Et liv i kunst

Rockpoesi
...my writing grew out of my interest in folk music and the lyrics of folk music...I’ve never really separated the two activities - writing and music, and I’ve always felt there was an invisible guitar behind the verse that I’ve done...
Leonard Cohen, 1988

Iet interview fortæller Leonard Cohen om en dag, hvor han sidder og drikker kaffe med Bob Dylan, hvis sangskrivningskunst han nærer stor beundring for. Cohen spørger så Dylan, hvor lang tid det tog denne at skrive den salmeklingende »Every Grain Of Sand«, én af Dylans mest formfuldendte kompositioner. »Fem minutter«, svarer Dylan, der så til gengæld spørger hvor lang tid Cohen brugte på at skrive sin ultimative salme, »Hallelujah« (fra Various Positions, 1985). »Tre år«, svarer Cohen, men betror så intervieweren, at det er bar løgn. I virkeligheden tog den ham fem. Dette kan både ses som forskellen på inspiration og perspiration – Dylan er ikke ligefrem berygtet for sin tro på det sidste, eftersom hans mesterværker som tommelfingerregel er frembragt i et lyntempo – og som anskueliggørelse af, at den ene metode ikke er bedre end den anden. Bare det funker.
Men selvom både Dylan og Cohen er (uortodokse) nordamerikanske jøder med indvandrerbaggrund, som har skabt sig et internationalt renommé ved hjælp af sange med poetisk prægnante tekster med rig plads til såvel identifikation som fortolkning, og i processen begge – mere eller mindre mod deres vilje og intentioner – blev repræsentative for det store opbrud i 1960’erne, er forskellene imellem dem større end lighederne. Hvor man i perioder har kunnet have Dylan mistænkt for at sende plader på gaden uden skyggen af kvalitetskontrol, har hver eneste ytring fra Cohens side virket velovervejet og gennemarbejdet. Og hvor Dylan, når han er bedst, synes at have umiddelbar adgang til det sted, hvorfra ordene udgår, har Cohen aldrig lagt skjul på, at det har været en kamp med sproget hele vejen igennem.
Hvorfor der kan gå lang tid – og med årene, længere og længere – mellem hver enkelt udgivelse, det være sig plade eller bog; til gengæld er de så altid i besiddelse af en tyngde, der gør det muligt at suge næring derfra i indtil flere slægtsled. Cohens kunst er ikke videre børnevenlig og stemmen – en flad, tør og tonalt begrænset bariton, der bliver stedse dybere med årene – mest for liebhavere. Som min kære svigermor udtrykte det: »Leonard Cohen? Det er ham, der messer, ikke?« Hun foretrækker Nana Mouskouris version af »Suzanne«, er jeg bange for. Stemmen skiller fårene fra bukkene, men der findes også dem, der frastødes af den genkommende tematik omkring på den ene side kødets lyst, på den anden sjælens ubodelige ensomhed og på den tredje, Guds fra- og nærvær.
At Cohen tror er sikkert som amen i kirken – læs f.eks. bønnesamlingen Book Of Mercy fra 1984 – men det er en personlig for nu ikke at sige apokryf tro, hinsides den organiserede religions dogmer. Og som i øvrigt hos Dylan stammer inspirationen i udstrakt grad fra tonefaldet i den oversættelse, vi kender som King James-biblen (1611), hvis ubetalelige og overbevisende sproglige vitalitet endnu ikke er overgået endsige matchet af mere moderne fortolkninger.

Uden at ville forklejne Bob Dylan – som om det var muligt – er denne i udpræget grad sindsbilledet på den moderne trubadur, hvor Cohen helt ud i versefødderne står som indbegrebet af den klassiske digterfigur; omend af moderat moderne tilsnit, selv når mælet er allermest gammeltestamentligt. Også selvom hans oprindelige intention – at blive a minor poet – er slået fejl i den forstand, at han via værkets udbredelse og indflydelse fremstår som en af såvel sin tids som sin kulturkreds’ største digtere. Uden at blive en del af det angelsaksiske parnas, hvor holdningnen synes at være, at ’rigtige’ digtere ikke sætter melodi til deres tekster eller lader sig hylde i alverdens koncertsale af publikum.
Samme holdning afspejles implicit i de ikke så helt få seriøse studier af hans poesi, der foreligger. De inddrager kun sangværket perifært, som en forlængelse af ordsmedens håndværk og kunnen. Fremfor det, sangene i virkeligheden er – et af de få steder i nyere tid, hvor en digters poesi og musik ikke blot går op i den der famøse større helhed, men også gensidigt befrugter hinanden. Men sært, egentlig, at akademikerne har så svært ved dette dobbeltsidede værk, thi det skrevne og sungne er så nært forbundet, tematisk som indholdsmæssigt, som tænkes kan, ja ikke så sjældent er der tale om direkte overlapninger de to imellem. Sjældent helt så ekstremt som tilfældet var med lp’en Death of af Ladies’ Man (1977) og digtværket Death of a Lady’s Man (1978) med den helt centrale »Mit liv i kunst«-tekst – bemærk i øvrigt pladetitlens flertal versus bogens ental – men rundt om i bøgerne findes både enkeltvers og hele tekster, der senere er dukket op i sangform på pladerne. Ofte uventet, som den på papiret lidet sangbare »Queen Victoria« (fra Flowers For Hitler, 1964), der i ’73 dukker op som uforlignelig nøgen performance på Live Songs.
Længe før han blev berømt og feteret for sin sangkunst, var Leonard Cohen faktisk ’a minor’ canadisk poet. Han debuterede 22 år gammel med det billedrige og ordstolte Let Us Compare Mythologies (1956), en bog, der emmer af spændingen mellem en ortodoks, men ikke rigid jødisk baggrund og opvæksten i den katolsk prægede canadiske storby Montreal, centralt beliggende i den fransktalende delstat Quebec. Vakse sjæle ville måske have bidt mærke i, at ordet song indgik i titlerne til fem af bogens 44 digte, mens to simpelthen hed »Ballad«.
Hans fars familie udvandrede fra Polen i 1870’erne, hans mors fra Litauen i 1920’erne og familien udgjorde en velfungerende og solvent middelklasseenhed, indtil Nathan Cohen bød verden ret farvel i 1944 som følge af skader pådraget under krigen. De første mange år af sit virke udtrykte Cohen sig gennem det skrevne ord – fire digtsamlinger og to romaner blev det til i perioden 1956-1966. Romanerne – begge oversat til dansk – er værd at opstøve; den første, Yndlingslegen fra 1963, er en sart-mytisk dannelsesroman, der giver indblik i Cohens baggrund og ungdommelige psyke, mens den manisk-modernistiske Smukke Tabere fra 1966 – der har antaget karakter af tresserklassiker – udgør en både interessant og kaotisk indgang til værket.

Selv om musikken havde været hans faste følgesvend siden drengeårene, hvor han var del af country-trioen The Buckskin Boys, debuterede han først i bedste singer-songwriter-stil med den bedårende Songs Of Leonard Cohen det herrens år 1967. Og det var som sanger og sangskriver, at Cohen gik fra positionen som obskur canadisk digter til talsmand for hjertets veje og vildveje hos en række på hinanden følgende generationer. Den første lp bliver et gennembrud, ikke mindst på grund af dens fortærskede, men stadig meget smukke åbningssang, »Suzanne«, Cohens kendteste og mest indspillede komposition. Udenfor fanklubbens rammer. Thi der sidder vi og diskuterer, hvorvidt pladens bedste sang er »Sisters Of Mercy« eller »Stories Of The Street«.
John Simons tidstypiske folkebarokke og yndefulde produktion er ældet med værdighed, men Cohen selv var utilfreds dermed, hvorfor efterfølgeren Songs From A Room (1969) blev hans mest minimalistiske; sangeren, hans nylonstrengsguitar og en gulvbassist udgør pladens mildest talt undervældende soniske sus. »Bird On A Wire« har antaget klassikerstatus og er hen ad vejen blevet fortolket af så mange kunstnere, at det er latterligt. Det var med dette intime, men deprime album, at Cohen vandt sit uafrystelige image som morbid, navlrebeskuende, indadvendt gloomy poet, et indtryk, der yderligere forstærkedes af det drabelige Songs Of Love And Hate (1971) og førnævnte Live Songs, der opsummerede de første par år som scenekunstner.
Havde litteraturen sat dagordenen i 60’erne, stod 70’erne i musikkens tegn; han udsendte fem lp’er i årtiet og turnerede Europa – hvor hans primære publikum fandtes – lige så mange gange. De fremmødte kunne ved selvsyn konstatere, at på scenen fremstod denne i manges øjne så dystre sjæl varm, humoristisk, generøs, ydmyg og karismatisk. Han fortsatte den eksistentialistiske trubadur-stil med både sin skæveste udgivelse, New Skin For The Old Ceremony (1973) og sin mest gammeltestamentligt uigennemtrængelige, Recent Songs (1979), men det var det herostratisk berømte samarbejde med produceren Phil Spector på det bizart klangede Death Of A Ladies’ Man, der i 1977 skilte fårene fra bukkene. Se, det kalder vi death-metal, drenge! Enten hadede folk det – det store flertal! – eller også fandt de, det var hans genistreg – d.v.s. undertegnede og en fire-fem af hans nærmeste pennevenner. Det er hård kost, men det kan sgu være at foretrække fremfor den vandgrød, candyfloss og ursuppe, vi i et væk spises af med.

De sidste 25 år har der været længere mellem udgivelserne, men der skete det bizarre, at Cohen i 1988 ramte durk ind mainstreamen med den technoprægede I’m Your Man, hans mest populære plade siden debuten. Niveauet var højt, stemmen dyb, den akustiske guitar væk, teksterne myldrede med eskatologiske træk og sange som »First We Take Manhattan«, titelnummeret, »Everybody Knows« og credoet »Tower Of Song« hører til blandt de mest elskede og slidstærke i kataloget: I said to Hank Williams: How lonely does it get/Hank Williams hasn’t answered yet/But I hear him coughing all night long/A hundred floors above me in the Tower of Song.
I 1992 kom den ætsende civilisationskritiske The Future, Cohens beske kommentarer til verden efter Murens fald (og det var bedre før; giv os Stalin og Jerntæppet tilbage!) i form af såvel titelnummeret som »Democracy«, to af hans mest sylespidse udspil fucking ever. Det og den efterfølgende turne må have taget på manden, for derefter gik han i kloster og gav ikke lyd fra sig før 2001, hvor det stilfærdige Ten New Songs diskret udsendtes for at forny kontrakten med dem blandt os, der ikke ved noget bedre end at hengive sig til den molstemte skønhed, der udgår fra denne hjertets uforbedrelige gentleman. Det er 20 år siden, Cohen sidst udsendte en ny bog, men vi er glade for dem, der allerede findes. Og om en lille måneds tid udkommer der en ny plade fra mesterens hånd. Vi glæder os.
Og på tirsdag bliver han så 70. Godt. Tillykke: Ring the bells that still can ring/Forget your perfect offering/There is a crack in everything/That’s how the light gets in. Amen. Og tak.

*Death Of A Lady’s Man (En Dameelskers Endeligt) og Book of Mercy (Barmhjertighedens Bog) er begge oversat til dansk af Bo Green Jensen.

*Leonard Cohen fødselsdagshyldes søndag den 26. september i Store Vega af de 16 danske kunstnere, som i foråret stod bag hyldest-udgivelsen ’På danske læber’, der indeholder en stribe fordanskninger af Cohens sange.

*Leonard Cohens Dear Heather er på gaden mandag den 25.10.

*www.leonardcohen.com