Læsetid: 3 min.

Til lykke Per?

Henrik Pontoppidans klassiske udviklingsroman ’Lykke-Per’ fylder 100 år, og Aalborg Teater har satset stort ved at sætte Jørgen Ljungdalhs dramatiske versionering af den op
17. september 2004

Teater
Der er eventyr i historien om den jyske præstesøn Per, der drager til hovedstaden og i industrialiseringens morgengry sætter sig igennem som fremtidens visionære ingeniør, mens kvinderne langt af led falder for ham, som var de under magi.
Men der er også dyb psykologisk indsigt i portrættet af den trodsigt selvberoende himmelstormer, hvis livsvej slet ikke ender der, hvor eventyret normalt gør. Og samtidshistorien er dertil omfattende realistisk repræsenteret og fortolket. En ordentlig mundfuld, 700 siders episk udfoldet selvransagelse og samfundskritik, inklusive dyb indsigt i tidens religiøse strømninger.
Det hele tilsat Pontoppidans både grove og slebne, svært fastholdelige ironi, i fortællerkommentarer, i den tvetydige indfarvning af personernes selvopfattelse, ja af selv den enkelte replik. Men er det stof for scenedrama?

Dramatisering
Jørgen Ljundalhs dramatisering har selvfølgelig skåret hårdt i stoffet, har måttet forkorte de bredt forberedte omslag i Pers udvikling til fortættede sceners åbne dialog. Har tildigtet scener, anvendt breve til monologiske tableauer, sågar mod slutningen næsten droppet Pers mest omfattende selvbedrag i ægteskabet med præstedatteren Inger. Disse valg er nok diskutable, men ikke fatale. Der er nok af broget stof endda. Og Aalborg Teater har virkelig sat alle sejl til i en stor, kalejdoskopisk flot opsætning, fuld af scenografisk snilde, som smidigt forflytter os fra pietistisk præstegård, til rigt jødisk familieliv, over børsspekulanters baglokaleintriger, til varieteer, stormende kærlighedsaffærer, udlandsrejser.
Og instruktør Christoffer Berdal har magtet at få sine 20 spillere til at agere de mange roller med betydelig verve, der er mange små stjernestunder undervejs, stort spil af både den ene og anden af teatrets gode navne.
Afgørende er spillernes evne til at gestalte typen rent og samtidig reservere en distance, der lader tilskueren ane det ikke sagte, tvivlen bag, den ideologiske usikkerhed omkring hele den stormende fremtid, de alle drømmer om, midt i opbruddet fra alt gammelt og velafsikret. Det lykkes, for Anders Baggesen, Julie Wieth, Lars Junggreen, Lars Lohman, Meike Bahnsen og mange flere.

Centrum
Men. Men helt afgørende er selvfølgelig Lykke-Per selv, Peter Andreas Sidenius med den tunge fædrene arv, han alt for let tror sig fri af. I ham er der både idealistisk fribytter, selvilluderet nar og en altovervindende charme nær det psykopatiske. En maskulin power, som undervejs krakelerer og vender en introvert livsfornægten ud.
En meget svær rolle, et helt livs sjælelige hamskifter.
Martin Ringsmose er en god skuespiller. Men spørgsmålet er om han ikke er fejl-castet som Per. Nok må det – trods godt fire timers spilletid – gå hurtigt med de psykiske gearskift, men Ringsmose bliver aldrig rigtig troværdig som den mand, der kan flytte bjerge, næsten. Kvinderne dåner over en maskulin sult, han ikke har statur til, hans spjættende gestik har ikke megen jysk tyngde, snarere en commedia del’arte vivacitet, som er fin i andre sammenhæng, men f.eks. ikke til de dybe religiøse anfægtelser, Per rystes af. Rollen bliver en overanstrengelse for ham.
Det er synd, for Ringsmose, for forestillingen, for os. Centrum mangler. Og at Per på en måde er tom, en blank side, som først over lang tid skrives fuld, det hjælper ikke, når gestaltningen bestandig kører i et overgear, hvor den føromtalte selvdistancerende reservation mangler.
Men det er fuldt ud værd at se Lykke-Per på Aalborg Teater endda. Og derefter værd at (gen)læse Pontoppidan.

*Jørgen Ljungdalh: Lykke-Per (frit efter Henrik Pontoppidan). Instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi og kostumer: Magdalena Stenback. Medvirkende: Martin Ringsmose, Meike Bahnsen, Anders Baggesen, Julie Wieth, Lars Junggreen, Lars Lohmann, Kristine Nørgaard og mange flere. Aalborg Teater, Store Scene. 15. september – 20.oktober 2004

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her