Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

13. september 2004


Vidunderbarn viser tænder
*Vidunderbarnet fra Wolverhampton, sangeren og sangskriveren Ben Christophers væltede os bagover med sin himmelstræbende debut, My Beautiful Demon, men skuffede lidt med efterfølgeren Spoonface. Oh well – sådan en debut er næsten umulig at overgå endsige bare matche. Men på intet tidspunkt har der været noget at komme efter, hvad angår det vokale, thi Christophers ejer et guddomeligt organ, hvis følsomhed til fulde matcher dets spændvidde.
Og den der enorme stemme får lov at folde sig helt ud på The Spaces In Between, hans til dato mest eksperimenterende og syrede udgivelse. En mere løs og uformel affære end de to første, er der blevet skåret ned for kordrengemanererne til fordel for det mere umiddelbare og organiske. Hvilket i sidste ende formår at have en større emotionel effekt på lytteren end de to mere perfektionistisk skårne forgængere. Summen er noget på en gang weird og fuldstændig fortryllende, med Christophers guitar og stemme i centrum, omgivet af slaskede trommer, fragmentariske klaverfigurer, bizarre synth-effekter og rygradsrislende kor, alt sammen begået af Christophers selv. En spændende udvikling hos en kunstner, der nægter at lade sig kategorisere. -lyn

Ben Christophers: The Spaces In Between (Cooking Vinyl/Bonnier-Amigi) www.benchristophers.com Udkommer i dag

Modbydelig god
*Det engang så medieombruste Stone Roses var – og er stadigvæk – overvurderede. Jo vist var debuten en fin indikator af en tidsånd, som den ramte lige på kornet, men en moderne klassiker? I don’t think so! Til gengæld er gruppens diminuitive sanger, Ian Browns solokarriere blevet lige så konsekvent undervurderet. Hans til dato tre soloalbum – fire, hvis man medtager remix-udgaven af Music Of The Spheres – udgør noget af det mere givende psych-rock i nyere tid. Alle labert producerede, lige til en håndfuld svampe (det er jo ved at være den tid på året), fyldt med melodiøst indbydende sange og tilpas trippede til ikke at komme på kant med mainstreamen, evner de til gengæld yndefuldt at fylde lytterens bevidsthed til randen med billeder.
På den led er der intet nyt under solen på Solarized, udover at den faktisk er modbydelig god... og numrene måske ikke altid er lange nok. Der er blevet plads til et samarbejde med Oasis-drivkraften Noel Gallagher, men det skal ikke lægges Brown til last. Summa summarum, moderne psykedelisk rock, ude af trit med tiden, men helt i sync med den store pulserende masse, vi i mangel af bedre kalder det kollektive jeg. -lyn

Ian Brown: Solarized (Fiction/Universal) www.ianbrown.co.uk Udkommer i dag

Psykedeliske drømmerier
*Selv om L.A.-kvartetten Marjorie Fairs debutudgivelse, Self Help Serenade, som nyhed har et par måneder på bagen – en evighed i Rockland, hvor karrierer såvel bygges op som eroderer på dén tid - er den værd at gøre opmærksom på for dem, der holder af psykedelisk tintet poprock. Anført af sangskriveren Evan gør Marjorie Fair sig i gyldent drømmende sange, de på den ene side peger tilbage på 60’ernes gyldne psych-år, mens de med deres melankolske grundtone på den anden passer perfekt til vor rådvilde, blodige og ofte nedslående medtid og den neo-akustiske scene, hvor credoet hedder »quiet is the new loud«.
Her er langt mellem de store armbevægelser, mens de ditto følelser foldes underspillet, men overbevisende ud på en plade af den slags, der hen ad vejen antager karakter af både venligt væsen og behagelig følgesvend. Intime og sørgmodige sange, opfindsomt spillet og produceret med lige en tilpas understrøm af det diskret bevidsthedsudvidende, fjernt fra verdens vrimmel, udgør pladen en sval brise i en overophedet tid. Indtagende. -lyn

Marjorie Fair: Self Help Serenade (EMI-Capitol). www.marjoriefair.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu