Læsetid: 7 min.

Den lille jihad

Er ’hellig krig mod vantro’ en uadskillelig del af islam? Det har Information spurgt den hollandske ’jihad-professor’, Rudolf Peters, om
11. september 2004

Interview
Jihad. Sig ordet, og man tænker uvilkårligt på frådende vanvidsmullaher med mord i øjnene eller på Tvillingetårnene, der synker i grus. Siden den islamistiske vækkelse spredte sig fra Iran i 1979, har ’jihad’ i Vesten med stigende styrke associeret til frygt og til terror. Og til et had, som store – hvor store? – dele af den muslimske verden tilsyneladende nærer til det vantro og gudløse Vesten.
Vi kender ’jihad’ som opfordring til hellig krig, dvs. til gudssanktionerede drab på ’fjender af islam’. Og det er med henvisning til ’jihad’ og andre vitterligt martialske islamiske udtryk som ’krigens hus’ (den verden, hvor islam ikke hersker), at et stadigt mere højlydt kor af vestlige kommentatorer og mere eller mindre selvbestaltede ’islameksperter’ vil have os til at tro, at ’krigerreligionen’ islam har erklæret os civilisationskrig på liv og død.
Mindre kendt er formentlig, at termen jihad også betyder at ’gøre en indsats’ for at være et retskaffent menneske. Fromme troende, der stræber efter at komme i det rette forhold til Gud, hengiver sig også til jihad – den indre kamp for at mobilisere den selvovervindelse, det kræver at efterleve islams forskrifter for det gode liv.
Information har bedt den hollandske islamolog og professor ved Amsterdams universitet Rudolf Peters om at kaste lys over jihadbegrebet og dets betydning for muslimer i dag. Peters, der har forsket i jihad-begrebet siden 1970’erne, gæstede i sidste uge Danmark i anledning af, en dansk udgave af hans bog, Jihad i klassisk og moderne islam, netop er udkommet på Vandkunstens forlag.
– Hvad er forholdet mellem de to betydninger af jihad?
»Gransker man islams hellige tekster, bliver det hurtigt klart, at den grundlæggende betydning af jihad er ’at strenge sig an’. Det er den oprindelige betydning. Men samtidig afspejler Koranens også en stor del af Muhammeds karriere. Og da Muhammed flyttede fra Mekka til Medina i 622, begyndte han en krig – eller blev angrebet, historikerne er ikke enige – imod mekkanerne, som siden blev til en krig imod ikke-muslimerne på den arabiske halvø. Den krig omtales i Koranen ofte, men ikke konsekvent, som jihad. Det betyder ikke, at den oprindelige mening – ’at strenge sig an’ – bliver fordunklet af krigstemaet. Vel er der i islams klassiske tekster og lovdoktriner flere afsnit om krig – krig var også dengang en realitet, man måtte forholde sig til og ønskede at regulere og opstille regler for. Men i islamisk teologi har man altid opfattet den oprindelige betydning som den fundamentale. Rangordenen mellem de to begreber kommer til udtryk ved, at den personlige jihad – den jihad, der handler om at være en god muslim – kaldes ’den store jihad’, hvorimod ’den lille jihad’ er kampens jihad. Muslimer henviser ofte til, hvad profeten sagde, da han engang vendte hjem fra et slag og sagde til sine disciple: ’Jeg er lige vendt tilbage fra den lille jihad til den store jihad«. I betydningen: Nu må jeg igen til at føre den langt sværere indre kamp, det er at være en god muslim!’«

En uendelig diskussion
– Så man kan som muslim udmærket have ’den store jihad’ uden ’den lille’?
»Ja, lige netop. Men Koranen er ikke en lovtekst. Den er en religiøs tekst, og religiøse tekster kan tolkes forskelligt. Hvor langt man vil gå i sin fortolkning, er til evig diskussion. Og et spørgsmål om magt: Hvem har teologisk magt til at sætte sin fortolkning igennem i det religiøse fællesskab? De fleste muslimer vil anerkende, at ’jihad’ handler om at være en god muslim og gøre en indsats, men vil også være enige i, at ’jihad’ kan betyde kamp, når visse særlige betingelser råder. Og de fleste moderne muslimer vil sige, at kun når muslimer bliver angrebet, må de kæmpe tilbage og forsvare sig. Islamiske tænkere trækker også paralleler fra jihad-begrebet til det begreb om ’retfærdig krig’, som vi kender i vestlig filosofi.«
– Men hvad der udgør et angreb, er vel også et fortolkningsspørgsmål? Angreb er det bedste forsvar, som man siger...
»Hvad der udgør et angreb, findes der varierende fortolkninger af. Forudsætter et angreb et fysisk overgreb? Er det at lægge hindringer i vejen for islams udbredelse et ’angreb’? Det sidste vil nogle muslimer mene og andre være uenige i. Jeg vil ikke generalisere, men i hvert fald en del muslimske fundamentalister har en essentialistisk opfattelse af Vesten: ’De kristne har altid ønsket at dominere os – det viser historien’. De anser dette dominansprojekt som noget, der er det kristne Vesten iboende. Ganske på samme måde som mange i Vesten tror, at ’hellig krig mod vantro’ af princip er uadskilleligt fra islams væsen.«

Farlige militante
– Hvor stor støtte samler
al-Qaedas jihad efter Deres opfattelse hos muslimer, herunder muslimske indvandrere i Vesten?
»Jeg kan ikke udtale mig om alle vestlige lande, men tager vi Holland som eksempel, vurderer vores sikkerhedstjeneste, at det ikke drejer sig om flere end 100-150 personer. Der er forsvindende få egentligt militante. Men det hindrer selvfølgelig ikke, at de kan være særdeles farlige.«
– Selv om der er få militante, kan der vel godt være mange sympatisører?
»Det er svært at vurdere graden af sympati for al-Qaeda i den muslimske verden som helhed, men selv vil jeg bedømme den som absolut minimal.«
– Men i dele af den muslimske verden dyrkes Osama bin Laden jo som et islamisk Che Guevara-ikon af rebelske unge?
»Ja – det er jo rigtigt. Men jeg tror først og fremmest, at han dyrkes som en Robin
Hood-figur. Tilbedelsen beror bestemt ikke på hans teologiske meriter eller religiøse autoritet. Jeg kan for så vidt godt forstå, hvorfor Osama bin Laden udøver denne tiltrækning. Han angreb et af de mest magtfulde symboler på amerikansk global hegemoni. Han magtede at slå til mod amerikanerne – de amerikanere, som virker så uovervindelige og som så mange gange har slået til mod muslimske lande. Det er der, han høster sympatien. Men den reelle støtte til ham er marginal. Jeg har fulgt mange af de diskussioner, der kører i muslimske miljøer om, hvorvidt al-Qaedas handlinger kan retfærdiggøres teologisk, og det står helt klart, at den overvældende majoritet af muslimer alene af rent religiøse grunde må fordømme terror mod tilfældige civile.«

En fatwa mod al-Qaeda
– Det er indlysende at islamistisk terrorisme gør voldsom skade på islams og muslimers omdømme. Er det ikke på den baggrund overraskende, at vi ikke ser en mere aktiv og målrettet muslimsk bekæmpelse af al-Qaeda? Hvorfor har er der f.eks. ikke udstedt en fatwa mod Osama bin Laden?
»Jeg kan få øje på betydelig selvransagelse blandt muslimske lærde, og der er forlængst udstedt flere fatwaer mod Osama. Men man forstå, at islam ikke er opbygget som den lutheranske kirke i Danmark eller den katolske kirke. Der er ingen organisation med en gejstlig øvrighed, der lægger en linje på vegne af hele trosfællesskabet. Derfor er det en simpel umulighed, at ’islam som sådan’ kan vende sig imod den islamistiske terrorisme. Men der en række muftier, der utvetydigt har undsagt bin Laden. Og hvad der er mere bemærkelsesværdigt: Erkendelsen af, at krig med terrormidler skader islams sag, spreder sig nu til flere af de førhen mest forhærdede fundamentalistiske militante. For at tage et eksempel: Sidste år offentliggjorde Gaamat-al-Islamiya – der i 1997 tog ansvaret for den aktion i Luxor, hvor 58 vestlige turister blev dræbt – en række skrifter, hvori de omvurderede deres strategi og tog klar afstand fra deres terroraktioner i fortiden. Øvede selvkritik, kort sagt...«
– Og det var ikke en taktisk indrømmelse påtvunget af den egyptiske regerings hårdhændede kurs mod islamistiske rebeller?
»Skrifterne var resultat af et kollektivt arbejde af GI’s ledere. Ud fra deres brug af Islams hellige tekster i deres argumentation, vil jeg sige, at selvransagelsen virkede meget oprigtig.«
– Hvilke muslimer har autoritet til at erklære jihad mod en fjende?
»Det har i princippet en hvilken som helst muslim. Forudsat at nogen ellers vil følge ham – at han formår at skabe sig disciple. En af søjlerne i den klassiske doktrin er, at når ikke-muslimer besætter muslimsk land, er det en individuel pligt for enhver muslim at kæmpe imod. Det er denne pligt, Osama bin Laden påkalder sig: ’Mit land, Saudi-Arabien, er besat af amerikanerne. Vi må bekæmpe dem,’ siger han. Det nye er, at kampen ikke blot står imod en besættelsesmagt af soldater, men er blevet udstrakt til en global jihad, der også kan ramme tilfældige civile. Og det er blevet skarpt kritiseret af muslimske teologer.«
– Er islamistiske terrorister fanatiske nok til at benytte masseødelæggelsesvåben?
»Det aner jeg ikke. Dine gæt er lige så gode som mine.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu