Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

20. september 2004


Alternativ crooner
*Uha, denne lille canadier, denne Ron Sexsmith bliver da også bare bedre og bedre. Siden den selvbetitlede debut i ’95 har han uden den store bevågenhed sendt den ene fine, følsomme og finurlige singer-songwriter ofring efter den anden på markedet, men vi tør roligt påstå, at han kunstnerisk oplever et foreløbigt peak med Retriever her, det noget i retning af syvende album fra den kant. For det første fordi han som sangskriver 12 gange i rap beviser, at det lort, det mestrer han sgu. Til perfektion. Holdbare melodier med pondus tilsat fint observerende tekster om livets skæve gang. Dernæst fordi han og hans band spiller så fint, så fint, at man må sig fornøje. Og så skader det heller ikke sagen, at det hele er lækkert og indbydende produceret. Straight, men alligevel med både kant, finesse og nerve.
Men cluet er og bliver Stemmen. Kors, hvor dem knægt dog synger fedt efterhånden. At kalde ham crooner giver måske er vildledende indtryk af materialets karakter, men det er ikke desto mindre lige hvad han har udviklet sig til. Det er så de små hår i nakken står ret op. Sexsmith er rykket op i mesterklassen. -lyn

Ron Sexsmith: Retriever (V2/Bonnier-Amigo) www.ronsexsmith.com

Ses vi mon til koncerten med Sexsmith på Loppen i aften? David Meade opvarmer

Tilbage på rette spor
*Hun er ikke meget større end en grønært og sød ser hun ud, denne Lisa Ekdahl, som anno 1994 bjergtog mangen en skandinav med sin selvbetitlede debut. En kompositorisk vindende og smukt opdateret videreførelse af den frodige svenske visetradition gav den store løfter, som Ekdahl desværre ikke viste sig i stand til at indfri på sine mange følgende udgivelser; hvad enten hun fortsatte ad det svenske visespor, sang ’jazz’ – Billie Holiday she ain’t! – eller indgik i diverse (uheldige) alliancer, formåede hun på intet plan at nå niveauet fra sin skumfødte debut.
Før nu, i hvert fald, for med den dystert betitlede Olyckssyster ikke blot matcher, men næsten overgår hun debuten. 11 formfuldendte sange, der melodisk hører til blandt hendes fineste, mens hun tekstligt atter suverænt demonstrerer sin evne til at sætte enkle ord på komplekse menneskelige relationer og problemstillinger. Det mærkes, at hun ikke længere er et nyudsprunget (vidunder)barn, men en moden og reflekterende ung kvinde, der har måttet gennemgå lidt af hvert hvad angår tilværelsens udfordringer. Kun stemmen er stadig lillepiget, men i lyset af det uhørt stærke materiale er det til at leve med.-lyn

Lisa Ekdahl: Olyckssyster (RCA/BMG) www.lisaekdahl.com

Krystallinske klange
*Siger man Rune Grammofon til hippe størrelser, får de øjne så store som tekopper og begynder at savle som denne signaturs hunde ved synet af et ådsel. Dette norske foretagende er nemlig et af tidens hotteste pladeselskaber, men derfor kan det jo godt være ganske udmærket alligevel. Med over 30 udgivelser på bagen har det bidt sig godt fast, ja sidste år fejrede Rune Kristofferson & hans crew sig selv med den både retrospektive og introducerende dobbelt-cd, Money Will Ruin Everything, der viste bredden i selskabets udgivelsespoltitk: improvisation, electronica, ambient, jazz og meget andet. Blandt ’andet’ den magisk-følsomme triphop, Susanna & the Magical Orchestra står for på debuten List of Lights and Buoys. En duo med Susanna Karolina Wallumrød i vokal front og Morten Qvenild på div. instrumenter er der ikke så meget nyt under solen – Susanna selv lyder som en klon mellem Joni Mitchell og Ricki Lee Jones, hvilket heller ikke er så ringe endda – til gengæld er det smukt som bare pokker. Krystallinske klange blandes med isdronningvokaler og ligger materialet fjernt fra poppens mylder, er det overbevisende og stilfuldt. Og så giver duoen den til dato mest originale tolkning af Dolly Partons »Jolene« til bedst samt overrasker med Leonard Bernsteins »Who Am I« i samklang med ni originale kompositioner.-lyn

Susanna & the Magical Orchestra: List of Lights and Buoys (Rune Grammofon(ECM) www.runegrammofon.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu