Læsetid: 10 min.

Mærsk satte Henning Larsen på plads

25. september 2004


Operaen er et af Danmarks mest monumentale byggerier. Prisen er knap tre milliarder kroner. En gave fra Mærsk McKinney Møller til København, som blev fulgt op med en regeringsbeslutning om at yde en årlig merbevilling til Det Kongelige Teater på 100 millioner kroner til drift og vedligeholdelse. I efteråret 2002 protesterede Akademirådet over udformningen af operaen. Et af medlemmerne i rådet var Boje Lundgaard, som døde i april måned i år. Han er en af de centrale kilder i bogen ’Spillet om operaen’.

Få dage efter sad Akademirådet med brevet i hånden – svaret fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Det var skrevet med rederens helt specielle formuleringer, som Boje Lundgaard, der aldrig personligt havde mødt Mærsk, fandt »ret skægt« skrevet, indholdet ufortalt. Som Boje Lundgaard tilføjede:
»Jeg læste det svar flere gange. Det er altså ikke hver dag, man sidder med sådan et brev i hånden.«
Brevet fra Mærsk havde følgende knappe ordlyd: »Jeg har modtaget Deres brev af 31. oktober. Vore erfaringer med Akademirådet i forbindelse med Amaliehaven var ikke særligt charmerende. Deres Forenings udtalelser som nyligt refereret i pressen ej heller. Men repræsentanter for Akademirådet skal være velkomne på byggepladsen (indgang på Ekvipagemestervej) onsdag den 13. november kl. 10.00, hvor også modellen kan beses. Underdirektør Bo Wildfang fra Fondens byggeledelse vil være til stede. Andre modeller og mock-ups er interne.
Med venlig hilsen Mærsk Mc-Kinney Møller.«
Boje Lundgaard: »Vi tog selv-følgelig omgående imod indbydelsen, og Bo Wildfang stod klar ude i operahuset, da vi kom den nævnte dag. Og hvem sad på en bænk og smilede velbehageligt?
Det gjorde Henning Larsen. Vi anede intet om, at han også var der. Men Henning hilste venligt på os og erklærede: ’Nu er jeg tilfreds!’«
»Så løb det hele ud i ingenting. For hvad kunne vi gøre? Her sad arkitekten og erklærede sin tilfredshed med den buede stålgitter-foyer. Vi var målløse. Jeg tror, at jeg på Henning Larsens Tegnestue hen over et år eller mere har set mellem 20 og 30 forskellige løsningsmodeller af foyer-partiet. Alle mulige modeller, nogle med lukkede marmorstykker, nogle med helt andre materialer og atter andre med en ændret udformning i forhold til det oprindelige rekt-angulære foyer-parti. Men det endte altså med dette buede stålgitter, som efter min mening forstyrrer udsynet over havnen, og som voldsomt bryder med hele bygningsværkets arkitektoniske idé,« siger Boje Lundgaard.
I et tilbageblik må man undre sig over Henning Larsens tilsyneladende accept af det buede foyerparti. Forundringen understreges af, at Henning Larsen, ifølge Boje Lundgaard, rent faktisk støttede Akademirådet i forsøgene på at fastholde den transparente, rektangulære glasfacade, ja, han opildnede ligefrem rådet til at gå videre med protesterne over de voldsomme indgreb i hele bygningsværkets arkitektoniske design.
Hvad der har ændret Henning Larsens holdning, vides ikke. Han hverken kan eller vil udtale sig. Han er bundet af tavshedsklausulen. Indtil han melder klart ud om dette centrale punkt om operahusets endelige udformning, forbliver hans accept af det buede foyerparti en gåde.
Boje Lundgaard: »Henning Larsen har efter min mening kørt et meget mærkeligt løb i denne sag. Med den position han har, skulle han for længst have sagt fra. Dette grundlæggende indgreb i arkitekturen skulle han aldrig have accepteret. Den ændring var jo heller ikke sket, hvis operahuset havde været udbudt i en international konkurrence. Så kan den slags indgreb simpelthen ikke forekomme. Det er klart imod reglerne. Når der er tale om en konkurrence, vælger bygherren anonymt. Han vælger det projekt, han synes bedst om. Men det er projektet, han vælger, ikke arkitekten. Derfor er der klare grænser for, hvor meget man som bygherre må ændre i det vindende projekt. Gør bygherren det, har han jo på sæt og vis snydt de andre arkitekter, der deltog i konkurrencen,« fastslog Boje Lundgaard.
(....)
Boje Lundgaard sluttede vor samtale med disse ord: »Jo, jeg kender udmærket Henning Larsen. Jeg har stor respekt for ham. Han er en højt anerkendt arkitekt både herhjemme og i udlandet. Men han er også en meget ærekær person. Han er bestemt ikke ligeglad med, hvad man siger om ham og hans virksomhed i faglige kredse. Jeg ved, der var ledende medarbejdere på hans tegnestue og i hans bestyrelse, der frygtede, at et projektstop fra hans side kunne betyde et enormt prestigetab for hele virksomheden, specielt fordi bygherren var A.P. Møller Fonden. Jeg synes, det hele er endt som en trist historie – også bruddet mellem ham og rederen. Jeg synes, det er sørgeligt, at to så store personligheder ikke længere kan føre en fornuftig samtale om deres fælles projekt. Og jeg mener faktisk, at Henning Larsen skylder offentligheden et svar på, om den endelige, fremlagte model efter hans opfattelse var den optimale.«
Hvornår det personlige brud mellem bygherre og arkitekt skete, vides ikke. Men meget tyder på, at indblandingen fra A.P. Møller Fondens side i takt med projektets udvikling lidt efter lidt af såvel Henning Larsen selv som af hans ledende medarbejdere på tegnestuen er blevet følt som en pression, en for voldsom indblanding og en ulmende vrede over, hvad »den rå kapitalmagt« kan tillade sig.
Det er dog hævet over enhver tvivl, at det var udformningen af operahusets vestvendte facade, der fik dialogen mellem de to magtfulde personer til at smuldre bort. Og det var modelpræsentationen af den transparente glasfacade, som pure blev afvist af A.P. Møller Fonden, der for alvor satte skred i uoverensstemmelserne mellem Mærsk og Henning Larsen.
Men noget juridisk brud er der ikke tale om. Det er fortsat Henning Larsens Tegnestue A/S, der står for projektering m.v.
Men bygherre og arkitekt var i princippet på kollisionskurs lige fra starten.
Basalt set var der i den sammenhæng tale om to meget store og meget enerådende personligheder. Det er i sig selv en svær kombination. Den balance, magtbalance om man vil, der eksisterer mel-lem en bygherre og arkitekten, den vindende kunstner mod den byggende bygherre, som det er tilfældet ved en arkitektkonkurrence, var i spillet om operahuset afgørende forrykket. Her var det alene det kapitalistiske system, der talte.
Udbud og efterspørgsel om man vil. Her var det manden, der betalte, modmanden, der udførte arbejdet. Magtbalancen eksisterede ikke. Det var bygherren, der suverænt bestemte alt. For han betalte for arbejdets udførelse.
Han kunne derfor med god ret sige: Det vil jeg ikke have. Det vil jeg ikke betale for. Lav det om. Kom med et andet forslag. Og det kunne han gøre, ja, han var faktisk i sin gode ret til at gøre det, for det var jo ham, der havde betalt for musikken. Derfor havde han vel også ret til at bestemme, hvad orkestret skulle spille. Det var jo bygherren, der personligt havde valgt arkitekten. Og det var arkitekten, der kontraktligt havde accepteret opgaven og forpligtet sig til at tegne det operahus, som bygherren finansierede. Og som også ifølge kontrakten ikke måtte udtale sig offentligt om noget overhovedet, der bare havde det mindste at gøre med byggeriet. Arkitekten havde i realiteten fået mundkurv på.
Der var således tale om, at to vidt forskellige kulturer var stødt frontalt sammen. Og begge parter kunne argumentere for deres rettigheder, som det i øvrigt ofte er tilfældet, når den slags stridigheder opstår!
Mærsk har ret i, at der er tale om et bestillingsarbejde. Han har købt grunden (Dokøen), og han har besluttet sig for at betale, hvad det koster, at opføre et operahus på den grund. Han bestiller en arkitekt til at tegne operahuset, og det siger sig selv, at han som bygherre naturligvis vil have fuld kontrol med byggeriet. Han vil have styr på økonomien, og han vil selvfølgelig også have indflydelse på, hvordan bygningsværkets udformning skal være, hvilke materialer der skal vælges, hvilke facadesten bygningen skal beklædes med og alt muligt andet. Det er jo ikke noget, han blot overlader til arkitekten at træffe beslutning om. Han føler, han er i sin gode ret til at blande sig i alt det, han ønsker indflydelse på. Og det gør han.
Og Henning Larsen har også ret, uagtet han er blevet udpeget af Mærsk til at projektere operahuset formentlig for et trecifret millionbeløb i honorar. For Henning Larsen kan med fuld ret postulere, at han ud over at være en højt anerkendt arkitekt også er kunstner på sit felt, og en kunstner må vel have tilstrækkelig med frihedsgrader, for ellers kan han ikke udøve sin kreativitet fuldt ud og løse opgaven tilfredsstillende for begge parter.
Og Henning Larsen kan med fuld ret argumentere for, at operahuset ud over at udfylde en funktion også er et arkitektonisk kunstværk. Og det er lige præcis i det spil – i den gråzone – mellem funktion og kunst, at kæden springer af.
Den personlige konflikt mellem bygherre og arkitekt kunne muligvis være afdramatiseret, måske helt undgået, hvis der havde været tale om to personer, to ledere med kompromissøgende træk og diplomatiske udtryksformer i deres adfærd.
Men vi taler om to suverænt stærke ledere. Rethaveriske, egenrådige og med et kolossalt selvværd, der ligger til grund for deres beslutningsprocesser.
Vi har at gøre med to ledere, som igennem et langt liv har vænnet sig til en ledelsesstil i retning af »oplyst enevælde«. Et lille vink fra dem, en enkelt kritisk bemærkning er blevet opfattet som en lodret ordre hos med-arbejderne. Det er i det magtspil, Henning Larsen blev taberen. Det blev han, paradoksalt nok, selv om han vidste alt om bygherrens kompromisløse adfærd.
Han havde i årevis haft et tæt samarbejde med Mærsk og opbygget et personkendskab til rederen, som ingen anden nok så anerkendt arkitekt nogensinde vil komme i nærheden af. Han vidste fra starten af operahusets projektering, at bygherren selvfølgelig ville blande sig, forkaste forslag, foreslå ændringer i skitser og modeller og i ét og alt plædere for sine egne ønsker og krav.
Under projekteringens første faser gik det rimelig godt. Henning Larsen og hans folk kunne dog fungere inden for de rammer, der eksisterede.
Men magtbalancen mellem arkitekt og bygherre var forkert fra starten, fordi arkitekten ikke i fuldt mål har kunnet fungere som kunstner. Han har mere været
stikirenddreng for bygherren, som det metaforisk udtrykkes i arkitektbranchen, der fra sidelinjen – så godt det nu har været muligt – har fulgt med i slagets gang på
Dokøen.
Henning Larsen personligt må formentlig til sidst have følt det som lidt af en ydmygelse at spille efter Mærsk Mc-Kinney Møllers taktstok – en bygherre, der på denne bastante måde har blandet sig i de tanker og idéer, som Henning Larsen fra starten har haft med operahusets udformning. En sådan indblanding står i skærende kontrast til det ry og den anerkendelse, hans virksomhed har vundet internationalt. Og han må have følt denne ydmygelse særlig stærkt i betragtning af, at operahuset – set med danske øjne – må være hans livsværk helt på samme måde som bygherren med sin kæmpedonation har ønsket at sætte sin form for eftermæle over for den danske offentlighed.
(...)
Det er Henning Larsen, der har brudt med Mærsk. Det er Henning Larsen, der til sidst har følt, at han ikke længere kunne acceptere den form for indblanding, som A.P. Møller Fonden (læs Mærsk) praktiserede, specielt omkring foyer-partiets udformning. Men folk i arkitektbranchen peger på en anden årsag til det opsigtsvækkende brud:
Henning Larsens autoritet i branchen havde efterhånden fået et knæk.
Yngre, fremadstormende arkitekter begyndte at se skævt til Henning Larsen og hans tegnestue. De følte, at deres store idol, den arkitekt, som de virkelig så op til og anerkendte i ét og alt, hvad han foretog sig, nu havde underkastet sig en bygherre - alene for pengenes skyld.
I denne turbulente og sensitive arbejdssituation – og for hans virksomhed sprængfarlige periode – stod det efterhånden klart, at han i dette oprørte farvand måtte manøvrere, så godt det nu kunne lade sig gøre.
Han lagde kursen, og det endte med, at Henning Larsen satte Mærsk stolen for døren. Det gjorde han alene for at få sin selvrespekt og sit renommé tilbage, men selvfølgelig også for at fortælle bygherren, at nu var indblandingen af en sådan art, at han hverken som arkitekt eller kunstner kunne leve med det.
Men man sætter ikke bare stolen for døren, når det drejer sig om en person som Mærsk Mc-Kinney Møller. Den mulighed er simpelt-hen ikke til stede. Så kom den uafvendelige konflikt om operahusets vestvendte facade.
Det var der, konflikten blev udkæmpet – og den kamp tabte Henning Larsen.
Om han har fået sin selvrespekt og sit renommé tilbage, melder historien intet om.

*’Spillet om operaen’ af Jan Cortzen udkommer 1. oktober på Peoples Press

FAKTA
Fra hyldest til hård kritik
*Mærsk McKinney Møller får skarp kritik fra uventet hold i en bogen ‘Spillet om Operaen’ som udkommer 1. oktober. Forfatteren Jan Cortzen mener, at Mærsk har gennemført byggeriet af sin gave til København via en ‘i bund og grund udemokratisk procedure’.

*Byggeriet har ifølge forfatteren været omgærdet af et massivt hemmelighedskræmmeri, »som ikke blot forekommer meningsløst og helt ude af trit med nutidens standarder for åbenhed, men som også tenderer en krænkelse af den grundlovssikrede ytringsfrihed for visse af de implicerede parter«.

*Når den skarpe kritik er overraskende skyldes det, at den tidligere ansvarshavende chefredaktør for Dagbladet Børsen også er forfatter til hyldestbogen ’Myten Møller’, der afsluttes med en usædvanlig appel om, at Mærsk McKinney Møller bør tildeles elefantordenen. En orden som Mærsk faktisk fik tildelt. je

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her