Læsetid: 3 min.

Kunstige blomster

Louisianas udstilling ’Blomsten i billedet’ er blevet behørigt anmeldt, så blomsterelskeren føler sig fri til at gå sine egne egensindige veje
18. september 2004

Fortolkninger
To naturtro gederams i vinyl og polyester. Og senere i et andet rum, en hel mark med kæmpevalmuer i forskellige stadier, med svampe, en kokasse og grene i bunden, som består af rigtig jord, samt – for at det ikke skal være løgn – livagtige totter af kvikgræs. Et tabt valmueblad ligger på jorden. Materiale: Polymerer, vinyl, lak, epoxy, oliemaling, jord, grene, sten og plexiglas.
I denne kunstens verden, hvor de fleste af blomsterbillederne forestiller noget andet end blomster – kunst, maleriske problemer, forgængelighed, sex osv. osv. – føler man en pludselig glad fortrolighed ved synet. Dernæst benovelse over, ’hvor godt det er lavet’, og endelig breder køligheden sig: Dette er ikke en gederams.
Den er noget utilnærmeligt, der lever sit eget liv i en parallel virkelighed. Man kan se derind, man kan ikke være med. Men det er sjældent, man kigger så intenst på en gederams.
Går man til udstillingen som blomsterelsker og ikke som kunstelsker – jeg kan mobilisere begge kasketter, men egentlig ikke på samme tid – føler man sig på en måde vældig fremmedgjort. Erik Steffensen efterlyste i sin anmeldelse i Information de kvindelige danske blomstermalere, der angiveligt gav Louisianas direktør Poul Erik Tøjner den første inspiration til udstillingen, Anna Ancher og min farmor, Anna Syberg.
Jeg giver ham ret – selv om det måske ikke er det samme, vi savner. Men jeg savner min farmor. Dette er en utroligt maskulin udstilling. Min farmor fik for nogle år siden den karakteristik af en kunstkritiker, at hun malede blomsterportrætter: Hun kendte hver enkelt blomst, fulgte den i dens udvikling fra knop til frugt, og det var denne intime fortrolighed, hun malede.
Den fortrolighed savner jeg på udstillingen. Blomster er noget fremmedartet for de fleste af de mandlige malere.

Apolitiske blomster
Arrangørerne gør meget ud af blomstermotivets inferioritet. Blomster er apolitiske, blomster er uden noget budskab – bortset fra det arsenal af symbolik, der kan tonses på dem.
Den belgiske maler James Ensor anbringer hele tre kranier mellem de friske, blussende blomster. Så skulle forgængelighedsmotivet vist være feset ind. Især Tøjner gør i sit essay i udstillingens katalog meget ud af blomsterne som en anledning til at male og, ja, som en anledning til helt at løsrive maleriet fra illusionen og gøre det til rent maleri. Begrundelsen for at koncentrere udstillingen om blomsterne som motiv ligger primært i, at de i deres fordringsløshed er så velegnet et objekt for rent maleriske studier. (Det her skulle jo nødigt give mindelser om Allis Hellelands blomsterarrangementer!)
Det er der nu heller ingen fare for – det er en gennemført udstilling af Kunst med det helt store K. Og som sådan skøn at skue. Men blomsterelskeren reagerer, når blomster enten skal betragtes som inferiøre eller udstafferes med hele menneskelivets tunge symbolik for at være værdige til kunsten.
Derfor kan hun også bedst lide de billeder, hvor det er synet af blomsterne, der styrer interessen.
Odilon Redons Blomster i en kinesisk vase, der impressionistisk præsenterer hele den grøftekantsflora, som med dagens gødningsregn er blevet sjælden. Cy Twomblys hastigt noterede valmuer. De står som i skriveskrift, malet hen over en papirsdug med, hvad der nu har været for hånden, som kunne dyppes i farven. Dernæst skåret ud i rektangler. Sådan ser det ud, susende sét. Noldes farveeksplosioner, Matisses lysende friskhed, Monets åkander på søvandets dunkle dybder. Den mand kan male vand. Og så gederamsene og kæmpevalmuerne.

Isblomster
Piet Mondrians foruroligende »Døende solsikke« I og II er til gengæld ikke billeder af blomster, han er ude i noget helt andet, sin egen dramatiske, ulmende fortælling om døden. Egon Schieles blomster ligner hans mennesker – kantede, indadvendte, frysende og forhutlede. Jeff Koons insisterer nu en gang på, at uskyld er farlig og laver oppustelige blomster. Fotograferne kan på en eller anden måde få enhver blomst til at handle om sex. Lovis Corinth kalder et kulsort billede for »Røde og gule tulipaner«. Hvorfor man overhovedet vil male tulipaner, når man får dem til at se sådan ud, er en gåde.
Så med stædig konservatisme dyrker blomsterelskeren på få undtagelser nær det kendte.
Men til slut falder hun gysende for Marc Quinns dobbeltblomst af en orkidé på hovedet i en kolbe og i den anden ende en ildende rød svampelignende ting, der ser ud som en gal mands øje, et ligs røde kinder. Det hele puttet i en glasvitrine og frosset ned til minus 18 grader. Der er isblomster på glasset.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu