Radio is in the hands of such a lot of fools
tryin to anaesthetise the way that
you feel...
Elvis Costello,
»Radio Radio«
Musik
Jeg er en af dem, der sviner miljøet ved at køre i bil, thi når som os man bor ude på Lars Tyndskids marker, er der ikke noget, der hedder hverken kære mor eller offentlig transport. Det er tilmed en gammel spand, som vi i sin tid erhvervede for godt nok en rimelig penge, til gengæld er den ret så tit på værksted. Det kan I så skrive på min gravsten: ...men hans mekaniker elskede ham! I en perfekt verden kørte den vel på brint omend selvfølgelig ikke så længe benzinselskaberne får lov at bestemme, hvor skabet skal stå hvorved der ville blive udvist miljøet skånsel samt råd til at installere en cd-afspiller, så jeg ikke, som tilfældet er, konstant var i diverse radioværters vold.
Det har medført, jeg har fået ørerne op for P1 og P2, nogle af de fineste og mest afvekslende radiokanaler man kan ønske sig. Følger intenst både debatter og uddybende orienteringsprogrammer på etteren, samt prøver ihærdigt at finde repræsentanter for disse dersens »røde lejesvende«, der i så behageligt et toneleje himles op om på den borgerlige fløj.
De er godt nok svære at finde, men det er nok fordi de er så dygtigt trænede i subversivt muldvarperi, at de simpelt hen forklæder sig bag saglighedens seriøse maske. Og samtidig holder jeg med jævne mellemrum udkig efter, om der afspilles jazz eller opera på P2, den nok mest lødige musikkanal her i smørhullet. Og den eneste. Vil man derimod mindes hvorledes radioen lød i monopolets dage, er der jo altid P4 og så ikke et ord om P3, landets største lokalradio.
Men P1 og P2 er de p.t. bedste eksempler på public service, selvom det må irritere det nuværende regime ad hekkenfeldt til, at der stadig findes luftbårne medier, hvor tinge perspektiveres og vidende mennesker (kendt som »eksperter«, et ord, den siddende statsmedister indledte sin ind til videre utålelige gæsteoptræden med at introducere som fy-fy-skamme-skamme-begreb) gør sig kloge på ting, de har forstand på; jeg mener, når man nu har taget magten med et partiprogram, hvis hovedpiller består af følelsesmæssigt betonede fordomme subsidiært populistisk tintet racisme, garneret med hospitalshysteri og fedteri for pensionistsegmentet, tilmed støttet af det mest usmagelige højreparti på denne side af nationalsocialisterne. Magtbegær kender ikke til skam; såkaldt borgerlig anstændighed spejder vi stadig forgæves efter.
Ikke at konkurrencen på radiofeltet er hård. Den er faktisk ikke-eksisterende, thi vover man sig på jagt blandt resten af radiobåndets tilbud, kan det nok være man får høre, hvorledes liberalismens sejr i luftrummet lyder. Dér står den primært på angelsaksiske pophits rock, R&B, hiphop, dance og ikke stort andet serveret af værter med så lav selvkritik, hvad angår udslusning af mundlort, at man får lidt ondt af dem. Afbrudt med jævne mellemrum af hjernedøde reklamespots, der snildt kan bruges som guide til produkter, der for enhver pris bør undgås. Så en vis nytteværdi har disse af tomhed rungende udstillingsvinduer for merkantilismens fortvivlende selvsving (også kaldet vækst) dog.
Af ren nysgerrighed lægger jeg nu øre til lidt af hvert; for det første lider jeg af kronisk popøre, som kræver en vis daglig dosis af tidens tonetakt. For det andet har jeg en meget nervøs kanalvælgerhånd, der ikke kan holde sig i ro. Endelig giver kanaler som Uptown, Voice, Sky Radio m.fl. et godt indtryk af, hvad der fra den kant menes, pågældende målgrupper gerne vil høre. Især fascineres jeg vildt omend kun kort tid af gangen af det anæstetiserede muzak, der lukkes ud på Sky Radio, thi det var jo et af kulturminister Brian Mikkelsens kæreste børn, idet kanalen skulle være med til at sikre alsidigheden i udbuddet for radiolytterne. Eller hvad han nu lukkede ud af galdespalten i forbindelse med den diskrete, men frastødende indslusning af den skruppelløse mediemogul Rupert Murdochs imperium på dansk jord.
Men forstå mig ret alsidighed, altså. Det må altså i borgerlige ører og øjne bestå i muligheden for at tune ind på en kanal, hvis selvdøde opfattelse af hvad musik er for en størrelse, går på, at det skal være tandløst, reaktionært, gnidningsfrit, klichefyldt, ufarligt, tankeforladt og fremfor alt ikke af dansk oprindelse. Her genbruges rask væk de sidste 30 års mest deprimerende udslag af popmusikkens trang til at sigte mod en fællesnævner så lav som vadehavet ved ebbe. Man må beundre Brian Mikkelsen for uden blusel at favne et indholdsløst kultursyn, hvor der ukritisk lægges røv til de skumleste markedskræfter tænkes kan. Det er sgu da kulturpolitik! Nu venter vi bare på, at denne Brian Nielsen undskyld, Mikkelsen får lukket nyhedsformidling à la det famøse Fox TV i USA ind ad bagvejen. Selvfølgelig i alsidigheden og valgfrihedens navn. Nyhedsformidling i hænderne på den sorteste reaktion og som lydig tjener for de multinationale foretagender, der har frie hænder på tværs af landegrænser til at foretage sig hvad fanden de har lyst til. Eller ikke lyst til; som f.eks. at betale skat. Nyhedsformidling skamløst forvansket, manipuleret og fordrejet til at tjene den økonomisk herskende klasses interesser, garneret med tandløs tåbeunderholdning hvorfor er det nu lige, jeg får myrekryb ved tanken om de endeløse kilometer af lort, der i forvejen vises på de vidunderligt mange kanaler, der nu er til zappemanikerens rådighed. Der er faktisk dage, hvor man savner monopolets tid, for der fandtes trods alt en bundgrænse.
Interessant at se, en kulturminister ukritisk stille sig i spidsen for kulturudhuling, fordummelse og almindelig ludermentalitet. Kald mig bare paranoid, men det skal nok blive værre endnu.
