hvem er hans Schmidt? Og hvorfor skulle dén Schmidt vente at blive monumentet Brandts efterfølger? Forklaring udebliver.
Og Judas? Her brænder hele projektet på, for Nikolaj Lie Kaas spiller Stasi-muldvarpen som lige dele hofnar, spytslikker og stand-up komiker. Gennemført utroværdigt helt frem til slutningen, hvor alvoren får lov til at få plads. Indtil da gør Kaas’ spil de ni omkringstående til politisk-menneskelige amatører og hvor sandsynligt er det? Spillet er – isoleret set – fremragende – men buffonen er odd man out i sammenhængen og Guillaumes personlige omkostninger får for sent en vis tyngde.
Et langdalsk magtshow i flot gennemført stop motion, fuld af showstoppere, der hyler publikum ud af den sateme højst vedkommende kontekst. En svir af dansende jakkesæt og seværdige præstationer, men tabt på gulvet og halvvejs til musicalen, hvis man vil noget med politiker-kvababbelsen.

*Demokrati af Michael Fryn. Godt ovs.: Troels II Munk. Instr.: Peter Langdal. Scen.: Karin Trille Høj. Koreografisk assistance: Kenneth Kreutzmann. Betty Nansen Teatret. Til nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her