Læsetid 3 min.

Der makuleres som aldrig før

Danske firmaer stempler mere og mere papir som fortroligt – og tager ingen chancer, når det skal bortskaffes. Markedet for mobil sikkerhedsmakulering er i kraftig vækst
28. september 2004

Danske firmaer stempler mere og mere papir som fortroligt – og tager ingen chancer,
når det skal bortskaffes. Markedet for mobil sikkerhedsmakulering er i kraftig vækst

Som var det en skraldebil væltes containerne op bag i køretøjet og tømmes ind i lastbilens indre. Men så hører al lighed med normal affaldsbehandling også op.
For dét, der foregår her omme bag en høj kontorbygning af glas på Midtermolen i København, har anderledes alvorlig karakter.
Vi befinder os i finanskoncernen Alm. Brands hovedkvarter. Ud fra kælderen flytter to mænd plastikcontainere og kasser med fortroligt papir hen til den specialfremstillede lastbil, som indeni er udstyret med en altædende makulator.
»Den sluger og knuser alt. Papir, ringbind, ja selv harddiske,« siger Susan Kit Hansen, konsulent hos firmaet Divello, der står for dagens »mobile sikkerhedsmakulering« hos Alm. Brand.
Finanskoncernen har sendt bud efter en af Divellos lastbiler for at komme af med et halvt ton fortroligt papir i mapper og forseglede kasser.
En mand fra Alm. Brands driftsafdeling følger nøje, at alt materialet ender nede blandt makulatorens fire rulleknive og kommer ud som voldflænsede, små papirstykker i lastbilens modsatte ende.
»Vi slipper aldrig processen af syne,« forklarer Alm. Brands informationschef, Susanne Biltoft, som også er til stede i dag.
»Inden for finansbranchen kan man ikke risikere, at super personfølsomme oplysninger kommer i hænderne på de forkerte. Derfor har vi valgt at gå over til mobil makulering, for det er en rar tanke, at det foregår her hos os selv, mens vi kan overvære det,« forklarer hun.

Maksimeret sikkerhed
Indtil for et par år siden havde Alm. Brand nogle få og små makulatorer på enkelte kontorer, mens hovedparten af det fortrolige materiale blev kørt til en forbrændingsanstalt. Men siden 2001 har man haft Divello til at komme hver torsdag. Ud over, at det er billigere og mere miljøvenligt, er fordelen først og fremmest, at papirerne dermed kun skal flyttes nogle få meter fra Alm. Brands kælder, før de er makuleret til ukendelighed.
»Det maksimerer sikkerheden, som er blevet mere og mere påkrævet, fordi en større og større del af vores papirer – og ofte også harddiske – skal makuleres af sikkerhedshensyn,« siger Susanne Biltoft.

Kraftig vækst
Mens man i Alm. Brands hovedkvarter i 2002 makulerede to ton papir om måneden, er man i 2004 oppe på mellem tre et halvt og fire ton.
»Vi er klart blevet mere fokuserede på sikkerhed i de senere år. Alt hvad der lugter af fortrolighed bliver makuleret,« siger Susanne Biltoft.
Alm. Brand står ikke alene med den strammere papirpolitik, som ifølge Divello særligt har kunnet mærkes efter 11. september 2001, både hos offentlige og private virksomheder. Siden da er Divellos omsætning steget med 20 procent om året.
»Vores to lastbiler kører otte timer om dagen, og der er så meget run på nu, at vi har en tredje bil på bedding,« siger Susan Kit Hansen fra Divello.
Firmaet skønner at det med makulering af mindst 10.000 ton papir om året sidder på 40 procent af markedet for mobil makulering. I alt bliver der således i Danmark makuleret omkring 25.000 ton papir årligt rundt på virksomhedernes adresser. For tre år siden var dette tal kun på cirka 10.000 ton.
Denne formiddag bag Alm. Brands bygning bliver der helt præcist makuleret 590 kilo fortroligt materiale. I den forreste ende af lastbilen ligger papiret nu flænset i småstykker, som er helt umulige at samle igen. Metoden er endnu mere sikker end traditionel makulering, hvor papiret kommer ud i strimler. Det er nemlig tidligere set, at strimmelmakulatur er blevet samlet igen.
Informationschef Susanne Biltoft kan med tilfredshed notere, at dagens makulering er overstået på cirka en halv time. Divello-folkene stiger ind i lastbilen og ruller væk mod dagens videre opgaver. Når dagen er omme køres den fyldte lastbil til en genbrugsanstalt, hvor papirstykkerne ryger direkte til genanvendelse.
Indenfor i den tomme kælder gør driftslederen klar til at låse af.
»Kun ganske få fra driftsafdelingen har nøgle til kælderen,« konstaterer Susanne Biltoft.
Nu venter en ny uge, hvor de forseglede containere, som er placeret rundt omkring i bygningen vil blive fyldt med fortrolige dokumenter. Løbende vil containerne blive kørt med elevatoren ned i kælderen, hvor de forseglede kasser vil være låst inde, indtil lastbilen med makulatoren kommer om præcis en uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu