Læsetid: 8 min.

Maskerne falder

Diktaturerne findes stadig i usynlig form, siger filminstruktøren István Szabó, der har set maskerne skifte gennem et halvt århundredes totalitære regimer. I dag står han over for en sygdom, han ikke kan kurere: Ingen gider længere høre tabernes historier
6. september 2004

Interview
Af den ungarske stjerneinstruktør István Szabó, født 1938 og med op mod 30 film bag sig, findes der to versioner. Den ene modtager priser på filmfestivaler verden over og introducerer egne storværker i biografsale, hvor hans øjne synes at blinke fortroligt til hver eneste tilskuer. Den anden, en lavmælt, udtryksløs og træt ældre herre, er ham, der træder ind i suite #104 på Palace Hotel.
»Giv mig lige fem minutter,« siger István Szabó og forsvinder i 10.
Jeg forestiller mig, at han står bag en dør, læner hovedet op ad væggen og lukker øjnene. Så er han diskret tilbage, og jeg spørger forsigtigt til hans nye filmatisering af Somerset Maughams roman Theatre.
– Historien handler om en skuespillerindes oplevelse af at nærme sig sin karrieres afslutning. Hvordan former denne oplevelse filmen?
»Noget, som altid har interesseret mig, og som jeg behandler i flere af mine film, er, at samfundet udfordrer os til at spille roller, til at tage masker på for at gøre vores omgivelser tilfredse. Hvis vi accepterer samfundets masker, kan vi få, hvad vi vil have. Men pludselig opdager vi måske, at vi er ulykkelige, fordi vi ikke er os selv. Heltinden i denne film har masker på, der ikke er lige så politiske som maskerne i Mephisto, og ikke lige så farvede af samfundets stadier som Oberst Redls masker i Magt og ære; de er mere personlige. Men fordi hun begår nogle fejl i desperation, bliver hun nødt til at tage maskerne af og finde sig selv.«
– Kunne det være sket, hvis hun var yngre?
»Det kan kun ske, når man er ældre. Først skulle hun have erfaring, lære sig selv at kende i ægteskabet og i forholdet til sin søn. Og ikke mindst have oplevelsen af at løbe tør for energi og føle behovet for, at der skal ske noget nyt.«

Diktaturet er nu usynligt
Maskerne danser gennem hele Szabós værk. Fra Oberst Redls sorte halvmaske ved officersballet til de hvide jazzmusikere med sortmalede ansigter i Sunshine. Men berømtest er det hvide Mephisto-ansigt, der bliver en ekstra hud for Klaus Maria Brandauers portræt af skuespilleren Henrik Höfgen, hvis talent og kunstneriske ambitioner gør ham til medløber for det nazistiske system. Szabós filmatisering af Klaus Manns roman blev hans internationale gennembrud.
– De film, du nævner, handler også om diktaturer. Gælder der særlige regler for maskerne i et diktatur?
»Jeg var dreng under nazisterne og voksede op under stalinisterne og kommunisterne. Så jeg ved, at et diktatur også kan tvinge dig til at dække dit ansigt. Men tro mig, diktaturet kan eksistere i det mest avancerede demokrati. Din mand eller chef eller ejeren af dit firma kan være en diktator, eller din mor, endda – spørg bare Woody Allen. Diktaturet er en defekt, måske en sygdom i den menneskelige sjæl, og der er folk overalt, der tvinger andre folk til at lyve. Måske gør det politiske diktatur bare alting mere simpelt og synligt. Det er den ene-ste forskel.«
– Så denne sygdom har ikke forladt Europa med Murens fald?
»Hvis dit spørgsmål er politisk, så er alt selvfølgelig anderledes. Men hvis dit spørgsmål er psykologisk, må jeg fortælle dig, at intet har ændret sig. Berlinmuren faldt, men store teaterstykker som Hamlet, Lear eller Richard III, eller en opera som Boris Godunov, viser, at den menneskelige bevægelse ikke ændrer sig. Fordi mentaliteten er påvirket af noget andet end samtiden.«
»Jeg er ikke psykiater, men filminstruktør, så lad mig forklare det ved at sammenligne tre geniale filmmagere fra samme generation, med samme religiøse baggrund: lad os sige Bibelen, eller endda Det nye testamente. Fellini, Bergman, Bunuel. Fellinis baggrund var romersk-katolsk; Ingmar Bergmans far var protestantisk præst; Bunuel blev opdraget af jesuiter.«
»Tag en film fra hver af dem om et af de vigtigste problemer i den kristne moral: ægteskabet. Scener fra et ægteskab, 8 1/2, Belle de jour. Spørgsmålet er det samme: Hvordan forholder man sig til to mennesker, som bor sammen og er gift? Hvad er det at være tro, at respektere hinanden, at leve sammen? Men svarene er uendeligt forskellige. Forskellen mellem katolikken og protestanten, og mellem den italienske og den spanske katolik, er gigantiske. Og det er forskellen mellem maskerne: forskellen mellem mentaliteterne. Forstår du, hvad jeg mener?«
– Du siger, at samfundet og traditionen spiller en intim rolle i bestemmelsen af individet?
»Jeg vil gerne sige, at traditionen spiller en grundlæggende rolle. Og traditionen handler ikke om at holde fri på helligdagene. Traditionen er det som, uden at du lærer det, kommer ind i dit blod – den måde, religionen og samfundet indvirkede på din opvækst. Et nutidigt samfund kan være et diktatur eller et demokrati, hvad du vil, og påvirke dig meget. Men der findes noget andet og dybere, som bestemmer dine relationer med verden omkring dig.«

Europæiske tabere
István Szabó har tidligere argumenteret for, at Hollywood er et centraleuropæisk produkt af Centraleuropa. Adolf Zukor og William Fox, der grundlagde Paramount og 20th Century Fox, var ungarere, mens Warner-brødrene var tyske.
Dertil kommer, at Hollywoods cinematiske sprog, der kommunikerer på basis af de grundlæggende menneskelige følelsestilstande, ifølge Szabó er en opfindelse fra det østrig-ungarske kejserrige, hvor hver landsby rummede indbyggere fra mindst to-tre forskellige kulturer og sprog. Kunstnerisk står rulleteksterne på hans side – fra instruktøren og produceren Alexander Korda over skuespillere som Peter Lorre og Bela Lugosi til moderne instruktører som Miklos Jancso og Szabó selv er Ungarn blevet ved med at producere vægtige kapitler i filmhistorien. Ikke mindst formåede den ungarske filmindustri med stor statsstøtte og en ikke alt for tung censur også under kommunismen at skabe et allegorisk og blomstrende filmsprog.
I dag har markedskræfterne skabt nye former for pres. Szabó ledte i syv år efter europæiske investorer til sin episke helaftensfilm Sunshine, før han modtog et tilbud fra en canadisk producent – og indspillede filmen på engelsk. I dag, siger han, kan vi dårligt bebrejde amerikanerne, at de dominerer filmindustrien. I stedet må euro-pæisk film selv gøre hvad der skal til for at skabe et modspil.
– Du har talt om, at europæere kun kan finde ud af at lave film om tabere?
»Jeg talte om det 20. århundrede, som i Europa var et af de mest tragiske og forfærdelige i menneskehedens historie, fordi de ideologier, der udspillede sig, myrdede millioner af mennesker. Politikere glemte, at de skulle tjene deres lande, og begyndte at opfinde visioner og dræbe alle, der ikke automatisk bare fulgte dem. Det europæiske samfund straffer enhver, der stjæler et æble. Og kun ganske sjældent straffer det de mest beskidte forbrydere: De politikere, der skabte lidelse for millioner og atter millioner, bare fordi de ville have magt. Så det er hvad jeg har at sige om Europa.«
Her hæver István Szabó for første gang stemmen. Han slår i bordet og stirrer på mig, som om jeg var ideologiernes bagmand, og tier dernæst eftertrykkeligt.
– Er den æra forbi, eller er kapitalismen en ny ideologi?
»En del af det er sikkert overstået. Men i dag er korruptionen blevet en ny, forfærdelig plage. Før i tiden blev politik praktiseret af folk, som ikke behøvede at være korrupte. Men siden Første Verdenskrig har flere og flere af dem nået magten støttet af masserne, og nu er det som om, politikerne tænker, at de kun har fire eller fem år til at skrabe til sig. Tænk over, hvor mange højtstående politikere, der er blevet stillet for retten på grund af korruption i de sidste 10 år. Aldrig har vi set så mange sultne ledere som nu. Men alt dette er politik, og jeg vil ikke tale om politik.«
»Det, jeg ville sige om de unge, var, at de ikke vil have noget at gøre med tabere. De har kun hørt om verdenskrigene, og de hører ikke rigtigt efter, fordi det ikke er deres liv. De vil se vindere, fordi de vil se eksempler på, hvordan man vinder, ikke hvordan man taber. De er ligeglade. Vores generation er en generation af tabere. Vi er interesseret i at se, hvordan andre taber, og vi kan identificere os med dem, fordi de minder lidt om os. Men de unge keder sig, hvis filmene ikke er givende og interessante nok til at fornøje dem i deres interessante liv.«
– Taler du om slutningen på en tradition?
»Nej, nej. Jeg ved det ikke. Jeg taler kun som en læge, der undersøger en sygdom. For at forstå sygdommen, må man kende sygdomshistorien.«

Sen stil
Igen tier István Szabó og stirrer hen for sig. Måske handler det om masker, men han lader til at tænde og slukke for sig selv efter behov. Jeg har hørt ham svare veloplagt på de mest håbløse spørgsmål. Manden har instrueret film i fem årtier og gennemlevet to-tre totalitære regimer. Alligevel kan jeg ikke få stillet ham mit sidste spørgsmål. Jeg har lige læst Edward Saids sidste, posthumt publicerede essay »Late Style«. Det handler om den stil, der former sig sidst i en kunstners liv, forsåvidt som dette liv er spundet sammen med en æra, der også selv står på kanten af sin afslutning. »Sen stil,« skriver Said, »har styrken til at fremstille både affortryllelse og fryd uden at opløse modsætningen imellem dem.«
István Szabó har brugt sit liv og værk på grandiøst kontrære genskrivninger af historien, set fra et Centraleuropa, han opfatter som det 20. århundredes oversete centrum. Nu er det 20. århundrede styrtet sammen og den centraleuropæiske undtagelsestilstand forbi. Selv instruktørens episke kostumefilm og hans filmjurys statuetter virker lidt arkaiske i en tid, hvor dokumentaren, animationerne og anti-narrativerne sætter dagsordenen. Kan man spørge István Szabó, hvordan det føles at se tilbage på en overstået tid?
Først må jeg gentage spørgsmålet. Så bliver han tavs. Så bliver han vred: »Jeg er ikke interesseret i at kigge tilbage, og jeg er ikke interesseret i at vise kollapser. Jeg er interesseret i at fortælle mit publikum, at de ikke er alene med deres problemer. At vise dem andres skæbner gennem, om muligt, underholdende historier. Så følelsen af ensomhed, af at være alene med sit problem, ødelægges af en, der har en lignende følelse på lærredet. Jeg fortæller publikum, at de ikke altid er skyldige, og hvis de er skyldige, så hvorfor. Og jeg viser dem nogle andre, der prøver at ændre sig selv.«
Affortryllelse og fryd, skrev Edward Said i sit essay. Den sene stils kunstner opretholder disse to modsætningers balance, »som ligevægtige kræfter der trækker i hver sin retning, ved hjælp af sin modne subjektivitet, renset for hybris og pompøsitet, ugenert over både sine fejltagelser og den beskedne selvsikkerhed, han har vundet som resultat af alderen og eksilet«.
István Szabór løfter hånden, da jeg vil slukke for båndoptageren.
»Med et ord: kom. Det er to timer i en mørk sal. Du kan møde nogle andre mennesker og se, at du ikke er alene. Eller, hvis du er dum, kan du i det mindste se, se at du ikke er alene om at være det.«
Og så er optagelsen forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu