Læsetid: 3 min.

Krig giver livet mening

Hvorfor støtter amerikanere Bush, hvis de ellers er gode og anstændige mennesker?
10. september 2004

Vi sad på verandaen i en amerikansk forstad, hyggede os med gin-tonic i træernes skygge, og tumlede med det store spørgsmål: Hvorfor støtter så mange, trods utallige skandaler, stadig George W. Bush?
Samtalen med min vært var ikke et formelt interview. Hvis man ønsker ny indsigt, er det sjældent klogt med en båndoptager på bordet. Han er en kendt sociolog, som måske ville udtale sig forsigtigt, hvis alt bagefter blev offentliggjort. Vi nåede heller ikke frem til klare svar på det centrale spørgsmål.
Men nogle af hans ord har brændt sig ind i hukommelsen og er dukket op med ny kraft efter de seneste
opinionstal, som giver Bush en stor føring. »Hvis Bush vinder, så bryder min verden sammen,« sagde min vært.
»Jeg har gennem mere end 10 år fremhævet, at den hvide middelklasse består af gode, anstændige mennesker. Måske har jeg overset noget«.
Det oversete kan findes i en bog af krigskorrespondenten Chris Hedges: War is a force that gives us meaning. Krige giver, mener Hedges, livet mening, fordi en længsel opfyldes. Det daglige liv er ofte en trædemølle, fyldt med ligegyldige oplevelser og samtaler. Men »krig er en lokkende eliksir« – ja, en slags narko. Krig giver os beslutsomhed, en sag. Verden bliver mere forståelig, fordi den kan opleves i sort-hvid, uden forvirrende nuancer.
»Mange af os, rastløse og frustrerede, ser ikke et højere formål med vores liv«, skriver Hedges. »Vi ønsker mere af livet. Og krig giver i det mindste en følelse af, at vi kan hæve os over smålighed og konflikter«.
Det er denne længsel, som republikanernes kongres effektivt henvendte sig til.

Kultur nedbrydes
Men krig gør mere endnu. Midt i rusen kan man også blive blinde og hensynsløse. Filosoffen Hannah Arendt påpegede i The Origins of Totalitarianism, at når man følger læresætningen om, at de, der ikke er med os, er imod os, så er vi på vej ind i det totalitære samfund.
Krig nedbryder vores kultur – og ikke kun i USA. Det er usandsynligt, at Lenin er en strateg, som har inspireret George W. Bush i hans ungdom, men alligevel gør han kommunistens visdom til sin i kampen mod terrorisme. Og meget få påpeger, hvem hans forbillede er. Det er sandsynligt, at både Lenin og Arendt har spillet en rolle i den danske udenrigsministers kulturelle udvikling, men alligevel bliver han så smittet af krigskulten, at for-eller-imod dukker op i hans taler.
Per Stig Møller har også glemt sin Orwell, som skarpt analyserede krigens »gavnlige« følger. »Øjeblikkets fjende repræsenterer altid den totale ondskab,« påpegede Orwell i 1984. Det er forståeligt, at terroristers ugerninger inspirerer til fordømmelse og sort-hvid forståelse, men det gør ikke undergravelse af en civilisation, der bygger på selvkritik og respekt for afvigende meninger, mindre alvorlig.
Staterne og deres ledere anfører i krig et korstog. Moralen får via dem et fast fundament, og de kommer i centrum for noget nær tilbedelse, hævder Hedges. De giver næring til en »fundamentalisme«, som gør tvivl til helligbrøde.

Sundhedstegn
Set i dette lys kan man sige, at demokraternes kritik af krigen og Bush repræsenterer et sundt element i USA’s kultur, som førstnævnte sociolog til overflod har dokumenteret. Den hvide amerikanske middelklasse er langt bedre og mere anstændig, end mange ude i verden har øje for. Tvivl, kritiske spørgsmål og opposition trives trods krigskulten.
Men det er også sandt, som Hedges skriver, at »nede under overfladen i ethvert samfund, også vort eget, lurer lidenskabelig længsel efter en nationalistisk sag, der ophøjer os – en sag, som kun krig kan levere«.
Demokraterne er fanget i et uløseligt dilemma. De ligner nemt hedninge i et troende samfund. Dilemmaet kan løses delvist, hvis man beskylder Bush for inkompetence. Det er en anklage, som ikke er helt uden hold i virkeligheden. Men vejen til kætteri går altid via kritik af troens øverste repræsentanter, så de første skridt er svære.
Under og lige efter Vietnam-krigen gennemgik amerikanerne en »ren-selse«, hvor hubris (overmod) blev overvundet af erkendelse. »Vi blev«, skriver Hedges, »et øjeblik tvunget til at se os selv, som andre gør, og det var ikke altid rart. Vi forstod, i det mindste et øjeblik, løgnen«.
Kerry har i sin kampagne bygget på krigskulten, da han fremhævede sin heltestatus fra Vietnam. Men han har ignoreret, at hans egentlig krav på heltestatus ligger i bidraget til denne renselse. Han har aldrig forklaret, hvorfor Vietnam i dag gør ham til en bedre leder. Og den fejl kan koste ham valget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her