Teater
Billedet af Saddam Hussein, der dukker frem af sit beskidte skjulehul med strittende hår og angste øjne det er faktisk det herskerbillede, som Det Kgl. Teaters Kongs-emnerne handler om. Her hedder manden bare Skule Jarl den brutale middelalderhersker i Norge, der ikke kan stille sig tilfreds med en del af magten; han vil have det hele.
Den norske Alexander Mørk-Eidem har iscenesat Ibsens overvældende nationaldrama netop med fokus på magtens fald. Stykket rummer også Ibsens andre favoritemner -livsopgaven, tvivlen og forbandelsen fra f.eks. Gengangere og Vildanden. Men her er selve faldet i fokus.
Det lyder måske lovlig højstemt, og når det nordiske ensemble af 10 mænd fra Det Kgl. Teater, Nationaltheatret og Dramaten taler sig gennem halvanden times magtdrømme inden pausen, så er der da også dømt strategiskak og mandehørm, ikke mindst under Ibsens omstændelige spændingsopbygning. Men tilskuerens tålmodighed belønnes. Forestillingens sidste halvdel er en forunderlig rejse gennem selvdestruktionen. Skule Jarl spilles af svenskeren Örjan Ramberg en mand, der er to meter både over skuldrene og i højden, og hvis stemme kan buldre og hviske med samme knivskarphed. Han dræber skånselsløst for den uopnåelige totalmagt indtil han indser sin egen mangel på at føle kærlighed. Så krummer de to meter sig pludselig sammen til en rodet bunke rystende muskler under et alt for tungt bælte. Fysisk forvandler kampherren sig til en særling med strittende hår og angste øjne. Indtil han altså retter ryggen og går ud i sit livs eneste oprigtige dåd
Kysseløse læber
Når man føler gåsehuden over Örjan Ramberg, tænker man: Jamen, hvilken dansk skuespiller ville have kunnet spille den rolle? Det samme gælder faktisk også Håkon Håkonssøns rolle, som den ynglingesmukke nordmand Kåre Conradi giver en fabelagtig blanding af autoritet og naivitet, enøjethed og ædelhed. Til gengæld hitter den danske (norsk-fødte!) Baard Owe ved at fuldende mandemagttrioen med et dybt personligt bud på Biskop Nikolas; en rolle, som han har overtaget med kort varsel fra sygemeldte Jørgen Reenberg. Den 68-årige Baard Owes spinkle finurlighed forenes her med ondskabsfuldhed. Hans biskops impotente hævntrang vokser fra replik til replik. Selv hans dødsreplik er en hånlatter, udløst med stramme, kysseløse læber. Uvilkårligt fik han også tilskueren til at slikke læber - som for at tjekke egen livskraft. Til lykke, hvilket kongeligt gennembrud!
Ellers er det kun Søren Sætter-Lassen som den sorgfulde skjald Jatgeir, der magter at spille op til Örjan Ramberg og som bærer den selvfølgelighed, der kan overmande magt. Men hele det dansk-svensk-norske ensemble har fanget Mørk-Eidems psykologisk fortætningsinstruktion, der måske får Ibsens ungdomsdrama til at fremstå endnu mere moderne, end det var i 1864.
Prisen har tilsyneladende været forestillingens fremstilling af kvinderne, der næsten rammer det selvopofrende komiske. Selv om Håkon gifter sig med smukke Maria Bonnevies stærke Margrete, og selv om Skule forstøder livskloge Kirsten Olesens pligtopfyldende Ragnhild, så fylder kvinderne forsvindende lidt.
Også beskæringerne er også gået værst ud over kvinder og kærlighed. Den følelsesmæssigt afgørende scene med Håkons mor Inga er således fjernet til fordel for en stejl scene alene mellem Håkon og Margrete, hvor Maria Bonnevie kaster sig i underdanig fortvivlelse billedskønt foroverbøjet, men uden nogen udsigt til Ibsens omfavnelse.
Stridt sprogmix
Fortolkningens styrke ligger ellers netop i det billedklare. Christian Friedländers scenografi er bombastisk i sin symbolik: Et bræddehus så stort som en stavkirke, der drejer og drejer, men som for hvert ondskabstræk mister en bræddevæg
(Det stride, nordiske sprogmix forvildede sig ofte ind i brædderne og ikke ud til tilskuerne hvad med mikrofoner?). Jane Marshall Whittakers kostumer er ligeså symbolenkle: Mændene har de smukkeste jakker med brun-bæ kofte-skøder med læder og klingende sølv, mens kvinderne er tonet ned i de ydmygste, midjesmækre uldkjoler, uden spor af husfruernes magtfulde nøglebælter.
Men jo, som ordkamp forløses forestillingen imponerende i denne fællesnordiske bedrift. Og Mørk-Eidems iscenesættelse gør stykket til en verdenspolitisk klassiker, der burde være obligatorisk både for Nordisk Ministerråd og for de endnu mere magtfulde jakkesæt (og få nederdele) i EU. For nu at tage fat i egne cirkler.
Saddam kommer ikke. Men han har jo også allerede spillet stykket selv. Pånær altså slutningen.
*Kongs-emnerne af Henrik Ibsen. Oversættelse (den danske skærer skarpt!): Niels Brunse, Ulf Peter Hallberg og Cecilie Løveid. Iscenesættelse: Alexander Mørk-Eidem. Scenografi: Christian Friedländer. Kostumer: Jane Marshall Whittaker. Lys (poetisk velgørende): Åsa Frankenberg. Videomobiler (smukke, men påståelige): Anders Elberling. Det Kgl. Teater, Stærekassen, til 15. okt. www.kgl teater.dk
