Udstilling
Så er han genopstået. Modefotografen Guy Bourdin, der som sin kollega på franske Vogue, Helmuth Newton, i 60erne og 70erne overskred alle stardarder for at sætte nye. Genopstået, i Paris, i anledning af genåbningen af det forhenværende kunstmuseum Jeu de Paume, der fremover skal fungere som et nyt og dobbelt så stort nationalt fotogalleri. Foto i alle afskygninger. Også som journalistik og mode. Og, hele molevitten, i sidste ende som var det en naturlov alligevel som kunst. På museum.
For det er her modeofotografen nu er genopstået. I udstillingsrum han havde lagt bag sig for at søge en stor offentlighed.
Efter at have aftjent sin værnepligt som fotograf i luftvåbnet i Senegal tager han til Paris. 22 år gammel banker han på sit idol, surrealisten Man Rays dør seks gange.
7. gang er det ikke konen, der åbner. Man Ray lukker talentet ind. Kunstneren skriver i 1952 en katalogtekst om spiren, der »prøver af hele sit hjerte at være mere end blot en god fotograf.«
Men så, et par år senere, skifter han spor. Han opsøger franske Vogue med portfolio under armen. Redaktricen er begejstret. Også Bourdin. Også for meget. Magasinet må afvise hans første foto af topmodellen Sophie Litvak skjult under en bredskygget hat, trængt i forgrunden, ud i margin, af svævende, hvis ikke dansende, flåede kaniner.
Men fotografen overbeviser. Vogue kan ikke sige nej.
Bourdin insisterer snart på total kontrol. Og Vogue, der overgiver sig, bliver et magasin, som man i branchen imødeser med spænding. Bourdins ry vokser. I 70erne blæses hans navn på reklamefotografierne ofte større op end produktets. Som der står i en af de glimrende katalogtekster, bliver mærkets producent nærmest hans mæcen. Den totale kontrol, som Bourdin håndhæver, omtales tit som kunstnerisk frihed. Men det er en frihed, der
ikke er modefotoet fremmed. En frihed, som opstår gennem Bourdins svar på visse af genrens krav, som løsninger på problemer.
Samtidskunstner
Da fotografiet efter Anden Verdenskrig definitivt overtager illustrationstegningens funktion i modemagsinet, ændres også modens måde at fremstille sig selv på. Det er ikke længere kun produktet selv, der tilbydes forbrugerne, men også hvordan det bæres. Og da den økonomiske recession sætter ind i 70erne og forbruget får svære kår, tilpasser modemagasinet sig tidens behov. Konsumeringen begrænser sig nu næsten til det blotte billede, der lukker sig om sig selv.
Det er her snarere i mode- og reklamefotoets historie end i kunsthistorien at Bourdin spiller en hovedrolle. Her Bourdin i foråret 1975 laver en reklame for Charles Jourdan, hvor de sidste rester af en angiveligvis påkørt model er hendes hvide kridtkontur på fortovet og hendes mærkesko. Hvor bæreren er død, scenariet et gerningssted, skoene efterladenskaber. Hvor livsstil slår over i stiliseret død og billedet bliver en gåde, som man hænger fast i. Moden er flygtig, men den fængsler. At begære disse sko, det er vel nærved kriminelt?
De krav, der stilles til modefotoet opfylder Bourdin i en sådan grad, at de slår over i deres modsætning. Kvinderne skal pirre, sminkes, være skønne. Når de klædes af, klædes de helt af. Ind til det blege hylster. Og de overgiver sig. Helt. Livløst daset om på sengen, hverken stimulerede eller stimulerende. En »lille død« uden forspil.
Visse mener, at Bourdin forladt af sin far og mor hijackede mediet for at bedrive selvterapi, andre for at bedrive kunst. Begge teorier er sandsynlige og sidstnævnte dækker sikkert også over en tredje, stadig mere aktuel. Som en af tidens største modefotografer, Paolo Roversi, konkluderer:
»Man vil gøre ham til samtidskunstner. Med alt, hvad der følger i kølvandet på denne reduktive og jævne term. Man vil glatte ham ud, man vil opfinde et oeuvre ved at præsentere ham i store formater.«
Selv nægtede Bourdin stadigt mere systematisk indtil sin død i 1991 at udstille, at udgive bøger, at modtage kulturministeriets nationale fotopris, inkl. check.
Negativerne proppede han væk i skotøjsæsker, i dag til konservatorers hovedbrud. Men ikke Bourdins, der så snart han havde færdiggjort en serie, kastede sig over den næste.
Bourdin genopstået
Hans destination var månedens modemagasin. Og i dette format syntes han næsten at løbe nogle af sine mange forbilleder, bl.a. impressionisterne, over ende.
Imens impressionisterne gengav storbylivets erfaring af tab såsom kærlighed ved sidste blik lige der hvor billedrammen skærer en person over, formidler Bourdin tabet som hul i hjertet af billedet selv. Han skjuler modellers individualitet, deres inderste, lige for øjnene af læserne, lige i midten af opslaget, dobbeltsiden, dér hvor siderne mødes og forsvinder ned i magasinets sprække, inden der bladres:
F.eks. sprækken i en anden reklame for Charles Jourdan i Vogue. En kvinde sidder på hug med spredte ben midt på en gangbro. Alle linjer leder blikket væk fra skoene, mod billedets forsvindingspunkt, hendes trusser, der fortaber sig i dybden, helt konkret i folden. Men op foran sig, frem for læseren, foran sin krop og ansigt, holder hun et sort/hvid foto af sig selv. Samme positur, samme bro. Hun giver kun læseren et billede af sig selv, et billede, der også forsvinder i folden. Når læseren bladrer, spredes og samles hendes ben, men ikke for en mands penetrerende blik. Nej, magasinets sprække skjuler kvindens; en kvinde, der er herre over sin egen fremtræden og i ledtog med Vogues feminine læserskare.
Desværre er Jeu de Paumes åbningsudstilling klinisk ryddet for modemagasiner. Når man nu glatter ovennævnte fotoopslag med mange flere ud og blæser dem op, tegner der sig et flovt, men ikke enestående, billede af en kunstinstitution, der ikke længere kun tager brodden af avantgarden, men også af massekulturen, imens barnet ryger ud med badevandet; det selvkritiske potentiale, der stadig oftere efterlyses og meget hurtigt aflyses.
Bourdin er genopstået. Men arbejdet med at løfte arven er kun lige begyndt.
*Guy Bourdin. Jeu de Paume. Til 19. september. Katalog : Guy Bourdin, Gallimard, 171 s., ill., 39,90 euro
*www.guybourdin.org
