Læsetid: 4 min.

Den lille forskel

Saybia er Danmarks p.t. mest populære band med et pladesalg på over 100.000. epo-55 er et uanseeligt debuterende undergrundsband, der skal være glade, hvis de sælger 5.000. Ergo må Saybia være noget i retning af tyve gange bedre end epo-555 – eller hur?
11. september 2004

Nye cd’er
Danmarks p.t. uden sammenligning mest populære rockband hedder Saybia, en status, bandet har opnået ved at følge en efterhånden klassisk formel, hvor anslag, attitude og arv er 100 procent international af karakter. Hvilket også gælder musikkens klang, sangskrivningens hele karakter og ikke mindst den generelle præsentation. Kun når de optræder i de luftbårne medier – lidt generte og sky uden skyggen af karisma – skinner det igennem, at vi har med fem ungersvende fra Nyborg at gøre. Debuten The Second You Sleep (2002) udløste øjeblikkelig saybimania og pladen har til dato solgt langt over 100.000 eksemplarer, hvilket er rigtig mange for en branche i såvel krise som splid med sig selv. Nu har Saybia så eksisteret siden 1993, hvilket tydeligt mærkes på gruppens scenepræstation, hvor en anseelig rutine såvel som den der særegne telepati, der opstår mellem musikere med mange fælles år på bagen, bærer deres shows upåklageligt igennem.
Som udgangspunkt lød de melodisk indbydende, men også patetisk storladne sange på The Second You Sleep som skumfødt stadionrock og da drengene jo havde paid their dues rundt om på de små klubber, kunne de ubesværet træde ind i det enorme fodtøj, der tidligere var blevet båret af crowd-pleasers som D:A:D (der som bekendt dog var sjove) og Dizzy Mizz Lizzy. For denne signatur tilbagestod der i og for sig kun en gåde i forbindelse med al denne hurlumhej – hvordan det lykkedes et band uden særlige kendetegn at brage så voldsomt igennem? Thi musikken lød grangiveligt som en stribe nemt identificerbare britiske bands og hvorfor pokker søgte gruppen ikke at arbejde sig frem mod noget – bare et eller andet – der kunne tolkes som et personligt udtryk? Originalitet er jo en svær størrelse i en branche, der efterhånden har været ude i alle hjørner, men så må man – som i jazzen – vel for pokker finde sin egen tone?

Ortodoksien i højsædet
De selvsamme spørgsmål dukker op igen, når det andet Syabia-album, These Are The Days, står ud af højttalerne. Det er satenedeme fermt lavet, produktionen er imponerende og sangene perfekte stiløvelser, musikerne spiller som små engle, Søren Huss synger ikke bare skælvende indfølt, men også rent og sikkert og man behøver ikke være ansat hos Musikpolitiet for at indse, hvor mange potentielle hits, der ligger gemt blandt pladens 10 umanerligt sørgmodige sange. Men når de enkeltvis brager ud af radioen, mumler undertegnede stadig til sig selv, at det seneste hit fra Coldplay eller Travis søreme holder niveauet. Uden at bringe nyt til torvs. Hvad der adskiller Saybia fra disse to britiske mainstreamnavne, står stadig hen i det uvisse. Og hvad der præcis retfærdiggør Saybias eksistens, går i samme åndedrag hen over hovedet på os. Det med at tage chancer eller udfordre lytteren, overlades rask væk til andre, thi her er ortodoksien i højsædet... selv det 17 minutter lange »Untitled« formår at holde sig inden for alle af mennesket kendte regler for god rockopførsel.
Opfatter man sig selv som sagesløs musikelsker, får man lyst til – som i den gamle Peggy Lee-sang – at tilspørge dem: »Is that all there is?« Thi These Are The Days er ren simili, så dygtigt lavet, at det ville kræve noget så fy-fy som eksperter at skelne mellem Saybia og den ægte vare. Men forskellen er – tro mig – til at tage og føle på. Det bedste, der er at sige om Saybia, er, at kvintetten leverer en gedigen – omend lovlig selvmedlidende – metervare, der opfylder en stor efterspørgsel. Den gør det åbenlyst med hjertets renhed og der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved dens integritet. Men udfordrende, interessant eller anderledes, det er den faneme ikke.

Ufærdige, så det hugger
Interessant er derimod Dexter Fox, debuten fra epo-555, en københavnerkvartet med kun to år på bagen, der, hvad angår f.eks. instrumental kunnen, næppe når Saybia til fodvorterne og hvis produktionsomkostninger vel næppe modsvarer, hvad det har kostet at opnå stortrommelyden på These Are The Days. Men – og det er et men, der batter – til gengæld besidder orkestret charme i spandevis, en troværdig vilje til at tage chancer og energisk uimponerede ansatser til noget personligt, ja ligefrem originalt. Misforstå os ret – epo-555 er ufærdige, så det hugger. Forbillederne står ud af knaphullerne og Dexter Fox giver åbenlyst indblik i et forløb, en udvikling.
Og halløjsuppe for nogle skæve, der indimellem slås, men til gengæld er der den herligste knald på kombineret med en åbenlys trang til at udforske såvel pladestudie som sangskrivning. Samt ikke mindst en indtagende uforfærdethed, der åbenbart primært forbeholdes folk uden den store studieerfaring; men hvor står det egentlig skrevet, at jo mere erfaren man bliver, des kedeligere bliver ens adfærd i et pladestudie?
De dårlige nyheder først: Der er fire-fem skæringer på Dexter Fox, som med ens bedste vilje lige kan tituleres skitser. En producer til at skære igennem og sige stop, havde ikke skadet sagen. Dernæst giver trangen til at begrave de forsigtige og renfærdige leadvokaler i mixet bagslag, thi så inciterende er grundsporene heller ikke, ja guitarspillet er ofte decideret kedeligt. Og så bygger epo-555 indenfor deres felt såmænd lige så ukritisk videre på udenlandske forbilleder som Saybia, hvorved Firebanden her såmænd snildt kunne stamme fra Brighton, Gdansk eller Milano.
Men på trods af disse indvendinger er det umuligt ikke at knuselske den vitale gør-det-selv atmosfære, der gennemsyrer et gennemført lo-fi projekt, som stensikkert vil give hi-fi eksperter mavepine og søvnløse nætter. På papiret er Saybia på alle fronter den overlegne part, men i sidste ende vinder epo-555 på point i kraft af den lille forskel, der hedder: originalitet. Også selvom kvartetten har en lang og stejl vej forude, hvis den vil ud over sit indspiste indie-miljø og nå et større publikum.

*Saybia: These Are The Days (EMI-Medley)Udkommer mandag
*www.saybia.com

*Epo-555: Dexter Fox (Crunchy Frog)
*www.epo-555.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her