Læsetid: 3 min.

Livets store venteværelse

Steven Spielberg burde have satset på drama og ikke komik i sin seneste film, den forførende, men ikke vellykkede ’Terminal’ med Tom Hanks i hovedrollen
17. september 2004

Ny film
Det er meget nemt bare at læne sig tilbage og lade sig forføre af Steven Spielbergs florlette touch og charmerende fortællestil, men ryster man velværet af sig, finder man ud af, at instruktørens seneste film, Terminal, faktisk har nogle gevaldige problemer.
Filmen er baseret på en virkelig historie om en statsløs mand, der i mange år har boet – og stadig bor – i De Gaulle-lufthavnen i Paris. Det lyder som en oplagt idé til en film, og man forstår sagtens Spielbergs fascination. Det er straks sværere at forstå, hvorfor han har taget en i sig selv dramatisk historie om et ikke helt almindeligt menneske fanget af omstændighederne og lavet den om til et letbenet eventyr med en masse overflødigt udstyr.
Den altid seværdige Tom Hanks, der til lejligheden har lært sig russisk og at tale engelsk med russisk accent, spiller hovedrollen som Viktor Navorski, der ankommer til Kennedy-lufthavnen i New York, netop som der sker et militærkup i hans hjemland, den fiktive, tidligere Sovjetrepublik Krakosia.
Viktor står pludselig uden statsborgerskab, hvorfor toldmyndighederne ikke kan slippe ham ind i landet, og han heller ikke kan rejse hjem. Han er derfor fanget i det ingenmandsland, som lufthavnens internationale terminal udgør, og hvor han må indrette sig på bedste beskub.

Ubalance
Allerede her begynder filmens konstruktion at vakle. For hvorfor gør myndighederne ikke mere for at hjælpe Viktor, der ifølge lufthavnens sikkerhedschef Frank Dixon (Stanley Tucci i en glansrolle) – hvilket ikke er særligt overbevisende – er havnet i en sprække i systemet? Men går man med på spøgen, er den første time af Terminal en ganske underholdende affære, hvor der etableres et lidt pudsigt forhold mellem Viktor og Frank, og hvor Viktor får indrettet sig i en aflukket del af terminalen og lærer nogle af lufthavnens øvrige, skæve eksistenser at kende.
Spielberg har et godt øje for karakterer, der er lidt ud over det sædvanlige, og han tager os med på en morsom tur rundt blandt de mennesker, man aldrig ænser, når man selv befinder sig i en lufthavn. Men han har samtidig svært ved at finde ud af, hvilket toneleje han vil fortælle sin historie i.
Tom Hanks’ spil nærmer sig indimellem det parodiske, og selv om baggrunden for hans ufrivillige ophold i lufthavnen er ganske alvorlig, er det ikke dramaet, men det komiske i hans situation, der hovedsageligt synes at interessere Spielberg. Han prøver at undgå alt for følelsesladede situationer eller forvandler dem behændigt til livsbekræftende optrin. Som f.eks. da en russer ikke kan slippe gennem tolden med livsvigtig medicin til sin far, og Viktor må træde til som tolk i en scene, der kunne være endt som et tragisk hip til et stift bureaukrati, men i stedet bliver en opmuntrende hyldest til et uselvisk menneske.
Man kunne have ønsket sig, at Spielberg i højere grad havde søgt henimod og ikke væk fra det naturlige drama i historien.

En anden film
Sentimentalitet har altid været Steven Spielbergs akilleshæl, og instruktørens sentimentale gen må være grunden til, at han finder det nødvendigt at krydre Terminal med en uforløst, unødvendig kærlighedshistorie. Smukke Catherine Zeta-Jones spiller den følelsesmæssigt usikre stewardesse, Amelia, der har en affære med en gift mand, men bliver tiltrukket af Viktor, da hun gentagne gange møder ham i lufthavnen.
Men selv om Zeta-Jones bestemt er et betagende indslag, så er hendes tilstedeværelse kun et forstyrrende element i en film, der i forvejen har svært ved at finde en balance. Det viser sig nemlig også, at Viktor faktisk har en vigtig og rørende grund til at rejse til New York, men hvorfor ikke bare forlade sig på, at et menneske, der pga. militærkup og borgerkrig bliver statsløs og strander i en lufthavn, livets store venteværelse, er interessant nok i sig selv?
F.eks. rummer den eskalerende duel mellem troskyldige Viktor og ambitiøse Frank den helt rigtige blanding af humor og alvor og skildrer to væsensforskellige mennesker – for den ene er glasset altid halvt fuldt, for den anden halvt tomt.
Det ville selvfølgelig være blevet en helt anden film, en mere stringent og tilfredsstillende film, men en knap så forførende oplevelse – og muligvis slet ikke en Spielberg-film. Derfor er det også ganske let at overgive sig til Terminal, der på overfladen ser helt rigtig ud og trods sine fejl og mangler ejer evnen til at forføre sit publikum.

*Terminal. Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: Sacha Gervasi og Jeff Nathanson. Amerikansk (CinemaxX, Empire, Palads og Palladium i København og en hulens bunke biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu