Læsetid: 4 min.

Komisk opera

Med pluskæbe, lang næse og høj hat er den nye bygning en bajadset maskering af et distingveret indre
28. september 2004

Arkitekturbulens
»Sig til Henning Larsen at han bare skal lade facadens vandrette lameller fremstille af tynd fiberbeton. Så kan de til sin tid fjernes fra glasset igen!«
Sådan lød et sylespidst forslag, Jørn Utzon gav professor og akademirådsmedlem Boje Lundgaard, da de interne diskussioner mellem rådet, Henning Larsen og Mærsk Møller var på sit højeste.
Hvis man i Danmark havde en tradition for komische oper eller opera comique, lå plottet til en succesforestilling lige for, når man hører hr. Møller bryste sig, og den færdige bygnings arkitekt selv sige i fjernsynet, at han er tilfreds med sit og bygherrens kompromis om facadens stålgitter.
I weekendens boguddrag her i avisen kunne ovenikøbet udlæses, at han internt valgte sin attitude allerede i 2.akt, da det stod klart, at slaget om facaden var tabt. Galgenhumor? Man kan næsten se på den erfarent smilende arkitekts ansigt, at det er kommet bag på ham, hvor svært det denne gang var at vinde over en bygherre.

Bombastisk
I 1.akt talte Henning Larsen nemlig for en let og rektangulær glasfacade og havde både 20 og 30 af slagsen at vise frem i model, forstår man ligeledes på Boje Lundgaards åbenhjertige udtalelser i bogen Spillet om operaen.
Mærsk Møller ville derimod beskytte foyergæsterne mod indblik (og Dronningen mod bengalsk belysning i dagligstuen? – nu bliver det stribet i stedet for). I 3.akt er det endt med et kompromis, der risikerer at danne forbillede for Fængselsvæsenets nye rockerkachotter.
Men når det derudover, i presse, akademirådsmemoirer og tv, skal gøres til, at det er den krumme frontfacade med de solide vandrette lameller, der er operahusets arkitektoniske brist, så er det en æstetisk vildfarelse. Huset er i sit ydre i bund og grund en fejltagelse på stedet – midt i aksen, dominerende overfor Amalienborg, og bombatisk høj i forhold til Holmens lave historiske bebyggelse.
Henning Larsen (eller er dét også skibsrederen?) har valgt at lade højden af operaens lyse stenfacade følge den øverste taglinie på Philip de Langes pakhuse – i stedet for at respektere tagets nedre højde og dermed teglfacaderne som mål for rummet mellem bygningerne.

Glas og kastanje
Dertil kommer, at forholdet mellem det skarpe tag, scenetårnet og den slapt dobbeltkrummede glasfacade set fra siden, og dermed gennem størstedelen af havneløbet, danner en bajadset profil med pluskæbe, lang næse og høj hat. Komisk opera udadtil. Hvad så indvendig? Distingveret, velsoigneret, og en anelse kedelig. Sådan er foyeren at komme ind i. Ankomstarealet krummer sig lyst og hvidt om tilskuerummets ydervæg, der som en glat lysebrun kastanje skyder op gennem etagerne.
Det lyder da flot! Jamen, det er det også, på sin vis. Trævæggens krumning er bare lidt for slap, mere sat ballon end frisk kastanje. Og den relation bliver ikke bedre af, at også glasfacaden krummer på to ledder.
Trods Olafur Eliassons glitrende juletræskugler og Per Kirkebys bronzerelieffer på mørk marmoreret baggrund er den omfattende helhed mindre stoflig og imødekommende end foyeren i Århus Musikhus, eksempelvis. Tiden er ganske vist også en anden. Også den tid, der har været til at overveje og projektere en arkitektonisk sammenhæng.
Fra foyerbalkonerne (med udsigtshæmmende stål- og nagelfaste lameller og læderbetrukne kirsebærrøde barskranker) strækker sig svimle løbebroer over det høje mellemrum mellem glas og kastanje, ind i tilskuerrummet. Og dér vil overraskelsen så indfinde sig, for salen er hverken til fest eller reflekser, men temmelig dunkel, i mørkere træ med lysende sprækker som neonrør i forkanten, og øverst fladt guldloft. Så hvis ikke Per Arnoldis fortæppe bliver reflekterende velbelyst, er der dømt hængende øjenskygger i musiklokalet.
Meget står tilbage at bedømme når først jerntæppet går og der kommer publikum i spil. Kunstlyset i foyeren skal også stå sin prøve en vinteraften. Men noget tyder på en overraskende modstilling af hvid foyerankomst og ind under en skinnende kastanjevæg til et auditorium obscura, hvor den summende forventning i en blommefarvet træhule med akustiske udfræsninger som spor efter borebiller i bagvæg og balkonforkanter sætter stemningen, før ouverture, laterna magica og stemmepragt slår til fra storscene og bred orkestergrav.

Hemmeligheder
Det er et moderne barokteater, Møller-fonden på fredag overdrager den danske stat. En operamaskine som sikkert kan alt det, et traditionelt forhold mellem scene og sal kan forlange. I den forstand er det en konserverende gave, skibsrederen har lagt ud.
Men gaven har fået konsekvenser på den anden side af vandet, hvor et nyt skuespilhus snart manifesterer sig lige så voluminøst som operaen. Og længere nede ad kajen er det de to mastodonter, som sætter dagsordenen for såkaldte højhuse ved Krøyers Plads.
Men den danske stat kunne jo bare have sagt nej tak til gaven. Ja, det kunne den, hvis ikke hemmelige forhandlinger og benovede taksigelser var foregået i et politisk klima af griskhed efter en gratis et-eller-andet – opera for eksempel. Også selv om giver selv ville bestemme det hele og under ingen omstændigheder høre tale om arkitektkonkonkurrence eller forskudt placering af operapaladset.
De uheldige omstændigheder har fra starten været kritiseret her i spalterne og på lederplads. Intet i de fire års faktiske forløb har gjort skepsis til skamme. Ulveungerne synger med den ulv, der betaler bygningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu