Læsetid: 3 min.

Kontrolleret kærlighed

16. september 2004

Ud fra en rent partistrategisk målestok giver det seneste radikale udspil inden for udlændingepolitikken god mening. På en eller anden måde skal partiet forsøge at finde fælles fodslag med Socialdemokraterne på dette ømtålelige område. Afstanden mellem de to partier har hidtil været særdeles synlig, ikke mindst i kraft af deres modstridende meninger om den såkaldte 24-årsregel. Socialdemokraterne støtter den, fordi de mener, den dæmmer op for tvangsægteskaber. Det Radikale Venstre er imod, fordi de ser den som en krænkelse af fundamentale menneskerettigheder – og iøvrigt også som ganske overflødig, når det gælder om at påvirke mønstret i indvandringen til Danmark.
Med forslaget om i stedet at indføre en 25-årsregel har partiet forsøgt at slå bro til Socialdemokraterne. En løsning skal de jo finde sammen om, hvis de vil fremstå som et troværdigt alternativ til den nuværende regering. Og denne regel har rent politisk den fordel, at den faktisk blev indført tilbage i 2000, under den daværende SR-regering. De radikale kan altså sige, at det blot handler om på ny at blive enig om noget, de to partier tidligere kunne stå sammen om. Den første socialdemokratiske reaktion har da også været imødekommende.
Det eneste krav fra den udlændingepolitiske ordfører, Anne-Marie Meldgaard, har været, at de radikale skal sikre sig, at reglen ikke er i strid med internationale konventioner. Men som professor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet sagde til Information i går, behøver en sådan regel ikke at give uoverstigelige problemer – forudsat at den ikke diskriminerer ved reelt at udelukke visse etniske grupper.

Den afgørende forskel på de to regelsæt ligger i graden af automatik. Den nuværende grænse på 24 år for ægteskaber mellem en herboende og en udlænding – hvis de vil bosætte sig i Danmark – gælder for alle. Grænsen på de 25 år ønsker Det Radikale Venstre til gengæld at anvende med det udtrykkelige formål, at den skal hindre indvandring til Danmark igennem tvangsægteskaber eller arrangerede ægteskaber. Eller sagt med de radikales egne ord, skal unge under 25 år, hvor den ene kommer fra udlandet, kunne godtgøre, at deres planlagte ægteskab hviler på ægte kærlighed. Den tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager mener, at reglen på den måde kan være med til at forhindre tvangsægteskaber og til gengæld lade dem, der har indgået ægteskab, fordi de gerne vil, gå fri for at sidde fast i de nuværende integrationsregler.
Den erklærede hensigt kunne med andre ord næppe være mere ædel. De unge – især kvinderne – skal beskyttes imod ægteskaber, der bliver dem påtvunget eller arrangeret af deres forældre. Beskyttelsen skulle så ligge i, at de, inden de afgav det afgørende løfte, blev afhørt af en godhjertet og lydhør dansk instans, som kunne afgøre, om deres forhold var båret af ægte kærlighed.

Udspurgt om, hvordan denne instans skal sammensættes, savner Margrethe Vestager indtil videre et svar. Dog mener hun, at folk i Udlændingestyrelsen skal have kurser i at tage sig af samtalerne, så de kan gennemskue en løgnehistorie. Endvidere skal de være i stand til at danne sig et kvalificeret skøn over, om ægteskabet er indgået frivilligt eller ej.
Øjeblikkelig opbakning har de radikale fået fra Kristendemokraterne. Deres integrationspolitiske ordfører, Bodil Kornbek, ønsker endda at gå et skridt videre. »Vi vil have obligatoriske mundtlige interview, uden at forældre eller familie er til stede. Men det bør gælde alle – uanset alder,« siger hun.
Disse forsøg på at konkretisere, hvad der kunne ligge i en genoplivning af 25-årsreglen, der i sin tid aldrig for alvor blev afprøvet, viser først og fremmest, at udlændingespørgsmålet efterhånden er ved at bringe dansk politik ud på et absurditetens overdrev. Her taler to partier, der normalt står vagt om individets rettigheder og nærer en sund skepsis over for statsligt formynderi, om en ordning, hvor en offentlig instans skal bevæge sig dybt ind i de mest private og personlige forhold.
Margrethe Vestager nævner, at de, der skal gennemføre samtalerne, kan være en sammensætning mellem en psykolog eller socialrådgiver og juridisk kompetence. Men uanset kombinationen af fag skal disse mennesker afsige kendelse om, hvorvidt forholdet mellem to unge mennesker hviler på kærlighed eller ej. Deres afgørelse vil blive afgørende for, om de to unge kan flytte sammen her i landet.
De unge, der klarer sig igennem kærlighedskontrollen, vil til gengæld kunne smykke sig med en helt usædvanlig titel. De kommer til at leve i et statsautoriseret ægteskab, godkendt af særlige eksperter i at vurdere ægte følelser. Med fuld velsignelse fra Det Radikale Venstre.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her