Læsetid: 4 min.

Da Mary Lou delte pjecer ud – og var til grin

For 38 år siden så det ud til, at næste stop for USA’s republikanere var historiens køkkenmødding. Men det skulle gå anderledes, fortæller én, der selv tog fejl
3. september 2004

Udsyn
Mary Lou er sådan set sød nok. Hun har et kønt ansigt og kan sige kvikke ting. Men hun er republikaner, og det er til grin. Når hun går rundt på skolen og lægger sine brochurer fra Young Republicans, veksler vi andre blikke og gør ansigter. Vi er nemlig alle sammen demokrater. Alle, jeg kender, er demokrater. Altså bortset fra Mary Lou – og hendes forældre, Mr. & Mrs. Hines, som også er søde nok, men underlige, derved at de er republikanere.
Året er 1966, og jeg er går i 12. klasse på North Hollywood High School i Sydcalifornien. På Atlanterhavs-damperen, der sejlede os udvekslingsstudenter fra Rotterdam til New York, fik vi af dem, der skulle vejlede os om at begå os i det amerikanske samfund, det råd at holde os fra religion, sex og politik. Det med religionen er nemt nok, for det interesserer ikke rigtigt nogen i min omgangskreds, og min venlige værtsfamilie er fritænkende jøder. Sex kan man da godt tale om, men det fører ikke rigtigt nogen steder hen. Mine jævnaldrende er alt for blufærdige. Men politik… Wauw! Dét tænder lidenskaber.
Især krigen i Vietnam. Den får alle demokraterne omkring mig til at skændes indbyrdes. Nogle støtter præsident Lyndon Johnson og vil blive og slås. Andre vil have ’ærefuld fred’. Andre igen vil bare have de amerikanske soldater hjem hurtigst muligt.
Mary Lou Hines og hendes forældre mener, at Johnson ikke gør nok for at vinde krigen. Mine kammerater mener, at han gør mere end rigeligt. Der er nu over en halv million amerikanske soldater i Vietnam. Også blandt dem, jeg omgås, bliver der nævnt navne på dræbte og sårede.
De år var Det Demokratiske Partis sidste storhedstid. Partikonventet, der i 1964 opstillede Johnson, havde bag podiet kæmpe fotos hængende af de tre foregående demokratiske præsidenter – Franklin Roosevelt, Harry Truman og John Kennedy hængende bag podiet. Påskriften var: »Lad os fortsætte«. Johnson vandt sit valg ved en jordskredssejr. Demokraterne fik mere end totredjedeles flertal i begge kongressens kamre. Guvernørposterne rundt om i USA havde de langt de fleste af, lige som de sad solidt på mere end to tredjedele af enkeltstaternes lovgivende forsamlinger.
Jeg husker fra mit amerikanske hjem, at det frisindede tidsskrift The Atlantic dumpede ind ad brevskrækken med forsideteksten: »Republikanerne – det tredjestørste parti«. Pointen var, at flere vælgere registrerede sig som uafhængige end som republikanere.
Ha, ha! De kunne de da have rigtigt godt af – det parti, som repræsenterede velhavernes egoisme og havde prøvet at sabotere alle sociale fremskridt siden Roosevelts New Deal. Og som nu tilmed prøvede at fiske racistiske stemmer fra demokraterne i Sydstaterne.

Nu, 38 efter, må jeg erkende, at jeg og mine kammerater tog fejl, når vi frydefuldt sagde, at republikanernes næste stop var historiens køkkenmødding.
Vietnam-krigen splittede demokraterne stadigt dybere. Republikaneren Nixon gik i 1968 til valg på, at han havde »en hemmelig plan« til afslutning af krigen. Det havde han ikke. Til gengæld havde han hemmeligt lokket sydvietnameserne til at sige nej ved fredsforhandlingerne i Paris, så der ingen fred blev inden valget. Samtidig havde han iværksat, hvad der kendtes som »Nixons sydstatsstrategi«. Med snedigere ord end den plumpe racisme spillede han på udsatte hvide gruppers frygt for sortes fremadtrængen. Han vandt valget i 1968 – og igen i 1972.
Nogle langsigtede udviklingstræk viste sig i republikanernes favør. Religiøse grupper, der hidtil havde følt sig hævet over politik, opdagede at deltagelse er en vej til magt og medlemmer. Med afsky for demokraternes fritænkeri valgte de republikanerne, som til gengæld skuffelagde principper om adskillelse af stat og kirke. I de samme år forstærkedes flugten fra storbyerne, industristaterne og fagforeningerne – alle de demokratiske højborge. Den hvide mellemstand flyttede til syd- og veststaternes forstæder og blev republikanere.
Tv blev stadigt mere betydningsfuldt for valgs udfald, og reklamer koster svimlende. Republikanerne formår som pengemagtens parti at rejse langt flere midler end demokraterne. Og med deres valgkampagner har republikanerne siden Reagans år med stadig større slagkraft kunnet servere et tv-mix af fromhed, fædrelandskærlighed og familietilbedelse. Og de har hånet demokraterne: Det er jo ikke noget, I går ind for – vel?
Prisen for de republikanske sejre har været, at partiet er rykket så langt til højre, at det stedvis nærmer sig kanten af den vestlige civilisation. Også her er vi langt fra 1966. De republikanske pjecer, som Mary Lou Hines delte ud, var ganske moderate og fredsommelige. De gik ind for det samme som demokraterne, bare lidt mindre af det.
Når jeg tænker på Mary Lou, spørger jeg mig selv, om ikke hun nu om stunder er blevet demokrat. Hun var jo egentlig ganske fornuftig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu