Læsetid: 11 min.

’KofiGate’ er politisk dynamit´

Beskyldninger mod højtstående FN-folk, præsidenter og politiske partier verden over svirrer i forbindelse med den komplekse sag om svindel med det såkaldte ’olie-for-mad’-program under FN. Men er beskyldningerne sande? Eller er det massiv højrefløjspropaganda?
7. september 2004

Tillod FN, at det såkaldte ’olie-for-mad’-program blev »et bekvemt middel for Saddam Hussein, hvorigennem han købte sig til international støtte gennem bestikkelse«, sådan som tidligere rådgiver for det nu opløste Irakiske Regeringsråd, briten Claude Hankes-Drielsma, påstår i avisen The Telegraph? Og var FN-topfolk selv fedtet ind i korruptionsskandalerne?
Eller er det »uberettigede beskyldninger«, som er blevet »spredt af en håndfuld indflydelsesrige, konservative tv- og avisjournalister i USA«, sådan som den franske ambassadør til USA, Jean-David Levitte, påstår i Los Angeles Times?
Svaret er ikke ligetil. En gennemlæsning af hundredvis af artikler om emnet fra især amerikanske og britiske aviser giver indtrykket af, at noget gik ravruskende galt med administrationen af det enorme humanitære program, som løb fra 1996 til 2003 med det sigte, at Irak gennem salg af olie kunne købe mad og medicin til den trængende befolkning. Indtrykket bakkes op af en undersøgelse foretaget af USA’s Rigs-
revision, som viser, at det lykkedes Saddam Hussein at overføre mindst 10 milliarder dollar til egne konti fra dels ulovlig oliesalg og dels fra store beløb betalt ’under bordet’ i forbindelse med oliehandel med firmaer, som FN havde godkendt til at handle med Irak under programmet.
Samtidig afslører artiklerne, at amerikanske konservative medier og politikere glubske har kastet sig over det, der har fået tilnavnet ’KofiGate’ i et forsøg på at udnytte sagen til at underminere FN’s troværdighed, autoritet og fremtidige rolle på på den verdenspolitiske scene.
Selv uafhængige forskere som Henrik Thune fra Det Norske Institut for Internationale Relationer (NUPI) har svært ved at vurdere, om den spegede sag er en kæmpe skandale eller ren propaganda.
»Jeg tror, at alle vidste, at der var en masse tilbagebetalingssystemer, og at systemet blev misbrugt til alle mulige formål af regimet i Bagdad. Men i forhold til, om FN-personale var involveret i det, kan jeg kun sige, at jeg vil være yderst skeptisk over for rygter og starte med den præmis, at det hele er et politisk spil, hvor forskellige aktører har en interesse i at bebrejde FN for alt i Irak,« siger Thune, der forsker i bl.a. FN og sanktionerne mod Irak.

Skandalen begyndte for alvor at rulle i januar 2004, da den irakiske avis al-Mada offentliggjorde en liste med 270 navne på enkeltpersoner, virksomheder, journalister, præsidenter, politikere, partier og organisationer som alle – ifølge papirer som skulle stamme fra det irakiske oliemi-nisterium – havde modtaget millioner i bestikkelse af ekspræsident Saddam Hussein i form af en slags olie-værdikuponer, der kunne videresælges.
Listen er chokerende – hvis den er sand. Ca. en fjerdedel af modtagerne er russiske – i alt skulle den russiske stat have modtaget 1.366 millioner tønder olie fra Irak. Desuden skulle den russiske præsident Vladimir Putins parti, Peace and Unity Party, have modtaget 34 millioner tønder, og den rus-siske ortodokse kirke står som modtager af fem millioner tønder – foruden en lang liste af andre russiske partier, enkeltpersoner og virksomheder.
Andre indflydelsesrige personligheder, som ifølge listen har modtaget olie, er det britiske medlem af underhuset George Galloway, den tidligere franske ambassadør til FN, Bernard Merimee, den tidligere franske indenrigsminister Charles Pasqua, Chads udenrigsminister, Khaled Gamal Abd Al-Nasser, søn af Egyptens afdøde præsident Nasser og mange, mange flere.
Hovedparten af de anklagede har efterfølgende været ude og afvise anklagerne. Claude Hankes-Drielsma, der stod i spidsen for en undersøgelse af skandalen for det forhenværende Irakiske Regeringsråd – indtil den daværende øverste leder i Irak, Paul Bremer, fik sparket undersøgelsen til hjørne ved at sende opgaven i licitation – stoler omvendt 100 procent på listen og andre papirer, han skulle have gennemlæst.
»Betydelige beløb blev brugt til at købe indflydelse for at sikre, at lande stod i gæld til Saddam Hussein og hans regime,« siger Hankes-Drielsma, der var »rystet i sin inderste sjæl« efter at have læst papirerne. »Jeg var så chokeret, at jeg forlod rummet. Det tog mig 15 minutter at komme mig,« forklarede han BBC.
Og der var mere. I april kom den amerikanske tv-station ABC News med en for FN endnu mere rystende påstand; nemlig at FN-vicegeneralsekretæren, cyprioten Benon Sevan, som var øverste chef for ’olie-for-mad’-programmet gennem seks år, også skulle have modtaget bestikkelse.
I et brev dateret 10. august 1998 til den daværende irakiske olieminister, Amer Mohammed Rashid, er der – blandt andre henvisninger til Sevan – en overskrift med følgende ordlyd: »Oliemængde tildelt og givet til hr. Benon Sevan«. I en tabel på samme side står der 7,3 millioner tønder ud for »mængde ekspederet« – et beløb som, hvis det er sandt, ville have givet en profit på op til 3,5 millioner dollar.

Det var beskyldningerne mod Benon Sevan, gennem mange år Kofi Annans højre hånd, samt yderligere to højtstående FN-ansatte, som fik generalsekretæren til i april at gå med til en uafhængig undersøgelse af programmet under ledelse af Paul Volcker, tidligere direktør for USA’s Nationalbank. Benon Sevan selv afviser enhver påstand om at have modtaget nogen form for bestikkelse. Tilbagevises anklagen, står spørgsmålet om, hvordan han som ansvarlig for programmet kunne lade 10 milliarder dollar slippe uden om programmet og ind på Saddams private konti, imidlertid forsat ubesvaret hen.
Ifølge en chef for oliefirmaet Petrel, der ifølge avisen The Telegraph havde brugt år på at opbygge et godt forhold til Saddam Hussein med det håb at få kontrakter i Irak under FN-aftalen, var ’olie-for-mad’-systemet pivåbent for svindel.
»Grundlæggende set så korrumperede ’olie-for-mad’-programmet stort set alle, der kom i kontakt med det,« siger David Horgan til avisen.
Ifølge Horgan var problemet med programmet, at irakerne selv kunne prissætte den olie, de solgte under programmet. Det betød, at de kunne sælge olien til under markedsprisen, hvilket gjorde det muligt for mellemhandlere at tjene på videresalget af olien. Efterfølgende blev denne profit delt mellem mellemhandlerne og det irakiske olieministerium.
»Irakerne ville altid prissætte olien til omkring 60 cent pr. tønde mindre, end man kunne sælge dem for. Så ville der være en bred margin på omkring 1,3 millioner dollar pr. tankskib, som man ville dele med ministeriet,« fortæller Horgan, der tilføjer, at han afslog et sådan tilbud fra irakerne, efter at have fået forklaret, hvordan det fungerede.
Ifølge avisen The New York Times vurderer USA’s Rigsrevision, at en af årsagerne til at det lykkedes »irakerne at opkræve illegale ekstrabetalinger og provision«, sandsynligvis var, at irakerne selv fik lov til at vælge, hvem de ville handle med under ’olie-for-mad’-programmet, samt at de fik selv lov til at forhandle kontrakterne på plads.
Alle aftaler skulle dog checkes af den såkaldte ’661-Sanktionskomité’ under FN’s Sikkerhedsråd, som skulle sikre, at Irak brugte oliepengene til mad og medicin og ikke til paladser og ulovlige våben.
Ifølge The New York Times var bestikkelsessagerne og Iraks praksis med at kræve penge under bordet en åben hemmelighed i årevis – men ingen gjorde noget ved det.
»Alle sagde, at det var en frygtelig skam og en overtrædelse af international lov, men der var in-gen vilje til at tackle det,« fortæller den hollandske diplomat Peter Van Walsum, som var leder af Sanktionskomiteen i 1999 og 2000, til avisen.
Flere iagttagere mener, at en af grundene til ’den manglende vilje’ meget vel kan være, at programmet var blevet en hel virksomhed i sig selv, som ingen var interesseret i at lukke ned – i alt var 10 FN-organisationer involveret i administrationen af programmet, som blev finansieret ved, at FN fik 2,2 procent i provision pr. ’olie-for-mad’-transaktion.
»FN udførte ikke udelukkende sit arbejde for Iraks bedste. Penge fra Saddams regering holdt FN kørende i et par år,« siger en højtstående kilde inden for FN til The Telegraph.
Ifølge Claude Hankes-Drielsma blev det til i alt 1,1 mia. dollar i provision, som han ikke mener, FN har redegjort for brugen af.
»Hvad FN gjorde med disse administrationsgebyrer peger i retning af korruption i et omgang, der aldrig er set før. Dette program skulle hjælpe det irakiske folk, men blev brugt af FN til egne formål. Der er så mange facetter i dette største fupnummer i FN’s historie,« siger han til The Telegraph.

At den amerikanske højrefløj har fået sig en god sag, kan man ikke være i tvivl om, efter at have lavet et par søgninger på internettet. Et væld af hjemmesider, der har kastet sig over emnet, dukker op under navne som: crushkerry.com, libertythink.com og thenewamerican.com, såvel som mod-hjemmesider. Et eksempel på, at den ideologiske krig er i fuld gang, er Dirk Adriaensens indlæg på ’Cambridge Solidarity with Iraq’s hjemmeside: »Amerikanske republikanere baner vej for en omskrivning af historien. Man læser beskyldninger som: ’baseret på fakta, som jeg er dem bekendt i øjeblikket, har FN fejlet i sin forpligtelse over for det irakiske folk og det internationale samfund.’ Som om 661-komiteen (komiteen under Sikkerhedsrådet, der skulle tjekke alle aftaler under programmet, red.) aldrig fandtes. Som jeg har sagt: Vi må være på vagt. Dette er måske kun starten på fordrejningen af fakta om sanktionerne. Vi bør studere disse beskyldninger grundigt og reagere om nødvendigt eller lave et ’mod-charteque’.«
En af de få forskere, som har fulgt sanktionspolitikken over for Irak fra starten og nu studerer den såkaldte skandale, er David Cortright, forsker ved Kroc Instituttet ved Notre Dame Universitetet i Indiana. Han giver Dirk Adriaensen ret i, at hele sagen er blevet fordrejet, om end der er foregået svindel under programmet.
»Dette er absolut ikke den største skandale i FN’s historie. Der foregik smugleri af olie, og der blev indgået aftaler under bordet. Dette var velkendt i pressen over alt i verden, og det blev diskuteret åbent på møder i FN’s Sikkerhedsråd, hvor man forsøgte forskellige foranstaltninger for at stoppe det,« siger Cortright til Information.
»Jeg og mine kolleger lavede en grundig undersøgelse af, hvor mange penge fra Iraks oliesalg, der rent faktisk gik gennem den FN-konto, der var oprettet under programmet. Vi fandt frem til, at det drejede sig om 85 procent, hvilket er en ekstraordinær grad af effektivitet, når man tænker på, at det menneskelige svar på kontrol er at forsøge at finde måder at snyde på. Der er intet andet FN-sanktionsprogram, som har haft den succesrate.«
Listen på 270 navne mener David Cortright heller ikke, man skal købe ukritisk – især ikke fordi den stammer fra Ahmed Chalabi, der i de kaotiske dage efter Bagdads fald tilsyneladende fik fingrene i store mængder dokumenter fra irakiske regeringskontorer. Chalabi er især kendt for at være en af ophavsmændene til urigtige oplysninger om ulovlige våbenprogrammer i Irak forud for invasionen.
»Vi ved ikke engang, om det rent faktisk blev fundet i et irakisk regeringskontor. Men lad os antage, at det er sandt. I så fald ved vi stadigvæk ikke, om tilbuddene om bestikkelse fandt sted. Hvis de gjorde, må vi spørge os selv, hvor disse enorme summer er. Hvis flere end 200 personer sælger disse oliekuponer og får overskud på millioner af dollar, så må det skabe et enormt spor, som nogen må kunne finde – det er ikke sket. Hankes-Drielsma har ikke engang fremvist kopier af de omdiskuterede dokumenter,« siger Cortright, som vurderer, at hovedparten af anklagerne er politisk motiverede.
»Det er et forsøg fra nogle på den yderste højrefløj, som gik ind for invasionen af Irak, på at underminere FN’s troværdighed.«
Hvad Ahmed Chalabi og Claude Hankes-Drielsma får ud af det? David Cortright mener, at målet var det samme som den amerikanske højrefløjs, eftersom Chalabi er kendt som modstander af FN og i januar 2004, hvor listen med de 270 navne blev frigivet, endnu ikke var faldet i unåde hos amerikanerne.
»Husk på, at disse anklager kom frem for første gang, da mange talte for, at FN skulle overtage administrationen med besættelsen af Irak,« siger Cortright, som tror, at den igangværende undersøgelse vil frifinde FN og dets personale.
Ifølge et interview, som Claude Hankes-Drielsma gav til CNN d. 16. april, mener han da heller ikke, at FN er det bedste bud på en ny administrator af Irak.
»FN’s troværdighed er på lavpunktet (blandt irakerne, red.) lige nu – forståeligt nok. Derfor må man stille spørgsmålstegn ved enhver rolle for FN i øjeblikket,« siger Hankes-Drielsma, der dog prompte afviser, at dokumenterne med bl.a. FN-chef Benon Sevons navn blev lækket for at lægge pres på eller miskreditere FN.
»At dette skulle være udelukkende politisk motiveret, mener jeg, er en absurd beskyldning, som kun kan komme fra de folk, som har en politisk dagsorden,« siger han.
Undersøgelsen af ’Olie-for-mad’-programmet ventes at tage omkring et år.

FAKTA

Al-Madas liste

*I januar 2004 udkom den irakiske avis al-Mada med en liste med 270 navne på enkeltpersoner, virksomheder, præsidenter, politiske partier, FN-folk osv., som skulle have modtaget bestikkelse i form af olie-værdikuponer i årene 1996 til 2003, hvor FN bestyrede det såkaldte ’olie-for-mad’-program. Det er ikke klart, om
listen er ægte eller falsk. Blandt navnene var (angivet i tønder olie):

*Fra Rusland:
Den russiske stat: 1,366 millioner
Det russiske kommunistparti: én million
Vladimir Putins Peace & Unity Parti: 34 millioner
Den russiske ortodokse kirke: fem millioner

*Fra Frankrig:
Charles Pasqua, forhenværende indenrigsminister: 12 millioner
Firmaet Trafigura ejet af Patrick Maugein, forretningsmand tæt på præsident Chirac: 25 millioner
Bernard Merimee, tidligere fransk ambassadør til FN: tre millioner

*Fra Syrien:
Firas Mostafa Tlass, søn af Syriens forsvarsminister: seks millioner

*Fra Indonesien:
Præsident Megawati Sukarno-
putri: to millioner

*Fra Spanien:
Ali Ballout, Libanesisk pro-
Saddam journalist: én million

*Fra Canada:
Arthur Millholland, præsident
for Oilexco: én million

*Fra USA:
Samir Vincent, irakisk-født, arrangerede i 2000, at en delegation irakiske religiøse ledere fik lov at besøge USA: 10.5 millioner
Shakir Al-Khalaji, pro-Saddam formand for den 17. konference for eksilirakere: én million

*Fra Storbritannien:
George Galloway, medlem af Underhuset: én million
Mujaheddin Khalq: én million

*Fra Jordan:
Det jordanske energiministerium: fem millioner

*Fra Libanon:
Præsident Lahouds søn Emil Lahoud: 4,5 millioner

*Fra Egypten:
Khaled Abdel Nasser, søn af afdøde præsident Nasser: 16,5 millioner

*Det Palæstinensiske Selv-styre:
PLO: fire millioner
Abu Al-Abbas: 11,5 millioner

*Fra Libyen:
Ministerpræsident Shukri Ghanem: én million

*Fra Chad:
Udenrigsministeren: én million

*Derudover skulle der ifølge listen være uddelt olie-værdikuponer til enkeltpersoner eller virksomheder fra Schweiz, Italien, det tidl. Jugoslavien, Østrig, Brasilien, Oman, Qatar, Burma, Ukraine, Hviderusland, Sudan, Yemen, Cypern, Tyrkiet, Vietnam, Bangladesh, Malaysia, Pakistan, Forenede Arabiske Emirater, Marokko, Algeriet, Tunesien, Panama, Thailand, Chad, Kina, Nigeria, Kenya, Irland, Bahrain, Filippinerne og Saudi-Arabien. M.

Kilde: The Middle East Research Institutes oversættelse af listen trykt i al-Mada

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu