Læsetid: 8 min.

Den lyse helt som skurk

Søren Pilmark kender vi som lys helt og glad gøgler. Men nu springer han ud som manden, man kan elske at hade: Den beregnende politiker Erik Dreier i filmen ’Kongekabale’, der har premiere på fredag. ’Det er afslappende at spille ond,’ mener Pilmark, der er holdt op med at farve sit hår lyst
30. september 2004

Interview
»De må gerne være lidt bange for dig, så du behøver ikke fraternisere ved frokostspisningen,« lød instruktøren Nikolaj Arcels råd til Søren Pilmark under indspilningerne til filmen Kongekabale.
I filmen, der har premiere på fredag, spiller Søren Pilmark rollen som toppolitikeren Erik Dreier, der lyver, snyder og trækker rivaler (med familie) gennem skandalepressen for selv at blive Danmarks kommende statsminister. Duellen udkæmpes mellem Dreier og en ung journalist, spillet af Anders W. Bertelsen, der kommer på sporet af Dreiers sande ansigt.
Søren Pilmark fulgte instruktørens råd:
»Vi havde en stiltiende overenskomst om at lege den her leg så langt, vi kunne. Men Anders og jeg mødes jo ikke igen og er onde ved hinanden,« siger Pilmark, der som filmens Dreier er så iskoldt ond at se på, at temperaturen i rummet synes at falde 10 grader. En journalist fra SiD, der interviewede Pilmark, fortalte ham, at hans reaktion på figuren var en stor lyst til at smække ham et par på skrinet.
»Det er godt, for så er han gået på den. Det er jo ikke meningen, at man skal grine,« siger Søren Pilmark. »Men jeg er også nødt til at sige, at det gode jo også i høj grad er Nikolajs (den debuterende spillefilmsinstruktør Nikolaj Arcel, red.) fortjeneste. I det hele taget et godt plot, et godt hold, et godt manus.«
Søren Pilmark fylder 49 i oktober, men brød med det lyse heltefag, allerede før han fyldte 40: Både som narkogodfather i filmen De skrigende Halse (1992), og som Shakespeares Richard III (Det kongelige Teater 1994).
Helterollernes lyse look skyldtes for resten især hårfarve, oplyser Pilmark i dag med et grin. Men billedet af hele Danmarks kønne, unge helt har vist sig næsten lige så sejlivet som den drengede gøgler, der i smoking og tryllesæt eller som Omar Papa i Ørkenens Sønner kører kassen hjem på turné over hele landet.
Men denne gang er Søren Pilmark rejst langt ind i ondskabens hjerte. Ind i det rollefag som skurk, der fascinerer de fleste skuespillere:
»Det er fordi, det er interessant at overskride et tabu. Gøre alt det, man normalt holder nede. Men det er også nemmere, ja, afslappende at spille ond! I filmen var det sådan, at jo ondere scener og jo koldere blikke, jo større grinede vi bagefter. Det er noget med safe kind of fear, ikke. Når vi laver film, så er det trygt, som når et barn bliver smidt op i luften og bliver grebet af mor, men er det en fremmed, er det ikke trygt,« forklarer Søren Pilmark, der også mener, at rollen som Dreier lå lige til højrebenet.
Richard III krævede halvandet års forarbejde, før den haltende gang, pukkelryggen og den visne arm sad, som de skulle. For slet ikke at tale om teksten, der følger Richards lystigt modbydelige person hele vejen. Men så var det også nemmere at spille Dreier:
»Alle gode roller gør den næste lettere. Det er det, der hedder erfaring, en database, hvor man går dybere ned i arkivet og har større access til at spille til og ud.«
»Denne gang handlede det meget om at gøre ingenting. En meget vred mand prøver man at dæmpe: ’Tag en kop kaffe eller en skål vand i hovedet.’ Vi er meget mere bange for folk, der gør ingenting: Hvordan fa’en skal jeg tage fat her? De værste voldsmænd er beyond reach, uden for terapeutisk rækkevidde. Og så bliver man bange.«
Dreiers sande ansigt dukker frem ved en frokost med Midterpartiets folketingsgruppe: Først forsikrer han gruppen om, at han som partileder vil forsone de stridende fronter: ’Der vil ikke rulle nogen hoveder’. I næste minut trækker han – næsten uden at skifte udtryk – en mødedeltager til side: ’Du kan lige så godt melde dig ud af partiet med det samme, du har ingen fremtid her.’
»Dreier har jo ikke skiftet mening på to minutter, han dækker bare sin glathed. Her ligner han lidt Richard III, der er så bevidst om alt det, han gør. Det er det, vi ikke kan tilgive,« siger Søren Pilmark, der dog også mener, at Dreier handler ud fra sine omstændigheder:
»Han tænker: ’Nu kan jeg stå her hele livet – eller smide hende Lone ud’.«

Politik er et spil
Kongekabale bygger på romanen af samme navn af Niels Krause-Kjær, der 1997-98 var pressechef for Det konservative Folkeparti på Christiansborg. Ved udgivelsen blev skildringen af magtkampen mellem politikerne Sven Gunnar Kjeldsen og Erik Pingel udlagt som en nøgleroman om Per Stig Møllers og Hans Engells strid om den politiske ledelse af Det konservative Folkeparti.
I filmen er navnene ændret til Lone Kjeldsen og Erik Dreier, men holdet bag filmen har talt om den politiske virkelighed. Personligt er Pilmark dog fløjtende ligeglad:
»Filmen henter en del af sin spænding fra den politiske verden, den foregår i. Men det handler om at gøre det almenpsykologisk, og hvis manuskriptet var alt for betonagtigt nøgleromansagtigt, ville det indsnævre betydningsfeltet,« mener han.
»Mit egentlige svar er: Politik er et spil. De, der er bedst til det spil, vinder, og det er ikke altid de gode. Sådan tror jeg, det er, og hvis folk vidste, at politikere er sådan, og vi ikke stak os selv blår i øjnene, ville vi ikke få sådan et chok over det.«
»Når Dreier siger: ’Det her er glemt om 14 dage’, tror jeg også, at han har ret, og at han karrieremæssigt når længere op endnu. Jeg kan i det hele taget godt lide det plausible og danske i filmen, og jeg vil æde min gamle hat på, at nogle gange er det sådan!«
»På den anden side viser filmen også nogle ekstremer, for ingen gider vel se en film om en biltur til Hundested eller nogen, der bare er lykkelige. Det bliver ikke med mig som Ofelia,« siger Søren Pilmark, der mener, at magtspil i politik fascinerer os, fordi det dér har så stor effekt:
»En magtkamp i toppen af hierarkiet er spændende og vigtig, fordi den berører mange mennesker. Hvis jeg gør noget ondt, så du ikke får et job, er jeg et dumt svin – og? Men det rammer ikke 400.000 mennesker, og derfor er integritet så meget vigtigere i politik.«

Hensynsløshed findes overalt
Dog er der i hvert fald ét nøgleord i menneskelig ambition, mener Søren Pilmark:
»Jeg så fornylig et interview med Anthony Hopkins, hvor han blev spurgt, hvor han så nøglen til sin succes. Han svarede: Hensynsløshed.«
»Dét tror jeg er rigtigt: At hvis man virkelig vil noget, må man lade være med at tage hensyn. Du når ikke vidt uden at ofre noget. Det accepterer vi, når det er døde ting, men hvis det er mennesker, kalder vi det ondt. Jeg er ked af at sige det, men folk, der er i stand til sådan noget, kan nå langt i det, de nu har valgt.«
»Men reelt findes der hensynsløshed i alle brancher, i min og sikkert også blandt journalister. Hvis filmen foregik blandt rørlæggere på en byggeplads, ville rammen blive mere hverdagsagtig. Men man ville stadig stille spørgsmålet: Ville jeg selv gøre det her på bekostning af andres ve og vel?«
»Men at beskæftige sig med det handler også om at tage det tabubelagte på sig: Hvad ville der ske, hvis man bare levede fuldt ud? Hele civilisationen går ud på at styre vores lyster og drifter, ellers kan vi ikke organisere et samfund.«
»Vi opdrages i samfundets regelsæt: ’Du må ikke slå, tage hans bil eller hendes dukke, du ville jo også blive ked af det, hvis han tog din.’ For hvis vi ikke lærer om omkostningerne, overskrider vi andre menneskers grænser. De, der ikke har lært dét som små, vokser op uden de grænser, fordi ingen har sagt stop,« siger Søren Pilmark, der – kun halvt ironisk – henviser til ’Kardemommeloven’ fra Thorbjørn Egners børnemusical Kardemommeby: »Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og i øvrigt kan man gøre, hvad man vil!’«
»Det er et godt sted at begynde, så kan man altid senere læse Karnovs lovsamling,« smiler Søren Pilmark, der selv lever i trygt familieliv med sin kone gennem 22 år, Susanne, og parrets tre børn, to drenge på 17 og 13 og en pige på syv.

Handler om nysgerrighed
Men når talen falder på ’store emner’, ondt og godt, dukker der også en lille skræk op hos sønnen fra det belæste lærerhjem i Hvidovre.
»Nu lader du mig ikke lyde som en, der leger filosof, vel,« kommer det helt nervøst. »Jeg er jo bare S. Pilmark, skuespiller, ekspert i absolut ingenting.« Næsten som om, han søger at besværge den indlysende tanke, at en god skuespiller måske nærmer sig sine roller med samme tæft og grundighed som andre, der beskæftiger sig med menneskeligt og psykologisk interessante emner.
Dog synes let og tungt, humor og alvor at hænge tæt sammen for Søren Pilmark. Faktisk ligner behovet for at skifte stemning en konstant i hans karriere:
»Jeg har lavet en masse forskelligt, show med Per Pallesen, Ørkenens Sønner. Siksak hen over plænen, når man ser tilbage. Men det handler også om nysgerrighed. Jeg var 10 år på Det Kongelige og hørte engang to abonniner i foyeren. Den ene siger: ’Hvad er det, vi skal se,’ ’Det er april, så er det Pilmark,’ siger den anden. Så tænker man: Skal jeg blive ved med det?«
»Jeg står jo ikke altid og spiller åndssvag med fez på og malet overskæg, men jeg har det så skideskægt med Ørkenens Sønner, som vi nu har spillet i 12 år, og turneret med fem gange. Og jeg kan godt lide, at folk, der køber billetterne, virkelig vil se det, modsat de to abonniner.«
»Som årene går bliver mine forventninger til mig selv større og større – men det gør omgivelsernes også! Da jeg skulle spille Hamlet, spurgte folk: Hvorfor dog tage de øretæver? Men visse ting skal jeg bare lave, som Richard III, og Kaj Munks Ordet (hvor Pilmark som den sære Johannes opvækker den døde unge mor og hustru Inger, red.).«
»Jeg troede engang, at de tunge roller ikke påvirkede mig. Men det gør de, og omgivelserne fortæller dig det også. Derfor er det måske, at når jeg har været i et bestemt rollefag, får jeg lyst til at slå kontraslag. Skifte stemning.«
»Jeg vil nødig tale om morsomt over for ’alvorligt’ eller seriøst, for at få folk til at grine og græde er lige svært. Men generelt anses det lette for mindre fint, så folk, der er lette og sjove, let føler sig trådt over tæerne og til gengæld påstår, at det er meget sværere at spille revy end at spille på Det kongelige Teater.’«
»Jeg kan sige: Jeg har prøvet begge dele, og det er lige svært.«

*Kongekabale har premiere fredag den 1. oktober
*Aktuelt kan Søren Pilmark ses i Ørkenens Sønner, som turnerer over hele landet frem til 14. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu