Læsetid: 2 min.

Massiv protest mod nedskæring

Danske elever og studerende vil ikke finde sig i regeringens besparelser på uddannelses-området. I dag samles de i fælles protest
22. september 2004

»Stop nu!« Det er mottoet for dagens konference i KB-hallen i København, hvor danske skoleelever og studerende tropper op for at protestere mod nedskæringer på uddannelsesområdet. De frygter en fremtid med større klasser, færre pratikpladser, øget brugerbetaling og forringet arbejdsmiljø.
»Regeringen siger et og gør noget andet. De siger, at vejen til at sikre vækst og velfærd går gennem uddannelse, samtidig med at de nedprioriterer uddannelse og forringer hverdagen for elever og studerende,« siger talsmanden for initiativet Stop Nu, Thor Møger Pedersen.

Minus 1,4 mia. kr.
Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at regeringen samlet set har skåret 1,4 mia. på uddannelsesområdet siden 2001, eller hvad der svarer til 2,4 pct. pr. elev. Ifølge AE’s beregninger vil tilskuddet pr. elev falde med yderligere 2,7 pct. i perioden 2005 til 2008. De hårdest ramte vil være de videregående uddannelser med en besparelse på 6,2 pct. pr. elev og HHx og HTx uddannelserne med 5,9 pct.
Ifølge Undervisningsministeriet har stat, amter og kommuner samlet set øget investeringerne med 3,5 mia. kr. årligt fra 2001 til 2004. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kalder AE’s analyse »forkert« og »politiserende«.
»Jeg synes, det er ærgerligt, at de studerende på denne måde har ladet sig spænde for AE’s vogn,« siger hun om dagens konference.
AE fastholder dog deres tal, der bygger på en beregning af de samlede udgifter på uddannelsesområdet divideret med antallet af elever. »Antallet af elever er steget, så derfor er der færre penge pr. elev,« konkluderer Søren Jakobsen fra AE.
Konferencen er arrangeret af en sammenslutning af ungdomsorganisationer, der samler alle uddannelser både folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler og universiteter. Indtil videre har 1.800 tilmeldt sig konferencen.

FAKTA
Kravene
*Stoppe de økonomiske nedskæringer
*Udvikle optaget over kvote 2 på videregående uddannelser
*Sikre praktikpladser for de studerende på erhvervsuddannelserne
*Få elever og studerende under arbejdsmiljølovgivningen
*Fjerne brugerbetaling på efteruddannelse og bogmoms på lærebøger
*Sætte et nationalt loft på klassestørrelsen, så der højst er 22 elever i en folkeskoleklasser og 28 i HF-, HHx-, og Htx klasser
*Sikre højere SU
Kilde: Stop Nu initiativets hjemmeside

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her