Læsetid: 3 min.

Kvarterløft i nye klæder

Regeringen genopliver indsatsen mod ghettoisering, heriblandt en ny udgave af den kvarterløftstrategi, som den selv har aflivet
20. september 2004

Velfærdsanalyse
Integrationsproblematikken har gennem hele regeringens eksistens været et centralt politisk felt. Det kan derfor ikke undre, at det indtager en fremtrædende stilling i såvel udkastet til finanslov som i regeringens almindelige politik. I sin nytårstale blæste statsministeren til kamp mod de negative følger af den sociale arv og specielt fremhævede han den fejlagtige udlændingepolitik, der har skabt indvandrerghettoer.
Regeringen har efterfølgende formuleret en strategi mod ghettoisering og supplerende indsats på integrationsområdet, der fremhæves i forslaget til finanslov. Regeringen vil fremme det gode eksempel, blandt andet frivillige netværk og lokale partnerskaber, styrke danskkundskaberne samt iværksætte forskellige tiltag for at modvirke frafald i uddannelsessystemet.
Det er paradoksalt, at regeringen nu iværksætter en stribe initiativer mod ghettoisering efter at have aflivet igangværende og – efter evalueringsrapporter at dømme – vellykkede indsatser. Det gælder kvarterløftprojekterne og beboerrådgivere samt bypolitikken i almindelighed, der ellers var tænkt som et middel til nytænkning også i integrationssammenhæng.
Regeringens strategi er ambitiøs; det nævnes, at den vil medvirke »til dels at skabe en mere afbalanceret beboersammensætning i løbet af en to til tre-årig periode, dels at forbedre integrationen«. Det gælder tiltrækning og etablering af erhverv, offentlige investeringer, privat-offentlige samarbejdsprogrammer og områdefornyelse. Med mindre der blot tænkes på at komme med forslag hertil, så er det en uhyre stram tidsplan. Tænk blot på den tid det tager at udarbejde, debattere og gennemføre en lokalplan i forbindelse med etablering af et mindre butiks- eller erhvervscenter.

I de mest belastede områder vil regeringen indføre »...en slags frikommuneforsøg på områdeniveau...«
Hvad der menes med frikommuneforsøg står hen i det uvisse; måske handler det om dispensation fra gældende regler for lokalplaner, ventelister og miljøbestemmelser? Strategien indebærer etableringen af en programbestyrelse med to repræsentanter fra den almene boligsektor, en fra erhvervslivet og tre fra kommunerne, der skal overvåge og styre udviklingen i belastede bydele. Regeringen forstiller sig en stribe konkrete projekter, eksempelvis forebyggelse af kriminalitet, beskæftigelse og iværksætteri, forældrerollemodeller og forældreansvar.
Strategien påpeger nødvendigheden af at etablerede netværk i områderne, butikker, foreninger og beboere også inddrages. Regeringens strategi sætter ikke beløbsramme på, men det fremgår, at det forventes at EU-midler, statslige puljer og – på lidt længere sigt – ikke mindst private investorer skal finansiere indsatsen. Det bliver spændende at se om interessen fra privat side lever op til forventningerne.

Den summariske beskrivelse af ideerne om programbestyrelsen og dens formål giver en del mindelser om den indsats, den tidligere regering lancerede under navnet ’Kvarterløft’. Men der er også forskelle – problemerne tilskrives så godt som kun koncentrationen af indvandrere og efterkommere i den almene boligsektor. Det kan ganske vist ikke bestrides, at der er et betydeligt sammenfald. Men dels er det langt fra alle almene boligbebyggelser, der er ghettoer, heller ikke når de rummer borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Dels er der rent faktisk også danskere, der er ledige, på førtidspension, har misbrugsproblemer eller blot er blevet skilt og har akut behov for en bolig. Her hjælper lektiehjælp eller natteravne næppe afgørende på deres sociale integration.
En anden væsentlig detalje er de ændringer, der finder sted i den almene sektor: Beboernes indflydelse mindskes gennem eksterne repræsentanters deltagelse i programbestyrelsen og den øgede kommunale anvisningsret.

Til gengæld vil regeringen gerne sælge dele af den almene boligsektor; selv vurderer regeringen, at et sådant salg til mere ressourcestærke borgere vil være velegnet til at modvirke ghettoiseringen.
Strategien nævner dog ikke, hvor de mindre ressourcestærke i så fald skal bo, eller hvorvidt det kan betragtes som en succes, hvis det kun er personer med indvandrerbaggrund, der køber boliger i en bestemt bebyggelse.
Ingen tvivl om at regeringens bekymring for integrationen og de bolig-sociale problemer er reel – det har trods alt været en hjørnesten i samarbejdet med Dansk Folkeparti. Det er måske snarere midlerne og forståelsen, det kniber med: Det er ikke kun indvandrere, der bor i de såkaldte ghettoer, og når den almene sektor kun udgør knap 20 procent af boligerne, er det begrænset, hvad der kan opnås ved alene at gribe ind her – en langsigtet løsning burde inddrage hele boligmarkedet.

*Hans Thor Andersen er lektor i bypolitik og socialgeografi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her